Jeg kunne se at der var meget trafik på mit indlæg om baggrunden for mit navn, så jeg har besluttet mig for at lave et nyt indlæg. Denne gang ikke om mit navn, men om Vincents navn, da hans navn har en helt speciel betydning for mig.
Vincent deler navn med 699 andre i Danmark, pr. 2015, jeg mener at have læst at navnet stammer fra latin og betyder sejr.

Der er rigtig mange der tror at Vincent er opkaldt efter prinsen, men det er han ikke. Da Kronprinsparret i 2011 fik døbt deres tvillinger, var jeg også sådan ‘neeeeej’ da navnet til prins Vincent blev offentliggjort. Jeg har haft en helt speciel connection til det navn siden jeg var, hvad, tolv tror jeg? Jeg følte måske lidt ‘mit’ navn blev stjålet? Jeg har det dog helt fint med det i dag, tror bare lige det var i øjeblikket jeg var lidt trist haha.

Der er faktisk to historier om hvorfor Vincent hedder det han hedder, og den ene historie er mere nørdet end den anden, men det må knægten jo så leve med, altså at hans mor er en kæmpe nørd.

Jeg har spillet The Sims lige siden det allerførste spil kom ud. Så da The Sims 2 kom ud i 2004, var det jo fantastisk med så meget bedre spiloplevelse. Da The Sims 2 Nightlife kom ud, var jeg psyched, for der kunne man nemlig blive vampyr, og er der noget jeg altid har været fascineret af, så er det vampyrer. Så kom tiden til at jeg skulle lave min første vampyr familie, og jeg skulle jo finde på nogle navne der ville passe godt til vampyrer. Først og fremmest kaldte jeg dem Nosferatu til efternavn, da jeg er virkelig ukreativ og vidste at Nosferatu er latin for vampyr (jeg var et meget specielt barn okay!) og det eneste drengenavn jeg kunne komme på var Vincent. Sådan blev Vincent Nosferatu skabt. Han blev med det samme min yndlings sim, så der skete kun gode ting for ham. Jeg genskabte ham da The Sims 3 Late Night kom ud, og nu har jeg godt nok ikke spillet det længe, men han lever da i bedste velgående i mit digitale univers, og er stadig så succesrig som en sim kan være.

Da jeg var omkring femten spillede jeg ret meget Final Fantasy og Kingdom Hearts. Hele universet fangede mig bare, og selv i dag spiller jeg det, og jeg bliver aldrig træt af det. Fantastiske spil. Nå, men i Final Fantasy VII var der en karakter ved navn Vincent Valentine. Han er efter min mening den sejeste karakter nogensinde i de spil! Jeg elskede baggrunds historien omkring Vincent Valentine. Han var så.. Mystisk.. Som I nok har regnet ud er jeg fascineret af det mørke, det dystre, det mystiske, det okkulte.
På ca det tidspunkt kom Final Fantasy: Dirge of Cerberus ud, hvor Vincent Valentine var hovedpersonen. Jeg tog måske.. Tre dage hvor jeg bare gamede non stop, mindes ikke engang jeg sov eller spiste. Tog kun toilet pauser. Jeg elsker det spil, ikke bare på grund af dens storyline, eller musikken (som faktisk var ganske fedt!) men mest på grund af Vincent Valentine.

Jeg lavede en pagt med mig selv om at min første søn skulle hedde Vincent, for lige siden de glade The Sims 2 dage, så har jeg bare haft denne her forbindelse til navnet.
Da jeg mødte André og jeg blev gravid håbede jeg inderligt det blev en dreng, og det gjorde det ganske rigtigt.
Inden vi kom til kønsscanning i 14. uge havde jeg en nat en drøm om at det blev en dreng og vi skulle kalde ham Noah Elias. Så det var lidt som om at det var navnet. André var dog ikke fan, og eftersom vi skulle være enige, måtte vi jo tænke videre. Da vi kom hjem fra kønsscanning foreslog jeg Vincent, hvilket han sagde klart nej til, det var lige en tand for specielt. Jeg blev godt nok ked af det. Jeg havde jo forklaret ham hvad det navn betød for mig, så det at han afslog det, det synes jeg var ret træls.

Da vi så gik i tænkeboks havde vi nogle krav til navnet. Det måtte ikke være for almindeligt og det skulle være et navn man ville kunne udtale i hele verden.
Vi blev så enige om navnet Joshua. Så det hed han i omkring tre uger. Vores familier fik navnet ødelagt for os, de synes det var underligt og grimt, så vi fik begge et had/kærligheds forhold til navnet Joshua.
Et par uger senere fandt vi navnet, men denne gang valgte vi at holde det hemmeligt for hvad nu hvis vores familier også hadede det? Navnet vi besluttede os for var ihvertfald Nilas, og denne gang var vi helt sikre på at det skulle han hedde.
Som skrevet i et tidligere indlæg, så fik jeg det så psykisk dårligt i slutningen af 36. uge at jeg tiggede og bad om at få kejsersnit en uge før. Havde jeg fået kejsersnit en uge før, så havde Vincent måske ikke heddet Vincent. Jeg var jo så dårlig at jeg måtte krybe til korset overfor André og sige jeg ikke kunne stå indenfor at kalde ham Nilas, for det ville jeg forbinde med hvor dårligt jeg havde det. André var meget forstående og sagde at han faktisk havde tænkt over navnene Noah og Vincent og han var faktisk kommet frem til at han ret godt kunne lide de navne. Så den sidste uge besluttede vi os for tre navne; Vincent, Noah og Liam. Vi ville dog ikke give ham et navn før vi så ham.

Fra Vincent så blev født og til han var fem dage gammel var vi totalt i tænkeboks, for vi havde de tre navne og vi anede ikke hvilket et vi skulle vælge.
Vincent er født på en tirsdag og om lørdagen da André havde kørt mig ned til hovedindgangen så jeg kunne ryge, fik jeg ham overbevist. Jeg sagde til ham at jeg gik uden medicin i 38 uger, ikke engang beroligende tog jeg. Jeg overlevede en tolv ugers kvalme fra helved, jeg overlevede en grum bækkenløsning, og først to uger før fødslen fik jeg det så psykisk dårligt at jeg troede at det her ville jeg ikke overleve. Så min baby. Min lille baby der havde vokset i min mave i ni måneder, mod alle odds, kom han ud og var/er så perfekt. Han er min sejr.
Det kunne André godt se, så der lige der, midt foran hovedindgangen til Holbæk Sygehus, blev vi enige om at vores lille mirakel på 51 cm og 3105 gr skulle bære et så stærkt et navn.
Jeg spurgte så om han kunne få et mellemnavn, men André synes at så blev hans navn for langt. Jeg kunne godt følge ham, for jeg har selv fire navne og det kan godt være besværligt, og hvis han fik et mellemnavn ville han også få fire. Men stod det til mig, så skulle mellemnavnet være Valentine. Så det ville blive Vincent Valentine Katuza. Men ja, får jeg en dag en søn til så må jeg kalde ham Valentine, så jeg kan have både en Vincent og en Valentine.
Jeg er en kæmpe nørd, men jeg synes det er lidt fedt at Vincent bærer præg af det.

I could see there was a lot of traffic on my post about the story of my name. So I decided to make a new one, not about my name, but why Vincent’s name is Vincent, since his name has a very special meaning to me.
Vincent share his name with 699 other boys in Denmark here in 2015, and I’m ninety percent sure that I’ve read that the name is Latin and means victory.

There’s a lot of people who thinks that we named him after Prince Vincent of Denmark, but that’s not the case.
When the royal twins were christened in 2011, and they said that the baby boy’s name was Vincent, I was all like ‘nooooooo!’ because I’ve had this special connection to the name since I was like twelve. So I kinda felt like they stole ‘my’ name? I’m totally fine with it today, I just think I gotta a little sad in the heat of the moment haha.

There’s actually two stories about why Vincent is named Vincent, the one more nerdy than the other. But that’s just something the kid has to deal with, I mean, that his mom is an über nerd.

I’ve played The Sims ever since the first game came out. So when The Sims 2 came out in 2004, it was fantastic that you could have such an improved gaming experience. When The Sims 2 Nightlife came out, I was psyched, because in that game you could create vampires. Now, if there’s something that has always fascinated me, it’s vampires. Now was the time to create my first family of vampires, and I had to come up with some names for them. First of all, their last name became Nosferatu, since I’m very uncreative and knew that Nosferatu is Latin for vampire (I was a very special child okay!) and the only boys name I could come up with was Vincent. That’s how Vincent Nosferatu was created. From the start he became my favorite sim, so only good thing happened to him. I reinvented him in The Sims 3 Late Night when that came out, and I haven’t played it for a long time, but he’s still alive in my digital universe, and is still as successful as any sim could be.

When I was about fifteen I played Final Fantasy and Kingdom Hearts quite a lot. The entire universe just captured me, and to this day I still play it, and I never get sick of it. Amazing games. Anyway, in Final Fantasy VII there was a character named Vincent Valentine. He is the coolest character ever in those games, in my opinion! I loved the his background story. He was so.. Mysterious.. As you can probably guess I’m very fascinated by the dark, the bleak, the mysterious, the occult.
Around that time Final Fantasy: Dirge of Cerberus came out, where Vincent Valentine was the main character. I think I did.. Three days where I just gamed non stop, don’t even think I slept or ate. I only took toilet breaks. I love that game, not just because of the storyline or the music (which is awesome by the way!)
but mainly because of Vincent Valentine.

I made a pact with myself, that I would name my first son Vincent, because ever since the happy The Sims 2 days, I’ve just had this connection to the name.
When I met André and got pregnant, I really hoped it would be a boy, and well, it did.
Before the scan to determine the gender of the baby when I was 14 weeks pregnant, I one night had a dream that it would be a boy, and we should name him Noah Elias. So it kinda felt like that was the name.
André didn’t like it though, and since we had to agree on the name, we had to keep thinking.
When we got home from that scan I suggested Vincent, which he said a definite no to, it was too a much too special name. I was so sad. I did explain to him what that name meant to me, so the fact that the rejected it, I thought it was sad.

When we started thinking about the name, we had a few demands. It shouldn’t be too normal and it had to be a name you could pronounce all over the world.
We then agreed on Joshua. So that was his name for about tree weeks. Our families destroyed the name for us, they thought it was weird and hideous, so we both got this love/hate relationship to the name Joshua.
A few weeks later we found the name, but this time we kept it a secret, because what if our families would hate it too? The name we decided on was Nilas, and this time we were sure that, that was gonna be his name.
As I wrote in an earlier post, I started to feel so horrible mentally in the end of the 36. week of pregnancy, so bad I was on my knees begging to have the c-section one week before scheduled. If the doctors agreed on performing the c-section a week before, Vincent’s name might not have been Vincent. I felt so awful, I had to tell André that I couldn’t call him Nilas, because I would always connect it to how bad I’ve been feeling. André was very understanding, and he had actually thought about the names Noah and Vincent, and decided that he actually liked them.
So the last week we had decided on three names; Vincent, Noah and Liam. We wouldn’t give him a name until we had seen him though.

From the day Vincent was born and until he was five days old we were thinking so hard, because we those three names, and we didn’t know which one to pick.
Vincent is born on a Tuesday, and the following Saturday when André took me down to the main entrance in my wheel chair, so I could smoke I got him convinced. I told him that I went without medication for 38 weeks, I didn’t even take any tranquilizing pills. I survived a twelve week nausea from hell, I survived an awful symphysis pubis dysfunction. Two weeks before the birth, I felt so horrible mentally that I didn’t think I would survive.
So my baby. My little baby who had been growing inside me for nine months, against all odds, he came out and he was/is so perfect. He is my victory.
André got my point, so right there, right in front of the main entrance of Holbæk Sygehus, we agreed on that our little miracle with a length of 51 cm and a weight of 3105 gr should carry such a powerful name.
I then asked him if he could have a middle name, but André said no since then he would have four names, and then he thought his name would be too long. I totally saw where he was coming from, because I have four names and that’s a bit difficult at times, and if he got a middle name he would also have four names. But if it were up to me, the middle name had to be Valentine. Then it would be Vincent Valentine Katuza. But yeah, if I one day have another son I’ll have to name him Valentine, then I can have a Vincent and a Valentine.
I’m a mega nerd, but I think it’s kinda cool that you can tell that from his name.

Jeg har godt nok lige skrevet et indlæg, men jeg kom i tanke om det her, som jeg faktisk ville have skrevet for længst. Og dog. Jeg har jo hver dag inderligt håbet på det vil stoppe, men det ser ikke sådan ud, desværre. Så nu kommer det. Min dybe mørke hemmelighed, som kun Liv, Penny og Yusef kender til.

Det startede en nat i januar i det herrens år 2015 (ja, jeg har hang til det dramatiske). Jeg var lige flyttet. En ny lejlighed, og den første måned var jeg alene i den. Jeg tror jeg havde boet der en uge da det startede. Jeg vågnede en nat, hvad tid husker jeg ikke. Jeg var badet i sved, jeg havde ekstrem hjertebanken. Jeg vågnede op med et sæt, og satte mig op. Som taget ud fra en film. Jeg kan ikke erindre hvad der var sket, men jeg havde højst sandsynligt haft et mareridt. Foran min seng står en gammel skibskiste, og bag den ser jeg en mørk skikkelse bare stå og kigge på mig. Grundet menneskets nysgerrige natur sidder jeg helt stille og bare kigger tilbage på ham/hun/den/det. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men efter lidt tid, vender skikkelsen, og går ud igennem døren. Det skal lige nævnes at jeg ikke har set den siden. Jeg ved ikke om det er efterfulgt af et heldigvis. For jeg ved ikke om det var heldigvis? Jeg følte på ingen måde frygt, jo alle hårene rejste sig og jeg følte en speciel kulde, og på trods af jeg sover med åbent vindue hele året, så ved jeg det ikke var pga det.

De følgende dage havde jeg mareridt hver nat, vågnede flere gange om natten badet i sved og med ekstrem hjertebanken. Eftersom hjernen glemmer 90% af dine drømme efter ti minutter, så kan jeg af gode grunde ikke huske hvad de decideret handlede om. Jeg husker dog at de var virkelig livlige, og når jeg vågnede op midt om natten var jeg også meget bange. Når jeg vågnede om morgenen slog jeg øjnene op, og i samme øjeblik gik min krop i kramper og jeg fik angstanfald. Jeg slog det hen, tænkte at jeg sikkert havde søvn mangel og jeg måske spillede lidt for meget Call of Duty.

Nu siger kalenderen 31. maj 2015, og jeg er stadig hver nat plaget af livlige mareridt der får mig til at vågne med et sæt om natten og være fuldstændig panisk. Jeg vågner stadig hver morgen med krampe et eller flere steder i kroppen og med et angst anfald i det sekund jeg vågner. Men kun når jeg sover alene. Når jeg sover sammen med andre, så har jeg mareridt, men ikke ligeså voldsomt. Det kan jeg faktisk leve med. Så jeg prøver så vidt muligt at sove ude, eller få andre til at sove hos mig hver evig eneste nat. For så er det nemmere at acceptere.
Jeg har prøvet alt for at slippe for det. Jeg har engang læst at selvom det er sundt at sove i et køligt rum, så er det mere sandsynligt du får mareridt. Så i vintermånederne og det tidligere forår sørgede jeg for at sove i et tempereret rum, nu når det er sen forår/sommer, så sover jeg med åbent vindue. Jeg har stadig mareridt. Jeg spiller ikke nær så meget Call of Duty. Jeg har stadig mareridt. Jeg har læst at gamere er virkelig gode til at kontrollere deres drømme. Jeg kan kontrollere det i et begrænset omfang, men jeg har stadig mareridt. Jeg holder mig fra uhyggelige ting. Jeg har stadig mareridt.
Jeg begriber simpelthen ikke hvordan min underbevidsthed kan fabrikere sådan noget, hver nat, de sidste 5 måneder?!

Med sådanne nætter som uden tvivl skader min i forvejen skrøbelige psyke, så har jeg fundet en måde jeg kan få en pause fra det. Et par nætter om ugen, så laver jeg en god gammeldags all nighter. Hvilket vil sige at jeg kører en hel nat med hjælp fra Red Bulls, som bare gør underværker. Jeg ved godt at det ikke er særlig sundt at tage sådanne nætter med sådan noget syntetisk bras, men tro mig. Hvis I led af det i samme grad jeg gør, ville I gøre alt for at slippe for det, bare en nat. Det her er så bare min måde at gøre det på. Natten efter min all nighter har jeg til gengæld uafbrudt søvn en hel nat. Så egentlig, så er det det værd.

Jeg ved ikke hvorfor de mareridt er kommet og hvorfor de ikke vil stoppe. Jeg tror ikke det er min medicin. Jeg har fået Abilify siden februar 2014, så det er ikke det. Jeg har fået Truxal i snart ti år, så det er heller ikke det. Min Oxapax har jeg taget efter behov siden 2011. Så jeg tror bestemt ikke det er min medicinering den er gal med.
Min faster er, udover uddannet sygeplejerske, igang med akupunktør uddannelsen, og bruger mig som prøvekanin hvis jeg har nogle fysiske gener. Hun nævnte engang et bestemt punkt der ville få mig til at give slip på alt der tynger mig psykisk, på det tidspunkt var jeg ikke klar. Måske er jeg det nu? Måske hjælper det, måske ikke. Det er forsøget værd.
Jeg tror, og dette er kun en teori, at det har noget med den skikkelse jeg så at gøre. Jeg tror ikke jeg er blevet besat. Nok er jeg katolik, men jeg tvivler stærkt på at jeg er blevet besat af en ond ånd. Men jeg overvejer alligevel at tage op til præsten i hans kontortid og snakke med ham om det. Om ikke andet, så for at få noget ro i sjælen.
Hvis intet af det ovenstående virker, så vil jeg prøve at ringe til min clairvoyant. Jeps, jeg har sådan en. Eller, har og har. Jeg har brugt hende de sidste ti år, når jeg har haft spørgsmål om det spirituelle, eller haft nogle ting jeg bare ville have svar på. Hun er super dygtig, og jeg håber på hun ville kunne hjælpe mig, fjerne det, eller måske bare give mig en fornuftig forklaring. Men jeg går først til hende når alle andre muligheder er udtømt. Det giver mest mening for mig.

Så ja. Nu ved I hvorfor jeg tit sidder oppe om natten og skriver blog indlæg. Det er grunden. Den hårde sandhed, som jeg må se i øjnene. Faktisk, så var det rigtig rart at få ud. Måske det også kan give mig lidt ro?

Lige nu kører jeg på 18. time, og jeg snupper ihvertfald 18 timer mere. Et sjældent syn, I får et billede af mig der her kører på.. 16 time? Men hey, still standing!

I have just posted something, but I just thought about this, which is something I actually have been wanting to write a long time ago. Or. Every day, I’ve hoped with all my heart that this would stop, but it doesn’t look like it, sadly. So here goes. My deep dark secret, and only Liv, Penny and Yusef knows about this.

It all started one night in January in the God forsaken year of 2015 (yes, I like being dramatic). I had recently moved. A new flat, and the first month there I was all alone there. I think I’ve lived there for a week when it started. I woke up one night, I don’t remember the exact time. I was covered in sweat, my heartbeat was racing. I woke up and just sat up, just like in movies. I can’t recall what have happened, but I had most likely been having a nightmare. In front of my bed, there’s an old chest, and behind that I see a dark person just standing there looking at me. Because of man being so curious by nature, I’m sitting perfectly still and just looking back at he/she/it/that. I don’t know how much time that passed, but after a while, the person turns around and walk out the door. I have to mention that I’ve never seen it since. I don’t know if I have to add a luckily. Because I don’t know if that is lucky? I felt in no way any fear, well, the hairs were standing and I felt this special kind of cold, and despite the fact that I sleep with an open window all year, I’m sure it wasn’t because of that.

The following days I had nightmares every night. I woke up several times during the night, covered in sweat and racing heartbeat. The brain forget 90% of your dreams within ten minutes, so I have my reasons for not remembering what they were about specifically. What I do remember is that they were really vivid, and when I woke up in the middle of the night I was so scared. When I woke up in the morning, and the second I opened my eyes my body started cramping and I had anxiety attacks. I didn’t really thought about it, thought that I might just had been sleep deprived and I might played Call of Duty a little too much.

Now my calendar says it’s May 31st 2015, and I still suffer from vivid nightmares every night, that makes me wake up like boom and feel panic. I still wake up every morning with cramps one or several places in my body which is followed by an anxiety attack in that second I wake up. But only when I sleep alone. When I have sleep overs with others, I do have nightmares, but not as bad. I can actually live with that. So I’m trying hard to have sleep overs every night, either at my place or at friends’ houses. Because then it’s easier to accept. I’ve tried everything to get rid of it. I once read that even though it’s healthy to sleep in a cooled room, it’s more likely you’ll have nightmares. So during the Winter months and the early Spring I made sure to sleep in a temperate room, now when it’s late Spring/Summer, I sleep with an open window. I still suffer from nightmares. I don’t play Call of Duty as much as I used to. I still have nightmares. I read that gamers are really good at controlling their dreams. It’s only limited that I can control it, but I still suffer from nightmares. I stay away from scary stuff. I still suffer from nightmares.
I simply do not understand how my subconsciousness can create stuff like that, every night, for the past five months?!

With nights like this, which without a doubt, hurts my fragile mind, I’ve found a way to get a break from it. A few nights a week, I pull a good old fashioned all nighter. Which means I’m going all night only with help from Red Bulls, which just does wonders. I do know it’s not very healthy to do nights like that with such synthetic crap, but believe me. If you suffered from it like I do, you would do anything to get rid of it, just for one night. This is my way of dealing with it. The night after my all nighter I sleep all night without interruptions. So basically, it’s worth it.

I don’t know why those nightmares started and why they won’t stop. I don’t think it’s my medication. I’ve had Ability since February 2014, so it’s not that. I’ve had Truxal for almost ten years, so it’s definately not that either. I’ve had my Oxapax for when I needed it since 2011. So it’s not my medication where it went wrong.
My aunt, who’s not only a nurse, but she’s training to become an acupuncturist and use me as her guinea pig if I suffer from anything physical. She once mentioned that there’s this point in the body, that would make me let go of everything that bothers my mind, but at that time I wasn’t ready. Maybe I am now? Maybe it’ll help, maybe it won’t, it’s worth a try.
I think, and this is nothing but a theory, that it has something to do with that person I saw. I don’t think I’m possessed. I might be catholic, but I highly doubt that I’ve been possessed my an evil spirit. But I still consider to go to my priest when he has time, and talk to him about it. If anything, I could get some peace in mind.
If nothing of the above works, I’ll try calling my psychic. Yup, I have one of those. Or, have and have. I’ve come to her for the past ten years, when I’ve had spiritual questions, or just needed an answer to something. She’s amazing, and so talented, and I really hope she could help me, remove it, or maybe just give me a reasonable explanation. But I’ll first turn to her when there’s no other options left. That makes more sense to me.

So yeah. Now you know why I’m often sitting up late at night writing blog posts. That’s the reason. The hard truth, which I have to commit to. Actually, it was quite nice to get it out. Maybe it can give me a little peace?

Right now I’m on hour 18, and I’m gonna take at least 18 more. A rare sight, but here’s a picture of me on… Hour 16? But hey, still standing!

Jeg har fået penge igår. Og jeg valgte at spendere en masse på eBay. Og Crazy Factory. Igen. Jeg er idiot. Eller bare økonomisk uansvarlig. Du vælger selv.

Anyway!
På eBay har jeg fået købt ind til sommerens outfits. Jeg har ikke lige kunne ligge nogle billeder ind, men jeg lover højt og helligt at gøre det når det kommer! Jeg har købt to toppe, en bluse, et par bukser, et par shorts, et nyt Hello Kitty hårbånd (fordi jeg kun gav en 50’er for det jeg har nu og nu er det ved at gå i stykker) og et par sko. Sidstnævnte er ikke så sommer agtige, men ååååårh de er så fede!!! De har platform sål, og tyk hæl og fyldt med nitter og spikes, så rock’n’roll! Alt det skal jeg vente ca. to uger på, men det er ventetiden værd, helt klart!

Fra Crazy Factory, som til jer der ikke kender det er en online piercing shop med piercinger til billige penge, har jeg købt en ny navle piercing, en UV tunge piercing (UUUUUHHH HVA?!) og og og… Et par tunnels på 16 mm. JEG VED DET GODT! JEG SKULLE STOPPE PÅ 12 MEN JEG KAN IKKE!!!! Jeg stretchede til 14 mm her den anden dag, og det er stadig bare.. For småt? Men jeg har også købt et par rosa titanium tunnels på 14 mm, fordi jeg lige skal gå en lille måned så mit øre kan hele og det ikke gør nær så ondt. Men dem på 16.. Årh de er fede! Forgyldt med grønne sten rundt om <3 Jeg har en ting for guld ting.. Købte jo også et par høretelefoner i guld i Camden haha.
Men alt det kommer om max. 8 dage.

Jeg kunne heller ikke vænne mig til at mit hår var så kort. Så jeg har bestilt extensions hjem.. Go ahead and shoot me… Fik meddelse fra Post Danmark i dag om at pakken var forsinket, så den kommer på mandag i stedet. Jeg er rimelig ferm til at sætte extensions i, så nu har jeg bestilt hot fusion, hvilket jeg er ret sej til, især på mig selv. Det skal lige siges jeg er 100% autodidakt, og jeg egentlig ikke tør gøre det på andre. Jeg kan leve med at mit eget hår evt bliver smadret, men jeg ville ikke kunne kigge mig selv i øjnene hvis jeg fuckede en andens hår op. Så det glæder jeg mig også til at sidde og hygge mig mig og sikkert blive pænt frustreret over det haha. Mit hår bliver til gengæld dejlig lækkert for jeg har bestilt 200 totter, og med mit hår burde 150 være nok. Så det bliver skønt!

På mandag sker der noget jeg har glædet mig til i flere år.. Jeg skal have tatoveret mine øjenbryn!!!!!
Jeg glæder mig så meget, selvom jeg ved det nok kommer til at gøre ondt. Men det er det værd, helt sikkert! Jeg glæder mig til bare at kunne stå op og have flotte flotte øjenbryn fra morgenstunden af. Jeg skal ikke længere sidde og kæmpe med dem i længere tid før de bliver til at jeg selv kan leve med dem. Det bliver.. Amazing! Jeg kan ikke finde andre ord for det!
Jeg er fra naturens side meget mørkhåret. Min naturlige farve er lige en tand eller to lysere end sort, så ja, jeg er meget mørkhåret. Ingen ved hvor farven kommer fra, da min mor er lyshåret og min fars hår er sådan.. Mellembrunt? Så hvorfor min bror og jeg har fået så mørkt hår vides ikke. Men hvad der så er spøjst. For det første, så er der mange i familien med brune øjne og alle på begge sider af familien har mørke øjenbryn, men alligevel valgte genetikken at give mig nærmest sort hår, store meget blå øjne (altså, hvis jeg selv skal sige det er mine øjne mit bedste træk, for daaaaym de er flotte!) og virkelig lyse øjenbryn. Øjnene kan jeg acceptere, for igen.. De er satme flotte, især til mit hår. Men øjenbrynene.. Ja, den gik sgu ikke. Så jeg begyndte at tegne dem op every. single. fucking. morning. for omkring tre år siden, og så i starten af året blev jeg mere modig, og shavede det hele af og tegner dem op fra bunden. Det er nemmere på den måde, men ja… Jeg har aldrig lært at mestre det til perfektion. Så nu, efter mange år bliver de endelig tatoveret, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften!

I got paid yesterday. And I chose to spend a lot of eBay. And Crazy Factory. Again.
I'm an idiot. Or just irresponsible when it comes to my personal economy. You decide.

Anyway!
On eBay I've shopped for outfits of this Summer. I haven't been able to post any pictures, I promise to do it when it arrives! I've bought two tops, a shirt, a pair of pants, a pair of shorts, a new Hello Kitty hairband (because I only paid 50 DKK for the one I have and now it has started to break) and a pair of shoes. The last thing isn't that Summer-ish, but ooooooooh my god they're awesome!! They have a platform sole and a thick heel filled with spikes, such rock'n'roll! I have to wait approx. two weeks for all that, but it's definitely worth the wait!

From Crazy Factory, for you guys who doesn't know what it is, it's an online piercing shop with piercings that's very cheap. I've bought a banana for my belly button, an UV tongue piercing (UUUUUUUH!) and and and… A pair of tunnels on 16 mm. I KNOW! I MEANT TO STOP ON 12, BUT I SIMPLY CANT!!!! I stretched to 14 mm the other day, and it's still just.. Too small? But I also bought a pair of rosa titanium on 14 mm, because my ear needs a month to heal, and then it won't hurt that much. But the ones on 16.. Oh my god they're so cool! Gold with green stones around <3 I have a thing for stuff made of gold.. I also bought a pair of headphones in gold in Camden haha.
All of that will be here within 8 days.

I could't get used to the fact that my hair became so short. So I've ordered new hair extensions.. Go ahead and shoot me.. I got a notification from Post Danmark today, that the package was delayed, so it'll be here Monday instead. I'm pretty good at applying hair extensions, so now I've ordered hot fusion, which I'm pretty awesome at, especially on myself. I have to mention that I'm 100% self taught, and I'm actually really afraid of doing it on somebody else. I can live with my own hair being ruined, but I wouldn't be able to look myself in the mirror if I fucked up someone else's hair. So I'm looking forward to sitting and having fun with that, and probably get very frustrated about it haha. My hair will be so great because I ordered 200 pieces of hair, and with my hair 150 should be enough. So that'll be great!

On Monday something will happen, that I've been looking forward to for several years.. I'm getting my eyebrows tattooed!!!!!
I'm so excited, even though I know it'll might hurt. But it's so worth it. I'm just looking forward to waking up and have pretty pretty eyebrows from early morning. I no longer have to sit and struggle with them for a long time until I can live with them. It'll be.. Amazing! I can't find any other words!
My natural haircolor is very dark brown. It's actually a shade or two lighter than black, so yeah, my hair is very dark. Nobody knows where the color comes from though, since my mom is blond and my dads color is like.. Medium brown-ish? So why my brother and I have such dark hair, well, nobody knows. And now it gets funny. First of all, a lot of members of the family has brown eyes, and on both sides of the family everyone has such dark eyebrows, but yet, genetics chose that it wanted to award me with almost black hair, big, very blue eyes (well, if I have to say it, my eyes are my best feature, 'cause daaaaym they're gorgeous!) and really light eyebrows. The eyes I can accept, again.. They're drop dead gorgeous, and goes perfectly with my hair. But the eyebrows.. Didn't go well. So I started drawing them on every. single. fucking. morning. for about three years ago, and in the beginning of this year I became more ballsy, and shaved all of them off and draw them on from scratch. I find it easier that way, but well… I never mastered it to perfection. So now, after many years they'll finally be tattooed on, and I'm so super excited!

Jeg er gået hen og blevet tilfreds med min krop, tænk at det skulle ske!

Jeg har tabt mig rigtig meget, hvordan har jeg dog ingen idé om, men jeg kan godt lide resultatet.

Mine ben har altid været de her kunstskøjteløber ben, så de er fine. Mine hofter er brede, men jeg har også født, så det er okay. Det har faktisk bare været min mave jeg ikke har været tilfreds med. Så nu har jeg tabt et par kg, et par cm og den er halvt om halv flad, men jeg har dog stadig en lille mor delle.

Jeg har ikke trænet overhovedet. Det er sådan med mig og fitness centre. Jeg gider ikke. Jeg har stadig mit medlemskort, og dum som jeg er betaler jeg stadig til dem hver tredje måned, for jeg kan ikke finde ud af at melde mig ud. Jeg kan afvise betalingen, men den kommer igen.
Jeg har det lidt ligesom Chandler i det afsnit af Friends hvor han vil melde sig ud af fitness ‘I wanna quit the gym!’. Hver gang den betaling kommer tilbage, så skriger jeg ‘I wanna quit the bank!’ indvendigt. Præcis ligesom Chandler.

Nu vi er ved træning, så er jeg meget begrænset. Jeg vil rigtig gerne starte på et hold mht til skøjteløb igen, og tror også jeg gør det. Men hvad skal jeg så lave den del af året det ikke er is sæson? Har overvejet både ballet og la crosse. Jeg kan lidt ballet, og min skøjte fortid giver mig en klar fordel. La crosse er bare.. En så fed sport. Jeg får løbet, og brugt mine arme, så ja.. What to do?

Jeg mangler stadig lige et par kilo før jeg er helt færdig med mit vægttab, men jeg kan dele et billede fra nu hvor vægten siger 65 kg.

I’m quite satisfied about my body, can’t believe that would happen!

I’ve lost a lot of weight, I have no idea why, but I like the result.

My legs has always been this figure skaters legs, so they’re just fine. My hips are wide, but I have given birth so that’s okay. Actually, it has just been my stomach I wasn’t happy about. So now I’ve lost a few kilos, lost a few centimeters and it’s sorta flat, but I still have this mommy flap.

I haven’t worked out at all. Me and fitness is like. I don’t wanna. I still have my membership card, and me being stupid I still pay them every three months, because I don’t know how to quit. I can decline the payment, but it keeps coming back. I kinda feel like Chandler in that episode of Friend where he wanna quit the gym ‘I wanna quit the gym!’. Every time the payment comes back I scream ‘I wanna quit the bank!’ on the inside. Just like Chandler

Now we’re talking about working out, I’m very limited. I so wanna start skating on a team again, and I think I might do it. But then, what do I have to do when it’s not ice season? I’ve considered both ballet and la crosse. I know a little ballet, and my past of skating clearly gives me an advantage. La crosse is just.. Such a cool sport. I get to run and use my arms, so yeah.. What to do?

I still need to loose a few more kilos before I’m all done with my weight loss, but I can share this picture from now when the weight says 65 kilos.

Jeg er tilbage fra England! Jeg havde en super god tur, endte med at blive der tre dage længere end planlagt dog. Heldigvis har jeg mange venner i England jeg altid kan bo hos, så det gjorde jeg, og det var super hyggeligt.

Mht. til Daniel.. Well, han valgte at brænde mig af.. Twice… Men egentlig.. Så er jeg hverken sur eller ked af det over det. Det er hans tab, jeg er bedre end det. Jeg havde stadig en god tur!

Jeg har dårligt talt dansk derovre. Jeg har talt lidt dansk, men når jeg er i England så falder det mig mere naturligt at tale engelsk, selv med danskere. Så nu hvor jeg er kommet hjem, skal jeg lige vænne mig til at tale dansk igen, så hvis min grammatik og ordstilling i dette opslag er helt af helveds til, så er det derfor. Jeg skal også vænne mig til igen at folk kører i den rigtige side af vejen, og jeg skal kigge til højre når jeg går over gaden. Jeg tilpasser mig for hurtigt!

Jeg fik også shoppet lidt! Jeg gik i Primark et par gange, og fik købt to t shirts, en top og en nederdel. Alt det for 19 pund!!!
Gik også i Lillywhites hvor jeg fik købt et par bukser og en t shirt, 15 pund! Fik dog brugt alle de penge jeg havde med derover. Mest på chokolade. De har noget der hedder butterfingers, og omg… Foodgasm!!!! Det er så godt at jeg fik spist tre pakker af dem, måtte virkelig styre mig for ikke at spise den sidste pakke, for den skulle med hjem så venner og familie kunne smage. Har gået minimum 15.000 skridt om dagen derovre, så da jeg stillede mig på vægten da jeg kom hjem havde jeg ikke taget et gram på heldigvis!
Udover det, så købte jeg en kogebog med traditionelle engelske opskrifter, så nu skal jeg altså lave en ægte Shepherds Pie!

Der er sket noget mystisk da jeg kom hjem i går.. Englænderen. I ved, ham der knuste mit hjerte? Vi talte i telefon i går aftes, og han sagde han stadig elsker mig og har følelser for mig. Det gjorde mig meget glad. For jeg har jo også følelser for ham. Enhver fyr skulle til evig tid konkurrere med ham om mig, så ja.. Men jeg ved det ikke altså…

Så det allersidste! Mine extensions har været løse og slidte i et langt stykke tid, så i går valgte jeg at pille dem ud, så nu er mit hår kort igen. Er faktisk rimelig glad for længden, men kender jeg mig selv ret får jeg sat nye i ligeså snart muligheden byder sig. Måske er det bare en tilvænningssag?

I’m back from England! I had an amazing trip, ended up staying there three days longer than planned. Luckily I have many friends in England and I can always stay with one of them, so I did, and it was so nice.

About Daniel.. Well, he decided to stand me up.. Twice.. But actually.. I’m not angry nor am I sad about it, that’s his loss. I’m better than that!

I barely spoke any Danish over there. I’ve spoken a little Danish, but when I’m in England it’s just more natural to me to speak English, even with fellow Danes. So now when I’m home, I have have to get used speaking Danish again, so if my grammar and word order in this post sucks, you know why. I also have to get used to people driving in the right side of the road, and I’ll have to look to my right when I cross the street.
I adapt to my environment too fast!

I also got to shop a little. I went to Primark a couple of times, and I bought two t shirts, a top and a skirt. All that for 19 pounds!!!
I also went to Lillywhites where I bought a pair of pants and a t-shirt, 15 pounds! I did however spend all the money I brought with me. Mostly on chocolate. They have something called butterfingers, and oh my god… Foodgasm!!!! It’s so good that I ate three packs of them. I really had to control myself to not eat the last pack I bought, because I had to bring it home for friends and family to taste. I’ve walked at least 15.000 steps a day over there, so when I had to weigh myself back home, I have not even gained a pound thank god!
Besides that, I bought a cook book with traditional English recipes, so now I’ll have to make a real Shepherds Pie!

The very last thing! My hair extensions has been loose and worn out for quite a while, so yesterday I decided on taking them out, so now my hair’s short again. I’m actually satisfied with the length, but if I know myself right, I’ll get some new ones put in as soon as I see the opportunity to do it. Maybe I’ll just have to get used to it?