Jeg har ikke skrevet rigtig rigtig længe, og det er ganske enkelt fordi der er sket rigtig meget!

5. august tog jeg til England for at være sammen med min kæreste i tre uger, hvor de sidste to uger blev brugt i Danmark. Jeg var lidt nervøs for hvad han ville synes om landet, men han elskede det!
I løbet af den tid han var her, flyttede jeg. Jeg fik nemlig efter lang ventetid en lejlighed. På kontrakten stod det som en to værelses, men det har været en tre værelses, så det har jeg også valgt at lave det om til. Der er super lækkert herude, og jeg er rigtig glad for at bo her.

Efterfølgende har Matthew fået arbejde i Danmark, så lige om lidt, faktisk allerede i morgen (!!!) skal jeg hente ham i lufthavnen, og så flytter han herover. Det bliver så dejligt. Vi har godt nok kun været kærester i to måneder, men det føles bare så rigtigt.
Netop fordi jeg boede hos mine forældre inden jeg flyttede, og vi landede i Danmark fire dage inden jeg skulle det, måtte jeg jo introducere ham for Vincent.
Vincent var rigtig genert i starten, men nu elsker han ham himmelhøjt. Det er noget der bare får mit hjerte til at smelte <3

Jeg synes det er så vildt at jeg har fundet en mand, der ikke bare elsker mig, men også min søn. Han har virkelig taget ham til sig som hans egen, og det er jeg lykkelig for.

Jeg er stoppet på depot medicin, for nu var jeg træt af at blive stukket i hver måned. Udover det, så havde jeg lige en uge eller to før næste stik hvor jeg fik det så dårligt psykisk, at jeg ikke kunne hænge sammen. Det har helt klart givet mig mere ro og mere overskud at jeg er kommet over på tabletter istedet for.

Jeg elsker mit liv lige nu, jeg har alt hvad jeg kunne ønske mig. Så det er egentlig det der sker lige nu.

Det gik op for mig at jeg faktisk aldrig har skrevet ordenligt om min sygdom. Det burde jeg egentlig have gjort for længst. Men tror egentlig at skulle jeg skrive om det, skulle jeg gøre det personligt og ikke bare bruge de kolde, hårde facts som jeg plejer at gøre når jeg skal beskrive min sygdom overfor andre mennesker. For at det skal være personligt, betyder det også at der er nogle ting i mit forløb jeg på meget kort tid skal bearbejde nogle oplevelser, så jeg ved at det her indlæg bliver rigtig hårdt for mig at skrive. Men det skal gøres.

Vi kan starte med de hårde facts.

Der er flere former for skizofreni. Simpel, katatonisk, paranoid og hebefren.
Skizofreni er både genetisk betinget og miljømæssigt betinget
Skizofreni er den mest dødelige psykiske sygdom med en selvmordsrate på 5-10%
Skizofreni udvikles som regel i teenage årene
Man kan blive rask af skizofreni, men det er kun ca. 25%
Personlighedsspaltning og skizofreni er IKKE det samme

Det var factsne. Nu skal vi til den mere personlige del…

Jeg har altid været et noget specielt barn. Jeg var/er hyper intelligent, jeg havde ikke så mange venner, jeg havde en meget livlig fantasi, jeg har set gamle video optagelser af mig selv sidde og snakke med noget der ikke var der, jeg havde underlige interesser.
Hvis jeg skal se det med andre øjne, så var der flere signaler der tydede på at det ikke helt var som det skulle være oppe på øverste etage.

Jeg fik diagnosen paranoid skizofreni i september 2007. Jeg skriver lige mine symptomer på det ned, så I kan få en bedre forståelse for det.
Høre hallucinationer – Jeg hører dagligt stemmer. Nogle gange er de ondskabsfulde, men for det meste snakker de bare sammen indbyrdes, hvilket gør at jeg ikke kan koncentere mig særlig godt.
Syns hallucinationer – Jeg lider ikke længere af syns hallucinationer, men da jeg gjorde havde jeg kun en. Han hed Frank og var en kæmpe kanin med et grotesk ansigt (jeg havde ikke set Donnie Darko da jeg begyndte at hallucinere om ham!). De første par år var jeg meget bange for ham, for ikke nok med jeg kunne se ham, jeg kunne høre ham, føle ham og lugte ham. De sidste par år han var der, så var han der bare. Jeg tror jeg vænnede mig til ham, men han stod bare og stod, så jeg lige kunne se ham ud af øjenkrogen.
Vrangforstillinger – Dengang jeg havde vrangforstillinger var jeg overbevist om at der var is i mine blodårer og is i mine tårekanaler.
Svært ved at kende forskel på fantasi og virkelighed – Det er nærmest umuligt for en paranoid skizofren at skelne de to. Derfor var mine hallucinationer så virkelige, for jeg vidste jo ikke at det bare var min hjerne der producerede det. For mig var det lige så virkeligt som det bord der står foran mig lige nu.
Paranoia – Min paranoia har altid været slem. Jeg er paranoid angående alt. Den gør at jeg ikke stoler på folk, og jeg betvivler altid folks motiver.
Emotionelt ustabil – Jeg er meget ustabil når det kommer til at håndtere mine følelser. Jeg kan være glad det ene øjeblik, og på randen af selvmord 30 sekunder senere. Det er ekstreme udsving jeg har. Jeg føler ikke som andre mennesker. Hvis jeg er glad, så bliver jeg manisk. Hvis jeg er ked af det er jeg nærmest helt nede i kulkælderen. Hvis jeg er sur, så er jeg klar til at eksplodere fuldstændig på den første og den bedste. Altså, jeg føler alle følelser i registret tyve gange mere end almindelige mennesker.

Nu har jeg været syg i otte år. Jeg har været indlagt utallige gange. Halvdelen af de gange jeg har været indlagt har været på den lukkede afdeling fordi jeg har forsøgt selvmord. Den anden halvdel, ja der er filmen bare knækket fuldstændig og jeg har lige haft brug for at komme ind og få ro et par uger. Det er fint nok der er noget til begge dele. Jeg hader dog at være på den lukkede, det er virkelig ikke rart. Folk er meget meget syge derinde, og det kan godt være skræmmende.
Jeg har været i medicinsk behandling de sidste otte år. Jeg har prøvet så mange præparater, og først som 21 årig fandt jeg det eneste der virkede for mig. Den fjerner Frank og mine vrangforstillinger. Men alt det andet er der stadig, men det vænner man sig til og lærer at leve med det. På en eller anden måde. Faktisk.. Så tror jeg det ville være virkelig underligt for mig hvis det hele en dag forsvandt, for nu er jeg så vant til det.

Hvis vi skal snakke om stemmerne. Og det skal vi, for det er dem der fylder mest i min hverdag. Da jeg startede med at høre dem var de meget ondskabsfulde. De beordrede mig til at begå selvmord, for jeg havde ikke fortjent at leve. Gjorde jeg ikke det, så skulle jeg skære i mig selv. Så det gjorde jeg. Jeg har skåret i mig selv hver evig eneste dag fra jeg var 14 til jeg var 22. Det er altså rigtig mange år. Det skal så lige siges, at 1. oktober, der har jeg været clean fra det i et år, og det er noget jeg er rigtig stolt af at have præsteret.
I dag så er stemmerne der bare. Der er to, og de snakker mest sammen indbyrdes om alt mellem himmel og jord, hvilket kan være ret frustrerende. Prøv at forestil dig at du sidder og snakker med en kammerat og lige pludselig kommer der en eller anden tosse, men du kan ikke se ham. Men han begynder at stå og snakke højlydt om alt muligt. Du kan ikke lukke ham ude, hvis du går, jamen så går han med. Og han holder ikke kæft. Sådan er det for mig.
Jeg har dog efter mange års træning af at styre mine stemmer, indført noget jeg kalder ‘kontor tid’. Det betyder at stemmerne har en time om dagen til at svine mig til lige så tosset de vil, snakke lige så tosset de vil. Men kun den ene time om dagen. Jeg mestrer det ikke helt endnu, så der er nogle dage hvor de overholder kontor tiden og jeg kun hører stemmer en time om dagen. Andre dage kan de ikke overholde den, og der er det som beskrevet ovenfor.

Selvom jeg faktisk altid har været nogenlunde vel medicineret, så har det været svært at opretholde en hverdag som enhver anden normal dansk teenager. Det eneste gode skizofrenien har gjort for mig er den har givet mig en virkelig høj IQ. Jeg er lynende intelligent, så selvfølgelig skulle jeg på elite gymnasium efter folkeskolen, og selvfølgelig på en naturvidenskablig linje da jeg drømte om at blive neurokirurg. Det gik også rigtig fint i starten, men efter tre måneder begyndte mine psykotiske symptomer at vise deres grimme ansigt. Jeg blev desværre nødt til at droppe ud. Over de næste par år har jeg søgt ind på gymnasiet hvert år, for jeg VIL gennemføre det. Først nu her som 23 årig har jeg givet op. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gennemføre en uddannelse, ligegyldigt hvor gerne jeg vil det. Jeg har prøvet at arbejde, men jeg kan heller ikke fastholde det. Så nu har jeg været på kontanthjælp siden jeg var atten.
Det er så frustrerende, for jeg vil jo så gerne tage en uddannelse og få et arbejde. Det er frustrerende at med min intelligens kunne jeg blive hvad som helst. Jeg kunne blive raket forsker for fanden! Men det er svært når ens psyke ikke er med på idéen. Jeg synes ikke det er fair at det skal være sådan, og det er nok det aspekt af skizofrenien jeg aldrig lærer at acceptere.

Skizofrenien har bestemt også ændret min adfærd. Hvis jeg nu ikke tager min medicin, gakker jeg ud over ingenting. Mit temperament er virkelig voldsomt. Jeg bliver tankeløs, og får denne her ‘skyd først, spørg aldrig’ mentalitet, jeg tænker ikke rigtig over konsekvenserne af mine handlinger. Min medicin regulerer alle de ting. Jeg er langt mere normal og jeg er faktisk til at holde ud, så længe jeg tager min medicin. Så den er så vigtig. Selvom den giver mig så mange bivirkninger. Efter otte år med fast medicin har det smadret min hukommelse fuldstændig, så det der med at tage en pille hver dag kan jeg ikke huske, så en gang om måneden skal jeg en tur til distrikt psykiatrien og have en sprøjte med medicin i hoften. Jeg hader det, for det er så ubehageligt, men det er nødvendigt for at jeg skulle kunne forblive normal, og ikke tage livet af mig selv. Får jeg ikke den medicin er det faktisk livsfarligt for mig, for jeg bliver så utilregnelig og jeg kan blive suicidal på ingen tid.

Det var rigtig hårdt for mig at skrive alt det her ned, men jeg håber at det her indlæg kan være med til at få den generelle befolkning til at forstå skizofreni lidt bedre.

I realized that I’ve actually never described my illness properly. I should have done it a long time ago. But if I had to write about it, it had to be personal and not just write down the cold, hard facts which I usually do when I have to describe my illness to other people. If it should be personal, it means that there’s a few things about it that I have to process very quickly, so this post will be very hard for me to write. But I have to do it.

Let’s start with the hard facts.

There are several forms of schizophrenia: Simple, catatonic, paranoid and disorganized.
Schizophrenia is either a genetic illness or from environmental aspects.
Schizophrenia is the most fatal mental illness with a suicide rate of 5-10%
You usually develop schizophrenia in your teen years
It is possible to be cured, but only for 25%
Dissociative identity disorder and schizophrenia is NOT the same thing!

That was the facts, let’s go personal now…

I got the diagnose paranoid schizophrenia in September 2007. I’ll write down my symptoms, so you’ll get a better understanding of it.
Audio hallucinations – I hear voices every day. Sometimes they’re spiteful, and other times they just talk to each other, which means I have a heard time concentrating.
Visual hallucinations – I no longer suffer from visual hallucinations, but when I did I only had one. His name was Frank and he was a giant bunny with a grotesque face (I didn’t watch Donnie Darko until after I started hallucinating about him!). The first couple of years I was really scared of him, because not only were I able to see him, I could hear him, feel him and smell him. The last years, he was just there. I think I got used to him, but he was just standing and standing, so I could see him out of the corner of my eye.
Delusions – When I had delusions I was convinced that my veins was filled with ice, and my tear canals were also ice.
Difficult to distinguish imagination from reality – It’s nearly impossible to someone with paranoid schizophrenia to do that. That’s why my hallucinations were so real, because I didn’t know it was just a product of my brain. To me, it was as real as the table right in front of me.
Paranoia – My paranoia has always been bad. I’m paranoid about everything literally. I don’t trust people and I always question people’s motives, because of it.
Emotionally unstable – I’m very unstable when it comes to dealing with my emotions. I can be happy one moment, and 30 seconds later, I can be close to killing myself. My mood swings are extreme. I don’t feel like other people do. If I’m happy, I’m manic. If I’m sad, I can’t get any lower. If I’m angry, then I’m ready to explode on the first and the best person. So, I feel every emotion twenty times stronger than normal people.

I’ve been sick for eight years now. I’ve been in the mental hospital countless times. Half of the times I’ve been in the ‘maximum security’ section because I’ve tried to commit suicide. The other half, well, then I’ve had a mental breakdown and I just need to get in the hospital and stay there for a few weeks to get some peace and quiet. It’s nice there’s both. I hate being in the ‘maximum security’ though, it really isn’t nice. People are very sick in there, and that can be quite frightening. I’ve been treated with medication for the past eight years. I’ve tried so many different drugs, and I first found the only thing that worked for me when I was 21. It removes Frank and my delusions. The rest is still there, but you’ll get used to it and you learn to live with it. In some way. Actually.. I think it would be so weird if everything was just gone, because I’m so used to it by now.

If we should talk about the voices. And that we’ll have to do, because they’re the ones that fills up most of my life. When I started hearing them they were very spiteful. They ordered me to commit suicide, because I didn’t deserve to live. If I didn’t do that, I had to cut myself. So that I did. I’ve cut myself every single day from I was 14 till I was 22. That’s many years. I have to mention that October 1st, I’ve been clean for a year, and that’s something I’m really proud of.
To this day, the voices are just there. There’s two of them, and they talk to each about everything and nothing, which can be rather frustrating. Imagine that you’re sitting and talking to a friend and all of the sudden some tosser comes along, but you can’t see him. But he’ll start to talk to you loudly about everything. You can’t shut him out, if you leave the room, well he’ll follow. And he won’t shut up. That’s what it’s like for me.
I have after many years of training learned to control the voices, created something called ‘office hours’. It means that the voices will get one hour a day where they can trash me all they want, talk as much as they want. But only that one hour a day. I’m not mastering it perfectly right now, so there’s some days where they’ll live with that and they’re only there an hour a day. Other days it’s not working so well, and it’s like I described above.

Even though I’ve always been well medicated, it was hard to live life like any other normal Danish teenager. The only good thing the schizophrenia has done for me, is blessing me with a really high IQ. I’m super intelligent, so of course I had to go to an elitist high school after 9. grade, and of course I had to study science, since I wanted to become a neurosurgeon. It went well in the beginning, but after three months my psychotic symptoms started showing their ugly face. Sadly I had to drop out. Over the next few years I applied to go to high school every year, because I WANT to graduate. I’m 23 now, and I’ve given up. I can’t. I can’t graduate from any school, no matter how much I want it. I’ve tried to work, but I can’t keep a job.
So now I’ve been on welfare since I was eighteen.
It’s so frustrating, because I wanna complete an education and get a job. It’s so frustrating, because with my intelligence I could become anything I wanted. I could become a rocket scientist for crying out loud! But it’s difficult when your mind doesn’t get the idea. I don’t think it’s fair that it should be like that, and that’s probably that aspect of the schizophrenia that I’ll never learn to accept.

The schizophrenia has definitely changed my behaviour as well. Let’s say I don’t take my medication, I’ll flip out about nothing. I have quite the anger issues. I get thoughtless, and get this ‘ shoot first, ask never’ mentality, I don’t really think about the consequences of my actions. My medication regulates all those things. I’m so much more normal and people can actually stand me, as long as I take my medication. So it’s so important. Even though I get tons of side effects. After eight years with medicine my memory is just not working, so I can’t just take one pill a day, I’ll forget it. So once a month I’ll have to go to the psychiatry and get an injection with medicine in my hip. I hate it, because it’s so uncomfortable, but it’s necessary if I should stay normal, and not kill myself. If I don’t get that medicine it could be potentially fatal, because I get so unpredictable and I can become suicidal in no time.

It was so hard for me to write all this down, but I hope that this post can help people understand schizophrenia a little better.