Lige nu er klokken 02.56, og jeg sidder og synes det hele er svært.

Jobcentret har tilknyttet mig en mentor, som jeg havde første møde med i dag. For at han skulle lære mig at kende, og for at han kan hjælpe mig bedst, skulle jeg fortælle en masse ting om mig selv. Deriblandt om Vincent.

Jeg savner ham rigtig meget. Især nu hvor han kan en hel masse selv, og han snakker rigtig meget. Han siger tit til mig at han vil hjem til mig, og når jeg er der vil han ikke have jeg går. Jeg ved ikke om han siger det fordi han kan mærke jeg hader at han ikke er ved mig, eller om han siger det fordi han faktisk gerne vil. Ja, en dreng på tre år har nok ikke sin egen mening, men alligevel.

Min mor har bestemt at jeg kun må se ham en gang om ugen, og det er rigtig hårdt. Jeg føler at hans far, som ser ham hver anden weekend, ser ham mere end jeg gør. Og Vincent må ikke engang komme hjem til mig på overnatning. Min mor har hele tiden sagt ‘Når der er nogle ved dig, så må du gerne få ham på overnatning’. Nu bor jeg sammen med Matthew, som Vincent er helt vild med, og med Bertil. Men jeg må stadig ikke have ham. Det synes jeg ikke er okay egentlig. Da jeg flyttede herud fik jeg noget af hans legetøj herud som han kan lege med når han er her, men hvor mange gange har mine forældre besøgt mig på de tre måneder jeg har boet her? Tre gange. To af gangene har Vincent været med. Jeg tror virkelig ikke de gider komme og besøge mig. Men det er egentlig ligegyldigt hvor jeg har boet henne, så har de aldrig besøgt mig. Nogle gange tænker jeg på at sige min lejlighed op og flytte hjem i deres kælder igen. Kun så jeg kan være sammen med Vincent hver dag. Men det går ikke, for når han er anbragt der, så må jeg ikke bo der. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det er også bedre for mig at jeg bor for mig selv.
Jeg savner ham bare.

Jeg ville ønske at det var mig der skulle stå op med ham om morgenen, og putte ham om aftenen. At det var mig der fulgte ham i børnehave om morgenen og hentede ham igen om eftermiddagen. Jeg tænker tit på bare at ringe til hans sagsbehandler og sige at nu vil jeg gerne have ham hjem. Men det går ikke. Ikke endnu. Jeg er ikke stabil nok. Jeg har været stabil med stemmer i noget tid nu, men mine psykiske nedturer skyldes som regel at jeg savner Vincent. Så det er faktisk bare en ond cirkel. Jeg kæmper for at blive psykisk stabil, holde min sygdom i skak, men samtidig går det ikke når jeg ofte får det skidt, fordi jeg savner min søn, som jeg ikke må have hos mig.

Nogle dage kan jeg ikke holde ud at være hjemme. Der må ske noget. Jeg må tage en pause fra at mit hjem mangler nogen. Så der er mange dage i ugen hvor jeg bliver nødt til at tage ud og lave noget. Se noget andet. Jeg er begyndt at træne, og det hjælper lidt. Andre dage tager jeg i byen. Ikke at jeg har råd til det, men jeg behøver heller ikke drikke mig i hegnet. Når jeg er ude møder jeg altid nogle jeg kender, så når jeg er i byen har jeg altid nogen at snakke med. Men jeg kan godt mærke, de dage hvor jeg har råd til at drikke.. Sidder jeg for mig selv i mere end to minutter bliver jeg ked af det, og ville ønske jeg hellere kunne sidde hjemme med min søn og putte med ham.

Bare det at skrive det her indlæg gør ondt. Helt indeni. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg ved også at det er nødvendigt. Min blogging er terapi. Det er bedre end at gå til en psykolog, for her kan jeg få alle mine tanker ud, helt ufiltreret. Helt uden jeg skal analyseres sønder og sammen. Det er rart. Men det er stadig hårdt. Det gør ondt. Jeg vil have min baby hos mig. Jeg tror ikke at jeg kan blive hel før han er hjemme ved mig.

Sidste mandag tog vi en meget stor beslutning.

Jeg sad og kiggede på nogle forskellige salgssider, og jeg faldt over noget som jeg bare ikke kunne stå for.
En lille kattekilling på 12 uger. Han var så sød, og selvom jeg har været allergisk i mange år, måtte jeg bare have ham.
Dagen efter tog vi i Maxi Zoo og købte lidt ind til ham, og fik samtidig en gratis killinge pakke, som jeg havde bestilt aftenen før. Senere på dagen tog vi til Roskilde og hentede ham. Han var så sød, og virkede tryg med det samme. Det sjove er bare, jeg reagerede slet ikke på ham, og her en uge efter er der stadig ingen reaktion. Så jeg er åbenbart ikke allergisk?

Han havde en lidt svær første aften hos os. Han gik rundt og pev og ledte efter sin mor, og det kunne jeg slet ikke have, så han kom op til mig, og han fandt straks ro.
Han er faldet så fint til her den sidste uge hvor vi har haft ham, og jeg er så glad for ham. Han ligger og sover ved mig hver nat, og det har også virkelig hjulpet psykisk på mig at han er her.

Vi har haft lidt svært ved at finde ud af hvad vi skulle kalde ham, men vi er til sidst kommet til enighed.
Jeg er stor fan af The Nightmare Before Christmas, så jeg synes vi skulle kalde ham Zero, på trods af han ikke er en hund.

Jeg glæder mig helt vildt til Vincent skal møde ham, for jeg har altid lagt stor vægt på at jeg synes han skal vokse op med kæledyr. Mine forældre har ingen dyr, men jeg tænker det er okay at jeg så har, så på en måde vokser han op med et kæledyr. Jeg viste ham et billede af Zero og han synes han er så sød. Han er en typisk killing, men han er også bare sød 🙂

Sådan her har min krop set ud de sidste tre år. Det er ikke noget jeg er stolt af. Faktisk har jeg gjort alt for at gemme min krop væk, ved hjælp af store trøjer, sorte leggins og i den grad shapewear. Men det nytter ikke noget. Når jeg tager billeder af mig selv, bruger jeg en teknik der gør at min dobbelthage ikke kan ses, og jeg nægter at få taget et billede i fuld krop. Jeg har stemmer inde i hovedet der konstant minder mig om hvor fed og ulækker jeg ser ud. Især når jeg har spist. Der er de værst. Der minder de mig lige om at jeg ikke burde have spist, at jeg bare skal gå ud og kaste det hele op igen.
Jeg er decideret flov over mig selv, og hver gang jeg ser en tynd pige på gaden, kan jeg mærke jeg bliver ked af det. For kigger hun på mig, og tænker ‘Hold op hvor er hun bare fed!’. Det gør hun sikkert ikke, men det får min paranoia mig overbevist om at hun gør.

Jeg synes det er rigtig svært at have det sådan med sig selv. Matthew vil ikke være ved at jeg synes jeg er tyk. Han synes at det er nok at han mener jeg er smuk. Men har det ikke ligeså meget at sige hvad jeg synes? Det mener jeg ihvertfald.
Jeg har besluttet mig for at begynde at træne. Minimum to timer om dagen. Det ved jeg godt ikke er sundt, men jeg har bare behov for at jeg kommer ned i min gamle størrelse hurtigt.

Jeg hader at kigge ned af mig selv. Jeg hader den måde jeg ser ud på.

Man kan godt se på mig jeg ikke er helt dansk. Man kan se på mit navn jeg ikke er helt dansk. Men jeg taler ikke mit andet modersmål. Eller.. Jo lidt. Eller, tale og tale, jeg kan nok til at overleve i landet, men min udtale er så dårlig at jeg ikke har lyst til at bruge det, for jeg skammer mig faktisk over den. Jeg kan sagtens skrive det, og staver det ret godt, for alting staves faktisk som det siges. Skriftligt er også nemmere for mig, for jeg kan tage mig al den tid i verden til at oversætte det.
Jeg er ikke rigtig opvokset med sproget, så jeg kan ikke oversætte på stedet som jeg kan med engelsk, ihvertfald ikke på samme måde. Men jeg vil så gerne lære det. Det er lidt underligt.. På det sidste, når jeg har været i byen, har jeg mødt folk fra samme land, og det har givet mig endnu mere lyst til at lære det. Så jeg har googlet lidt, og fundet noget der hedder Studieskolen, som tilbyder undervisning i mit andet modersmål. Det koster lidt, men jeg vil helt klart spare op til det, så jeg kan lære det og forbedre min udtale og mit ordforråd. Jeg vil gerne lære ikke at være så bange når jeg skal bruge det. Jeg skal så bare skrive en mail til dem om min situation med det, og høre hvilket niveau jeg skal starte på.

Vi snakker også meget om sommerferie herhjemme.
Jeg vil meget gerne til Kroatien, for der ved jeg der er varmt, og jeg vil gerne have lidt farve 😉
Matthew vil gerne til mit andet hjemland. Han vil gerne opleve kulturen, sproget og menneskerne derovre. Men jeg er så nervøs. For det ville betyde jeg ville skulle bruge det, og jeg er bange for at mine landsmænd ikke vil have en kinamands chance for at forstå mig. Jeg er sikker på de vil være forstående, men alligevel.
Jeg vil gerne derover, for jeg vil gerne finde mine rødder.

Udover mit lille tankespind, så har jeg gjort mit hår noget lysere hvilket jeg gerne vil vise jer (ps. tjek lige øjnene! og min smukke kæreste 😉 )

Matty har endelig fået en ansættelseskontrakt! Jeg er så glad på hans vegne, for det betyder at nu kan han blive her!

Selvom man er EU borger er det lidt små kompliceret at få opholdstilladelse. Havde jeg nu forelsket mig i en nordmand eller en svensker var der intet problem, for de er nordiske lande og der er et specielt samarbejde, så der er ikke en masse papirarbejde.
Men for at få cpr nummer skal vi først udfylde en formular, så skal den med op på Borgerservice, derefter skal vi på International House her i København og til sidst statsforvaltningen med den famøse formular.
Den har jeg så brugt eftermiddagen på at udfylde, så skal jeg lige have chefen indover, og til sidst kan vi aflevere den. Det er så godt at han snart kan få de samme ‘rettigheder’ som jeg har. Han kan komme til lægen feks.

Så ja, vi er meget glade og lettede herhjemme.

PS. Bryllup er måske ikke helt ude af billedet. Det kan være der kommer et lille et til februar 😉