Lige nu er klokken 02.56, og jeg sidder og synes det hele er svært.

Jobcentret har tilknyttet mig en mentor, som jeg havde første møde med i dag. For at han skulle lære mig at kende, og for at han kan hjælpe mig bedst, skulle jeg fortælle en masse ting om mig selv. Deriblandt om Vincent.

Jeg savner ham rigtig meget. Især nu hvor han kan en hel masse selv, og han snakker rigtig meget. Han siger tit til mig at han vil hjem til mig, og når jeg er der vil han ikke have jeg går. Jeg ved ikke om han siger det fordi han kan mærke jeg hader at han ikke er ved mig, eller om han siger det fordi han faktisk gerne vil. Ja, en dreng på tre år har nok ikke sin egen mening, men alligevel.

Min mor har bestemt at jeg kun må se ham en gang om ugen, og det er rigtig hårdt. Jeg føler at hans far, som ser ham hver anden weekend, ser ham mere end jeg gør. Og Vincent må ikke engang komme hjem til mig på overnatning. Min mor har hele tiden sagt ‘Når der er nogle ved dig, så må du gerne få ham på overnatning’. Nu bor jeg sammen med Matthew, som Vincent er helt vild med, og med Bertil. Men jeg må stadig ikke have ham. Det synes jeg ikke er okay egentlig. Da jeg flyttede herud fik jeg noget af hans legetøj herud som han kan lege med når han er her, men hvor mange gange har mine forældre besøgt mig på de tre måneder jeg har boet her? Tre gange. To af gangene har Vincent været med. Jeg tror virkelig ikke de gider komme og besøge mig. Men det er egentlig ligegyldigt hvor jeg har boet henne, så har de aldrig besøgt mig. Nogle gange tænker jeg på at sige min lejlighed op og flytte hjem i deres kælder igen. Kun så jeg kan være sammen med Vincent hver dag. Men det går ikke, for når han er anbragt der, så må jeg ikke bo der. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det er også bedre for mig at jeg bor for mig selv.
Jeg savner ham bare.

Jeg ville ønske at det var mig der skulle stå op med ham om morgenen, og putte ham om aftenen. At det var mig der fulgte ham i børnehave om morgenen og hentede ham igen om eftermiddagen. Jeg tænker tit på bare at ringe til hans sagsbehandler og sige at nu vil jeg gerne have ham hjem. Men det går ikke. Ikke endnu. Jeg er ikke stabil nok. Jeg har været stabil med stemmer i noget tid nu, men mine psykiske nedturer skyldes som regel at jeg savner Vincent. Så det er faktisk bare en ond cirkel. Jeg kæmper for at blive psykisk stabil, holde min sygdom i skak, men samtidig går det ikke når jeg ofte får det skidt, fordi jeg savner min søn, som jeg ikke må have hos mig.

Nogle dage kan jeg ikke holde ud at være hjemme. Der må ske noget. Jeg må tage en pause fra at mit hjem mangler nogen. Så der er mange dage i ugen hvor jeg bliver nødt til at tage ud og lave noget. Se noget andet. Jeg er begyndt at træne, og det hjælper lidt. Andre dage tager jeg i byen. Ikke at jeg har råd til det, men jeg behøver heller ikke drikke mig i hegnet. Når jeg er ude møder jeg altid nogle jeg kender, så når jeg er i byen har jeg altid nogen at snakke med. Men jeg kan godt mærke, de dage hvor jeg har råd til at drikke.. Sidder jeg for mig selv i mere end to minutter bliver jeg ked af det, og ville ønske jeg hellere kunne sidde hjemme med min søn og putte med ham.

Bare det at skrive det her indlæg gør ondt. Helt indeni. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg ved også at det er nødvendigt. Min blogging er terapi. Det er bedre end at gå til en psykolog, for her kan jeg få alle mine tanker ud, helt ufiltreret. Helt uden jeg skal analyseres sønder og sammen. Det er rart. Men det er stadig hårdt. Det gør ondt. Jeg vil have min baby hos mig. Jeg tror ikke at jeg kan blive hel før han er hjemme ved mig.

Man kan godt se på mig jeg ikke er helt dansk. Man kan se på mit navn jeg ikke er helt dansk. Men jeg taler ikke mit andet modersmål. Eller.. Jo lidt. Eller, tale og tale, jeg kan nok til at overleve i landet, men min udtale er så dårlig at jeg ikke har lyst til at bruge det, for jeg skammer mig faktisk over den. Jeg kan sagtens skrive det, og staver det ret godt, for alting staves faktisk som det siges. Skriftligt er også nemmere for mig, for jeg kan tage mig al den tid i verden til at oversætte det.
Jeg er ikke rigtig opvokset med sproget, så jeg kan ikke oversætte på stedet som jeg kan med engelsk, ihvertfald ikke på samme måde. Men jeg vil så gerne lære det. Det er lidt underligt.. På det sidste, når jeg har været i byen, har jeg mødt folk fra samme land, og det har givet mig endnu mere lyst til at lære det. Så jeg har googlet lidt, og fundet noget der hedder Studieskolen, som tilbyder undervisning i mit andet modersmål. Det koster lidt, men jeg vil helt klart spare op til det, så jeg kan lære det og forbedre min udtale og mit ordforråd. Jeg vil gerne lære ikke at være så bange når jeg skal bruge det. Jeg skal så bare skrive en mail til dem om min situation med det, og høre hvilket niveau jeg skal starte på.

Vi snakker også meget om sommerferie herhjemme.
Jeg vil meget gerne til Kroatien, for der ved jeg der er varmt, og jeg vil gerne have lidt farve 😉
Matthew vil gerne til mit andet hjemland. Han vil gerne opleve kulturen, sproget og menneskerne derovre. Men jeg er så nervøs. For det ville betyde jeg ville skulle bruge det, og jeg er bange for at mine landsmænd ikke vil have en kinamands chance for at forstå mig. Jeg er sikker på de vil være forstående, men alligevel.
Jeg vil gerne derover, for jeg vil gerne finde mine rødder.

Udover mit lille tankespind, så har jeg gjort mit hår noget lysere hvilket jeg gerne vil vise jer (ps. tjek lige øjnene! og min smukke kæreste 😉 )

Det er sjældent at jeg køber noget til mig selv. Okay, det er det faktisk ikke, men det er sjældent jeg køber noget jeg rent faktisk kan bruge som ikke er tøj.

Jeg synes min computer skulle matche min telefon og mine høretelefoner, så jeg har købt dette, for at shine den lidt op:

Nu står jeg og skal til England og besøge min kæreste om to dage, så jeg var lidt nervøs for om det kom inden, for er der noget jeg ikke kan lide, så er det at modtage pakker imens jeg er ude at rejse, for så skal jeg jo vente endnu længere, og jeg elsker virkelig at få pakker 😉
Problemet var at jeg havde bestilt det fra Hong Kong, så der kan jo snildt gå to uger. Men efter kun 8 dage modtog jeg det! Jeg frygtede at jeg ikke kunne sætte det ordentligt på, men det gik ganske fint. Så nu synes jeg selv min computer er ret fancy!

Hvad jeg ellers har købt.. Og det er en ret stor ting..
Da jeg gik ud af folkeskolen kom jeg på produktionsskole, på foto linjen hed det. Jeg har altid været interesseret i at fotografere, så det var jo perfekt for mig. De sidste par år har jeg hængt på et ganske almindeligt digital kamera, men efter jeg mistede opladeren til den, har jeg kun fotograferet med min telefon. Så efter at have sparet i noget tid, har jeg købt mit første spejlrefleks kamera!

Det er godt nok købt brugt, men det er kun to år gammelt og virker upåklageligt. Jeg har så brugt weekenden på at lære det godt at kende, for det er hvad.. 7 år siden jeg sidst har betjent et spejlrefleks? Heldigvis er jeg utrolig god til at genopfriske min viden, så nu kører det bare. So far har jeg ikke taget særlig mange billeder, men det kommer jo. Jeg er ihvertfald så glad for det, og tænker på at tage et kursus i fotografering, så jeg kan blive endnu bedre, og finpudse min teknik.

Så jeg synes faktisk at jeg har gjort to rigtig gode køb 🙂

Mit hår har været rødt det sidste år. Det er så flot, men det er så svært at holde. Jeg har altid vasket hår hver gang jeg gik i bad, men gør du det med rødt hår, så skal du bare farve det oftere. Jeg vaskede hår en gang om ugen, så ca. hver anden uge skulle jeg smide en farvebombe i for at holde farven.

Derfor overvejede jeg længe om jeg skulle farve mit hår mørkt igen. Det blev aldrig til noget, før min søde dejlige kæreste sagde at han elskede det røde, men at han synes at sort ville gøre mig endnu smukkere. Så da jeg var derovre og besøge ham købte jeg to sorte hårfarver (hey, de kostede kun 10 kr stykket!), og samme dag som jeg kom hjem farvede jeg det sort.

Det er rigtig svært at vænne sig til når man har haft en anden farve i et år, men honestly, så klæder det mig langt bedre end det røde. Jeg sad lige og kiggede billeder igennem her til aften, og nu er det helt underligt at se mig selv som rødhåret!

I sidste uge kom jeg hjem fra en skøn uge i England. 

Det der sker er at jeg for små tre uger siden sad jeg og stenede på Tinder (surprise). Jeg faldt over ham her, som egentlig så meget godt ud. Han havde ingen profil tekst, og normalt swiper jeg til venstre når der ikke er en profil tekst, men der var bare noget indeni mig der sagde at jeg skulle swipe til højre. Så det gjorde jeg. I første omgang var der intet match, men efter et par timer kom det så. Jeg ville så gerne skrive til ham, for hvad nu hvis han ikke skrev til mig. Der var bare noget ved ham. Efter fem minutter hvor jeg prøvede at forfatte en cool åbningsbesked, men jeg kunne slet ikke komme på noget, så jeg skrev bare ‘Hi :)’, og derefter tænkte jeg bare ‘fuck…’ for jeg var overbevist om at det der, det gad han ikke svare på. For helt ærligt.. Sådan noget gider jeg ikke engang selv svare på, så hvorfor skulle han gøre det?

Der gik måske en time, og så svarede han. Han skrev præcis det samme. Jeg fortsætter med et ‘What’s up?’ og så kørte den faktisk derfra. 
Den aften skulle jeg være hos Liv, og jeg sad faktisk og skrev med ham hele aftenen. På et tidspunkt skal Liv have herrebesøg, og vi har den aftale at når det kommer til hendes fyre, så har jeg en kæreste, for jeg gider ikke det der med at folk jeg ingen interesse har i lægger an på mig (tro mig, det sker ofte!). 
På et tidspunkt, jeg kan ikke huske hvordan vi kommer ind på det, så skal jeg ringe til ham på FaceTime. Så det gør jeg. Fordi jeg har den der ‘skyd først, tænk aldrig’ mentalitet flyver disse ord bare ud af mig: ‘Hey, I know this is an odd request, but can you do me the favor of pretending to be my boyfriend when my friends date comes over?’. Han grinte lidt, men sagde at det kunne han godt. 
Ham duden kom over, og mit lille skuespil gik ganske fint. På et tidspunkt bliver jeg smidt ud på badeværelset, og det ender med jeg sidder på FaceTime og snakker med ham i tre timer. Siden den aften, har vi skrevet og FaceTime’t hver dag/aften.

Efter en uge med nærmest konstant snak, kunne jeg godt mærke at jeg synes godt nok han var sød. Jeg synes han var et fantastisk menneske, og jeg kunne mærke jeg kunne rigtig godt lide ham. Jeg besluttede mig for at være ærlig, og sige at jeg egentlig godt kunne lide ham. Og det viste sig at han havde det på samme måde, så det blev jeg virkelig glad for. 
Vi snakkede om at vi skulle besøge hinanden, og vi fandt frem til at jeg skulle tage det første besøg. Så en uge inden jeg skulle afsted, bestilte jeg billetter. Lige der fik jeg en følelse af at nu blev det lige lidt virkeligt, men samtidig også meget surrealistisk. 

Endelig kom dagen hvor jeg skulle afsted. Jeg skulle først flyve kl otte om aftenen, så jeg synes bare hele dagen var lang. Jeg havde valgt først at pakke på dagen for at holde mig selv beskæftiget, men jeg var færdig med at pakke på en halv time. Så resten af dagen var bare så lang. Efter aftensmaden kørte min far mig ud til lufthavnen, hvor jeg lige røg en cigaret, og så gik jeg op igennem security. Selvfølgelig var mit fly en halv time forsinket, men jeg kom afsted. Flyveturen derover føltes overraskende kort, men at gå fra flyet og ud til ankomsthallen var bare lang. 
Jeg havde for det første haft en skod tur, og for det andet havde jeg sindssygt mange sommerfugle i maven og jeg var så nervøs. Jeg kommer ud, og jeg ser ham. Jeg går derover og giver ham et kæmpe kram. Han giver mig et kys på kinden, og jeg kan mærke at jeg begynder at ryste fordi jeg er så nervøs.

Vi hyggede os så meget, tog ud og shoppede, tog i parken og nød solen, og en enkelt dag tog vi til Camden i London. Der var rigtig mange mennesker hvilket jeg kan have svært ved, men Matthew holdt mig i hånden hele dagen. Som om han vidste at jeg følte mig en anelse utryg ved situationen. 
Jeg kunne mærke på mig selv at jeg faldt mere og mere for ham. Han er bare… Ubeskrivelig. Han er virkelig sød ved mig, jeg er aldrig blevet behandlet så godt før af en mand. Han er sjov, vi har præcis den samme humor. Jeg kan fortælle ham alt, og jeg er fuldstændig tryg ved ham. Jeg ved jeg kan fortælle ham hvad som helst, og han vil stadig være der. Han tackler min sygdom og specielt min paranoia rigtig flot. Jeg vågnede en nat og sagde til ham at jeg følte der stod nogen og kiggede på mig. Det eneste han gjorde var at holde mig tættere ind mod ham og nusse mig i søvn. De fleste var blevet skræmt halvt ihjel. Han har en fantastisk personlighed, en personlighed man kun kan forelske sig i. Jeg må ærligt erkende at jeg nok er gået hen og blevet lidt vild med ham. 

Som tingene ser ud lige nu, så er vi ikke kærester. Ihvertfald ikke officielt? Grunden til det er at Matthew er lidt ubeslutsom. Eller.. Nej.. Det er han egentlig ikke. Han har bare ikke lyst til at kaste sig ud i noget for hurtigt, og det kan jeg kun have respekt for. Vi har snakket om at vi skal vente med at tage en beslutning til vi ses igen i august. Det er så underligt at jeg skal sige det her, men selv hvis han skulle vælge mig fra.. Jo, jeg ville da blive utrolig ked af det, men jeg ville fortsat snakke med ham, og han vil have en helt særlig plads i mit hjerte. 

Lige nu ser jeg bare frem til at jeg skal over til ham i en uge fra d. 4. august. Så kommer han over og besøger mig i slutningen af august måned, og det kan ikke beskrives hvor meget jeg glæder mig til han kommer. Jeg er selvfølgelig nervøs for det med at han  skal møde Vincent, men planen er at jeg introducerer ham som min kammerat. Jeg glæder mig til at han skal møde min familie. Jeg glæder mig til han skal møde mine kammerater, som også glæder sig til at møde ham. Jeg glæder mig til at vise ham den by, det land jeg kommer fra. Jeg savner ham helt ekstremt meget, men det kommer til at være hele ventetiden værd, når først jeg er i hans arme igen. 

Matty&me

Last week I came home from a great week in England.

Here’s how it went down. Three weeks ago I was sitting and swiping on Tinder (surprise). I found this guy, who looked pretty cute. He had no profile text, and usually when there’s no profile text I swipe left, but something deep inside me just told me that I should swipe right. So I did. It wasn’t a match, but after a few hours I matched with him. I really wanted to write him a message, because what if he didn’t wrote me a message. There were just something about him. I tried to compose a cool opening message, but after five minutes I just gave up and wrote ‘Hi :)’, and right after I just thought ‘fuck….’ Because I was convinced that he didn’t wanna reply to that. Because truth be told… I don’t even wanna reply to that, so why would he do it? 

An hour or so later, he replied. He wrote exactly the same as I did. I continue with a ‘What’s up?’ and then we just kept talking.
That evening, I was supposed to be at Liv’s, and I was actually sitting and chatting with him all evening. At one point, some guy would come over to see Liv, and we have a special deal, that whenever she gets visits by guys and I’m there, I have a boyfriend, because it’s so annoying when guys you’re not into are hitting on me (believe me, it happens a lot!).
At some point, can’t remember how we got into it, we agreed that I should call him on FaceTime. So that I do. Because of my ‘shoot first, ask never’ mentality, these words just fly out of my mouth: ‘Hey, I know this is an odd request, but can you do me the favor of pretending to be my boyfriend when my friends date come over?’. He laughed a little, but said that he could do it. 
The dude came over, and my little act went alright. After a little while, I’m kicked out to the bathroom, and it ends up with me sitting and FaceTiming with him for three hours. Since that evening, we’ve been chatting and FaceTiming every day/evening. 

After a week with pretty much non stop talking, I could feel that I really thought he was sweet. I thought he was an amazing person, and I could feel I really liked him. I decided to be perfectly honest, and tell him that I liked him. Turns out that he felt the same, which made me really happy. 
We talked about visiting each other, and we decided that I was the one to make the first visit. So one week before departure, I booked the tickets. 
Right there I got a feeling of that now it all became real, but at the same time very surreal. 

Finally the day of my departure came. My flight was at eight in the evening, so in my opinion the day was so long. I started packing on that day, to keep myself occupied, but I finished packing in thirty minutes. So the rest of the day, it was so long. After dinner my dad drove me to the airport, where I smoked a cigarette, and then I went up through security. Of course my plane was delayed by thirty minutes, but I boarded the plane in the end. 
The flight over there felt surprisingly short, but the walk from the plane to arrivals was so long. 
First of all, the flight was awful, and second of all I felt so many butterflies in my stomach and I was so nervous. I got to arrivals, and I see him standing there. I walk over there and give him the biggest hug. He gave me a kiss on the cheek, and I can feel myself starting shaking, that’s how nervous I was. 

We had such a nice time, went shopping, we were sitting in the park and enjoying the sun. And one day we went to Camden in London. There were a lot of people there, which is something I have a bit of issues with, but Matthew held my hand all day. It was like he knew how difficult it was for me. I could feel that I fell more and more for him. He’s just.. Indescribable. He’s really nice to me, I’ve never been treated so good before by a man. He’s funny, and we have the exact same sense of humor. I can tell him anything, and I’m so safe with him. I just know that I could tell him anything, and he would still be there. He’s handling my illness and especially my paranoia so well. Like, I woke up one night, and told him I felt like someone was standing in the room watching me. The only thing he did was to pull me in to him tighter and cuddle me to sleep. Most people would’ve been scared half to death. He has an amazing personality, a personality you can only fall in love with. I have to admit that I might be a little crazy about him. 

As of now, we’re not a couple. At least not officially? The reason for that is that Matthew is slightly indecisive. Or.. No.. He actually isn’t. He just don’t wanna rush into things, and I can only respect that. We’ve talked about not making any decisions until we see each other again in August. It’s so weird of me to say this, but if he were to reject me.. Yes, I would be extremely sad, but I would still talk to him, and he’ll have a very special place in my heart.

Right now I’m just looking forward to go to his for a week from August 4th. Then he’ll come and see me in the end of August, and words cannot describe how excited I am for him to come. Of course I’m nervous about him meeting Vincent, but the plan is to introduce him as my friend. I’m excited about him meeting my family. I’m excited about him meeting my friends, who are also excited about meeting him. I’m excited about showing him the city I’m from, the country I’m from. I miss him so so much, but it’ll be worth the wait as soon as I’m in his arms again.