Lige nu er klokken 02.56, og jeg sidder og synes det hele er svært.
Jobcentret har tilknyttet mig en mentor, som jeg havde første møde med i dag. For at han skulle lære mig at kende, og for at han kan hjælpe mig bedst, skulle jeg fortælle en masse ting om mig selv. Deriblandt om Vincent.
Jeg savner ham rigtig meget. Især nu hvor han kan en hel masse selv, og han snakker rigtig meget. Han siger tit til mig at han vil hjem til mig, og når jeg er der vil han ikke have jeg går. Jeg ved ikke om han siger det fordi han kan mærke jeg hader at han ikke er ved mig, eller om han siger det fordi han faktisk gerne vil. Ja, en dreng på tre år har nok ikke sin egen mening, men alligevel.
Min mor har bestemt at jeg kun må se ham en gang om ugen, og det er rigtig hårdt. Jeg føler at hans far, som ser ham hver anden weekend, ser ham mere end jeg gør. Og Vincent må ikke engang komme hjem til mig på overnatning. Min mor har hele tiden sagt ‘Når der er nogle ved dig, så må du gerne få ham på overnatning’. Nu bor jeg sammen med Matthew, som Vincent er helt vild med, og med Bertil. Men jeg må stadig ikke have ham. Det synes jeg ikke er okay egentlig. Da jeg flyttede herud fik jeg noget af hans legetøj herud som han kan lege med når han er her, men hvor mange gange har mine forældre besøgt mig på de tre måneder jeg har boet her? Tre gange. To af gangene har Vincent været med. Jeg tror virkelig ikke de gider komme og besøge mig. Men det er egentlig ligegyldigt hvor jeg har boet henne, så har de aldrig besøgt mig. Nogle gange tænker jeg på at sige min lejlighed op og flytte hjem i deres kælder igen. Kun så jeg kan være sammen med Vincent hver dag. Men det går ikke, for når han er anbragt der, så må jeg ikke bo der. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det er også bedre for mig at jeg bor for mig selv.
Jeg savner ham bare.
Jeg ville ønske at det var mig der skulle stå op med ham om morgenen, og putte ham om aftenen. At det var mig der fulgte ham i børnehave om morgenen og hentede ham igen om eftermiddagen. Jeg tænker tit på bare at ringe til hans sagsbehandler og sige at nu vil jeg gerne have ham hjem. Men det går ikke. Ikke endnu. Jeg er ikke stabil nok. Jeg har været stabil med stemmer i noget tid nu, men mine psykiske nedturer skyldes som regel at jeg savner Vincent. Så det er faktisk bare en ond cirkel. Jeg kæmper for at blive psykisk stabil, holde min sygdom i skak, men samtidig går det ikke når jeg ofte får det skidt, fordi jeg savner min søn, som jeg ikke må have hos mig.
Nogle dage kan jeg ikke holde ud at være hjemme. Der må ske noget. Jeg må tage en pause fra at mit hjem mangler nogen. Så der er mange dage i ugen hvor jeg bliver nødt til at tage ud og lave noget. Se noget andet. Jeg er begyndt at træne, og det hjælper lidt. Andre dage tager jeg i byen. Ikke at jeg har råd til det, men jeg behøver heller ikke drikke mig i hegnet. Når jeg er ude møder jeg altid nogle jeg kender, så når jeg er i byen har jeg altid nogen at snakke med. Men jeg kan godt mærke, de dage hvor jeg har råd til at drikke.. Sidder jeg for mig selv i mere end to minutter bliver jeg ked af det, og ville ønske jeg hellere kunne sidde hjemme med min søn og putte med ham.
Bare det at skrive det her indlæg gør ondt. Helt indeni. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg ved også at det er nødvendigt. Min blogging er terapi. Det er bedre end at gå til en psykolog, for her kan jeg få alle mine tanker ud, helt ufiltreret. Helt uden jeg skal analyseres sønder og sammen. Det er rart. Men det er stadig hårdt. Det gør ondt. Jeg vil have min baby hos mig. Jeg tror ikke at jeg kan blive hel før han er hjemme ved mig.
Det gik op for mig at jeg faktisk aldrig har skrevet ordenligt om min sygdom. Det burde jeg egentlig have gjort for længst. Men tror egentlig at skulle jeg skrive om det, skulle jeg gøre det personligt og ikke bare bruge de kolde, hårde facts som jeg plejer at gøre når jeg skal beskrive min sygdom overfor andre mennesker. For at det skal være personligt, betyder det også at der er nogle ting i mit forløb jeg på meget kort tid skal bearbejde nogle oplevelser, så jeg ved at det her indlæg bliver rigtig hårdt for mig at skrive. Men det skal gøres.
Vi kan starte med de hårde facts.
Der er flere former for skizofreni. Simpel, katatonisk, paranoid og hebefren.
Skizofreni er både genetisk betinget og miljømæssigt betinget
Skizofreni er den mest dødelige psykiske sygdom med en selvmordsrate på 5-10%
Skizofreni udvikles som regel i teenage årene
Man kan blive rask af skizofreni, men det er kun ca. 25%
Personlighedsspaltning og skizofreni er IKKE det samme
Det var factsne. Nu skal vi til den mere personlige del…
Jeg har altid været et noget specielt barn. Jeg var/er hyper intelligent, jeg havde ikke så mange venner, jeg havde en meget livlig fantasi, jeg har set gamle video optagelser af mig selv sidde og snakke med noget der ikke var der, jeg havde underlige interesser.
Hvis jeg skal se det med andre øjne, så var der flere signaler der tydede på at det ikke helt var som det skulle være oppe på øverste etage.
Jeg fik diagnosen paranoid skizofreni i september 2007. Jeg skriver lige mine symptomer på det ned, så I kan få en bedre forståelse for det.
Høre hallucinationer – Jeg hører dagligt stemmer. Nogle gange er de ondskabsfulde, men for det meste snakker de bare sammen indbyrdes, hvilket gør at jeg ikke kan koncentere mig særlig godt.
Syns hallucinationer – Jeg lider ikke længere af syns hallucinationer, men da jeg gjorde havde jeg kun en. Han hed Frank og var en kæmpe kanin med et grotesk ansigt (jeg havde ikke set Donnie Darko da jeg begyndte at hallucinere om ham!). De første par år var jeg meget bange for ham, for ikke nok med jeg kunne se ham, jeg kunne høre ham, føle ham og lugte ham. De sidste par år han var der, så var han der bare. Jeg tror jeg vænnede mig til ham, men han stod bare og stod, så jeg lige kunne se ham ud af øjenkrogen.
Vrangforstillinger – Dengang jeg havde vrangforstillinger var jeg overbevist om at der var is i mine blodårer og is i mine tårekanaler.
Svært ved at kende forskel på fantasi og virkelighed – Det er nærmest umuligt for en paranoid skizofren at skelne de to. Derfor var mine hallucinationer så virkelige, for jeg vidste jo ikke at det bare var min hjerne der producerede det. For mig var det lige så virkeligt som det bord der står foran mig lige nu.
Paranoia – Min paranoia har altid været slem. Jeg er paranoid angående alt. Den gør at jeg ikke stoler på folk, og jeg betvivler altid folks motiver.
Emotionelt ustabil – Jeg er meget ustabil når det kommer til at håndtere mine følelser. Jeg kan være glad det ene øjeblik, og på randen af selvmord 30 sekunder senere. Det er ekstreme udsving jeg har. Jeg føler ikke som andre mennesker. Hvis jeg er glad, så bliver jeg manisk. Hvis jeg er ked af det er jeg nærmest helt nede i kulkælderen. Hvis jeg er sur, så er jeg klar til at eksplodere fuldstændig på den første og den bedste. Altså, jeg føler alle følelser i registret tyve gange mere end almindelige mennesker.
Nu har jeg været syg i otte år. Jeg har været indlagt utallige gange. Halvdelen af de gange jeg har været indlagt har været på den lukkede afdeling fordi jeg har forsøgt selvmord. Den anden halvdel, ja der er filmen bare knækket fuldstændig og jeg har lige haft brug for at komme ind og få ro et par uger. Det er fint nok der er noget til begge dele. Jeg hader dog at være på den lukkede, det er virkelig ikke rart. Folk er meget meget syge derinde, og det kan godt være skræmmende.
Jeg har været i medicinsk behandling de sidste otte år. Jeg har prøvet så mange præparater, og først som 21 årig fandt jeg det eneste der virkede for mig. Den fjerner Frank og mine vrangforstillinger. Men alt det andet er der stadig, men det vænner man sig til og lærer at leve med det. På en eller anden måde. Faktisk.. Så tror jeg det ville være virkelig underligt for mig hvis det hele en dag forsvandt, for nu er jeg så vant til det.
Hvis vi skal snakke om stemmerne. Og det skal vi, for det er dem der fylder mest i min hverdag. Da jeg startede med at høre dem var de meget ondskabsfulde. De beordrede mig til at begå selvmord, for jeg havde ikke fortjent at leve. Gjorde jeg ikke det, så skulle jeg skære i mig selv. Så det gjorde jeg. Jeg har skåret i mig selv hver evig eneste dag fra jeg var 14 til jeg var 22. Det er altså rigtig mange år. Det skal så lige siges, at 1. oktober, der har jeg været clean fra det i et år, og det er noget jeg er rigtig stolt af at have præsteret.
I dag så er stemmerne der bare. Der er to, og de snakker mest sammen indbyrdes om alt mellem himmel og jord, hvilket kan være ret frustrerende. Prøv at forestil dig at du sidder og snakker med en kammerat og lige pludselig kommer der en eller anden tosse, men du kan ikke se ham. Men han begynder at stå og snakke højlydt om alt muligt. Du kan ikke lukke ham ude, hvis du går, jamen så går han med. Og han holder ikke kæft. Sådan er det for mig.
Jeg har dog efter mange års træning af at styre mine stemmer, indført noget jeg kalder ‘kontor tid’. Det betyder at stemmerne har en time om dagen til at svine mig til lige så tosset de vil, snakke lige så tosset de vil. Men kun den ene time om dagen. Jeg mestrer det ikke helt endnu, så der er nogle dage hvor de overholder kontor tiden og jeg kun hører stemmer en time om dagen. Andre dage kan de ikke overholde den, og der er det som beskrevet ovenfor.
Selvom jeg faktisk altid har været nogenlunde vel medicineret, så har det været svært at opretholde en hverdag som enhver anden normal dansk teenager. Det eneste gode skizofrenien har gjort for mig er den har givet mig en virkelig høj IQ. Jeg er lynende intelligent, så selvfølgelig skulle jeg på elite gymnasium efter folkeskolen, og selvfølgelig på en naturvidenskablig linje da jeg drømte om at blive neurokirurg. Det gik også rigtig fint i starten, men efter tre måneder begyndte mine psykotiske symptomer at vise deres grimme ansigt. Jeg blev desværre nødt til at droppe ud. Over de næste par år har jeg søgt ind på gymnasiet hvert år, for jeg VIL gennemføre det. Først nu her som 23 årig har jeg givet op. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gennemføre en uddannelse, ligegyldigt hvor gerne jeg vil det. Jeg har prøvet at arbejde, men jeg kan heller ikke fastholde det. Så nu har jeg været på kontanthjælp siden jeg var atten.
Det er så frustrerende, for jeg vil jo så gerne tage en uddannelse og få et arbejde. Det er frustrerende at med min intelligens kunne jeg blive hvad som helst. Jeg kunne blive raket forsker for fanden! Men det er svært når ens psyke ikke er med på idéen. Jeg synes ikke det er fair at det skal være sådan, og det er nok det aspekt af skizofrenien jeg aldrig lærer at acceptere.
Skizofrenien har bestemt også ændret min adfærd. Hvis jeg nu ikke tager min medicin, gakker jeg ud over ingenting. Mit temperament er virkelig voldsomt. Jeg bliver tankeløs, og får denne her ‘skyd først, spørg aldrig’ mentalitet, jeg tænker ikke rigtig over konsekvenserne af mine handlinger. Min medicin regulerer alle de ting. Jeg er langt mere normal og jeg er faktisk til at holde ud, så længe jeg tager min medicin. Så den er så vigtig. Selvom den giver mig så mange bivirkninger. Efter otte år med fast medicin har det smadret min hukommelse fuldstændig, så det der med at tage en pille hver dag kan jeg ikke huske, så en gang om måneden skal jeg en tur til distrikt psykiatrien og have en sprøjte med medicin i hoften. Jeg hader det, for det er så ubehageligt, men det er nødvendigt for at jeg skulle kunne forblive normal, og ikke tage livet af mig selv. Får jeg ikke den medicin er det faktisk livsfarligt for mig, for jeg bliver så utilregnelig og jeg kan blive suicidal på ingen tid.
Det var rigtig hårdt for mig at skrive alt det her ned, men jeg håber at det her indlæg kan være med til at få den generelle befolkning til at forstå skizofreni lidt bedre.
I realized that I’ve actually never described my illness properly. I should have done it a long time ago. But if I had to write about it, it had to be personal and not just write down the cold, hard facts which I usually do when I have to describe my illness to other people. If it should be personal, it means that there’s a few things about it that I have to process very quickly, so this post will be very hard for me to write. But I have to do it.
Let’s start with the hard facts.
There are several forms of schizophrenia: Simple, catatonic, paranoid and disorganized.
Schizophrenia is either a genetic illness or from environmental aspects.
Schizophrenia is the most fatal mental illness with a suicide rate of 5-10%
You usually develop schizophrenia in your teen years
It is possible to be cured, but only for 25%
Dissociative identity disorder and schizophrenia is NOT the same thing!
That was the facts, let’s go personal now…
I got the diagnose paranoid schizophrenia in September 2007. I’ll write down my symptoms, so you’ll get a better understanding of it.
Audio hallucinations – I hear voices every day. Sometimes they’re spiteful, and other times they just talk to each other, which means I have a heard time concentrating.
Visual hallucinations – I no longer suffer from visual hallucinations, but when I did I only had one. His name was Frank and he was a giant bunny with a grotesque face (I didn’t watch Donnie Darko until after I started hallucinating about him!). The first couple of years I was really scared of him, because not only were I able to see him, I could hear him, feel him and smell him. The last years, he was just there. I think I got used to him, but he was just standing and standing, so I could see him out of the corner of my eye.
Delusions – When I had delusions I was convinced that my veins was filled with ice, and my tear canals were also ice.
Difficult to distinguish imagination from reality – It’s nearly impossible to someone with paranoid schizophrenia to do that. That’s why my hallucinations were so real, because I didn’t know it was just a product of my brain. To me, it was as real as the table right in front of me.
Paranoia – My paranoia has always been bad. I’m paranoid about everything literally. I don’t trust people and I always question people’s motives, because of it.
Emotionally unstable – I’m very unstable when it comes to dealing with my emotions. I can be happy one moment, and 30 seconds later, I can be close to killing myself. My mood swings are extreme. I don’t feel like other people do. If I’m happy, I’m manic. If I’m sad, I can’t get any lower. If I’m angry, then I’m ready to explode on the first and the best person. So, I feel every emotion twenty times stronger than normal people.
I’ve been sick for eight years now. I’ve been in the mental hospital countless times. Half of the times I’ve been in the ‘maximum security’ section because I’ve tried to commit suicide. The other half, well, then I’ve had a mental breakdown and I just need to get in the hospital and stay there for a few weeks to get some peace and quiet. It’s nice there’s both. I hate being in the ‘maximum security’ though, it really isn’t nice. People are very sick in there, and that can be quite frightening. I’ve been treated with medication for the past eight years. I’ve tried so many different drugs, and I first found the only thing that worked for me when I was 21. It removes Frank and my delusions. The rest is still there, but you’ll get used to it and you learn to live with it. In some way. Actually.. I think it would be so weird if everything was just gone, because I’m so used to it by now.
If we should talk about the voices. And that we’ll have to do, because they’re the ones that fills up most of my life. When I started hearing them they were very spiteful. They ordered me to commit suicide, because I didn’t deserve to live. If I didn’t do that, I had to cut myself. So that I did. I’ve cut myself every single day from I was 14 till I was 22. That’s many years. I have to mention that October 1st, I’ve been clean for a year, and that’s something I’m really proud of.
To this day, the voices are just there. There’s two of them, and they talk to each about everything and nothing, which can be rather frustrating. Imagine that you’re sitting and talking to a friend and all of the sudden some tosser comes along, but you can’t see him. But he’ll start to talk to you loudly about everything. You can’t shut him out, if you leave the room, well he’ll follow. And he won’t shut up. That’s what it’s like for me.
I have after many years of training learned to control the voices, created something called ‘office hours’. It means that the voices will get one hour a day where they can trash me all they want, talk as much as they want. But only that one hour a day. I’m not mastering it perfectly right now, so there’s some days where they’ll live with that and they’re only there an hour a day. Other days it’s not working so well, and it’s like I described above.
Even though I’ve always been well medicated, it was hard to live life like any other normal Danish teenager. The only good thing the schizophrenia has done for me, is blessing me with a really high IQ. I’m super intelligent, so of course I had to go to an elitist high school after 9. grade, and of course I had to study science, since I wanted to become a neurosurgeon. It went well in the beginning, but after three months my psychotic symptoms started showing their ugly face. Sadly I had to drop out. Over the next few years I applied to go to high school every year, because I WANT to graduate. I’m 23 now, and I’ve given up. I can’t. I can’t graduate from any school, no matter how much I want it. I’ve tried to work, but I can’t keep a job.
So now I’ve been on welfare since I was eighteen.
It’s so frustrating, because I wanna complete an education and get a job. It’s so frustrating, because with my intelligence I could become anything I wanted. I could become a rocket scientist for crying out loud! But it’s difficult when your mind doesn’t get the idea. I don’t think it’s fair that it should be like that, and that’s probably that aspect of the schizophrenia that I’ll never learn to accept.
The schizophrenia has definitely changed my behaviour as well. Let’s say I don’t take my medication, I’ll flip out about nothing. I have quite the anger issues. I get thoughtless, and get this ‘ shoot first, ask never’ mentality, I don’t really think about the consequences of my actions. My medication regulates all those things. I’m so much more normal and people can actually stand me, as long as I take my medication. So it’s so important. Even though I get tons of side effects. After eight years with medicine my memory is just not working, so I can’t just take one pill a day, I’ll forget it. So once a month I’ll have to go to the psychiatry and get an injection with medicine in my hip. I hate it, because it’s so uncomfortable, but it’s necessary if I should stay normal, and not kill myself. If I don’t get that medicine it could be potentially fatal, because I get so unpredictable and I can become suicidal in no time.
It was so hard for me to write all this down, but I hope that this post can help people understand schizophrenia a little better.
Jeg går rundt med en grum ting lige for tiden, og nu kommer det så tæt på at jeg må komme ud med det.
Det skal ikke være en hemmelighed at da Vincents far og jeg gik fra hinanden, fjollede vi stadig rundt i næsten et år. Dumme som vi var, var det uden beskyttelse, for jeg har altid haft svært ved at blive gravid, så vi tænkte at det gik jo nok.
I september sidste år skete det så, jeg blev gravid. Som sagt er jeg abort modstander, så det ville jeg beholde selvom jeg vidste jeg skulle stå alene med det. Fra min side af, var det et ønskebarn. Fra jeg stod med testen, ønskede og elskede jeg det barn, selvom det kom som et chok for os begge.
Da jeg var 7 uger henne tog jeg til første graviditets samtale hos min læge, og alt så fint ud. Der blev bestilt blodprøver og nakkefolds scanning. Min termin blev sat til 12. maj, men fordi jeg kun kan føde ved kejsersnit, så skulle jeg jo så have født 5. maj. Jeg havde det godt, selvom jeg var meget plaget af kvalme, men det hører med og jeg så det som et godt tegn, da det jo betyder at jeg udvikler HCG.
En uge efter begynder jeg at bløde. Jeg tager selvfølgelig på hospitalet, men jeg tænker ikke så meget over det da jeg også blødte da jeg ventede Vincent.
Jeg kommer ind og ligge på briksen, og får det kolde gele på maven. Der kan jeg godt mærke helt ned i maven, at det her, det er ikke godt. Det var det heller ikke. Der var intet hjerteslag, og den havde nok været død de sidste to uger, for størrelsen svarede til 5.-6. uge.
Jeg brød grædende sammen. Jeg havde jo mistet et barn, selvom det ikke havde anlæg til at være et barn på det stadie. Jeg elskede det jo allerede.
Resten skulle jo stadig ud, for ellers kunne jeg risikere at blive rigtig syg. Så jeg fik valget mellem at stikke to piller op, eller få en udskrabning. Jeg valgte pillerne da jeg er panisk angst for narkose. Jeg tog pillerne dagen efter, og Vincents far havde heldigvis en fri weekend og sagde til sin nye kæreste at han altså blev nødt til at bruge weekenden hos mig, det var jeg super glad for. To timer efter pillerne var blevet lagt op, begyndte jeg at få voldsomme smerter og bløde. Jeg måtte rende på toilettet hvert tyvende minut og lige få blødt klumperne ud (undskyld for de klamme detaljer) og skifte bind. Resten af dagen lå jeg på sofaen under dynen og bare havde ondt, og var ked af jeg kun måtte tage en ibuprofin hver sjette time, for jeg har ikke haft så voldsomme smerter i den region før. En uge havde jeg stadig smerter, og måtte tage ud på gynækologisk afdeling og blive tjekket. De scannede mig, og kunne se at det langt fra var ude. Så jeg fik en pillekur mere, og en uge efter skulle jeg komme til en scanning igen. Det gjorde jeg så, og desværre var den også slået fejl. Så sidste udvej var altså en udskrabning. Jeg brød sammen foran lægen, og måtte forklare hende jeg var så panisk angst for fuld narkose. Hun overbeviste mig om at der intet var at være bange for, det var kun et kvarter jeg skulle sove. Jeg accepterede det, og hun indlagde mig, til jeg fik udskrabningen morgenen efter.
Jeg var meget ked af det om aftenen, og ringede til Vincents far og spurgte om han ikke ville komme og være der dagen efter, men han skulle desværre på arbejde dagen efter, men han sagde han ville ønske han kunne være der. Så det var vel altid noget.
Jeg fik sovet en smule den nat, så jeg sov lidt om morgenen inden portører kom og skulle køre mig ned til operationsgangen. Han kom ved ti tiden, og jeg blev kørt derned. Jeg fik en operationshat på, og narkoselægen kom og hilste på mig. Da han forklarede forløbet for mig, begyndte jeg igen at græde, og måtte fortælle ham hvor bange jeg er for narkose. Han beroligede mig, og sagde han lige ville kontakte sin chef og høre om jeg kunne få en sæde bedøvelse (en sprøjte i ryggen, så jeg er lam fra lænden og ned). Heldigvis sagde hans chef god for det, så der reddede han mig lige, jeg var så taknemmelig.
Jeg kom ind på operations stuen, og som sædvanlig er der sindssygt koldt derinde. Jeg fik sprøjten, lagt et venflon, fik sat ledninger på brystet, en blodtryksmåleren på armen og en dims på fingeren så de kunne måle min hjerterytme, puls og blodtryk. Narkoselægen gav mig noget smertestillende i venflonnet, så jeg blev lidt høj af det. Under hele forløbet lå jeg og snakkede med ham, og han beroligede mig da det er et meget hårdt forløb at gå igennem. Efter et kvarter var det hele overstået, og jeg blev kørt på opvågning. Efter 5 timer blev jeg udskrevet, og min mormor kom og kørte mig hjem.
De næste mange måneder tænkte jeg ikke meget over det hele, men det har vel ligget i baghovedet hele tiden. De sidste par uger har jeg tænkt meget over det. Jeg har tænkt meget på hvad det barn ville blive. Hvordan det ville være, om det ville ligne Vincent, hvordan de ville have det sammen, den opvækst jeg ville give dem begge.
Lige om to dage rammer vi d. 5. maj. Dagen hvor det barn senest ville have kommet til verden. Jeg har på nuværende tidspunkt ingen anelse om hvordan jeg vil reagere på dagen, om jeg ville kunne fungere, eller om jeg bare ligger i sengen og græder hele dagen. Min plan lige nu er at jeg skal være sammen med enten Yusef eller Liv, ligesom for at få mine tanker væk fra det. Jeg tror ikke mine tanker kommer helt væk fra det, men jeg kan i det mindste gøre et forsøg så det hele bliver lidt nemmere.
Et solstrejf i sorgen er dog at jeg har mødt en ny mand. Eller mødt og mødt, jeg har mødt ham på Tinder og da han bor små 900 km væk, skal jeg ikke møde ham før om elleve dage hvor jeg rejser derover, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Anyway, jeg har været hundrede procent ærlig overfor ham med alt, så han kender til hele min historie og denne her situation. Han sagde at hvis der var det mindste d. 5., skal jeg bare ringe eller skrive og han er der for mig, hele døgnet. Jeg synes det er så sødt af ham, jeg kan ikke forstå at han vil gøre det for mig, når vi kun har skrevet sammen i så kort tid.
I dag kan jeg godt se det nok var for det bedste at jeg har mistet. Jeg skal ikke stå alene med to små børn. Og jeg tvivler stærkt på at Daniel ville have mig hvis vi havde udvekslet et par beskeder og jeg så havde skrevet ‘So anyway, I’m in my third trimester.’ Jeg tror ikke jeg ville have haft de sidste ni måneders oplevelse med i baggagen. Jeg havde ikke mødt alle de nye mennesker jeg har mødt de sidste ni måneder. Alting sker af en grund, og måske var grunden til det bare ikke skulle være, at livet skulle vise mig det også har nye fantastiske relationer at byde på. Det trøster jeg mig lidt med i disse uger.
Men selvom det nok var for det bedste. Selvom alting sker af en grund. Så er det stadig ubeskriveligt hårdt at ramme den mærkedag, og der kommer nok flere af dem. Men lige 5. maj, tror jeg for altid vil stå klart for mig, og vil altid minde mig om det barn jeg aldrig nåede at møde. Den jeg aldrig nåede at holde i mine arme. Den jeg aldrig nåede at elske.
I’m walking around with something that’s very hard to deal with at the moment, and now it’s getting so close that I’ll have to get it out of the system.
It’s no secret that when Vincent’s dad and I broke up, we still fooled around for almost a year after. Stupid as we were, it was without protection, because it’s hard for me to get pregnant, so we thought that there were nothing to worry about.
In september last year it happened, I got pregnant. As mentioned earlier I’m against abortion, so I wanted to keep it even tough I had to be on my own with it. From my point of view, I wanted this child. From the second I was standing with a positive test, I wanted and loved that child, even though it came as a shock for both of us.
When I was 7 weeks pregnant I went to the first doctors appointment regarding my pregnancy, and everything looked fine. Blood tests and the scan to determine if the child has Downs Syndrome or not was ordered. My due date was May 12th, but since the only way I can give birth is from a c-section, the baby would be born May 5th. I felt good, however I suffered a lot from nausea, but that’s normal, and I thought it was a good sign, since it means I’m producing HCG.
A week later I start bleeding. Of course I’m going to the hospital, but I wasn’t worried, because I also started bleeding when I was expecting Vincent.
I get in to the exam room, I get the cold gel on my stomach. Right there I could feel that something wasn’t right. I was right. There were no heartbeat, and it had probably been dead for two weeks, because the size of it was the size of a fetus in 5th or 6th week.
I broke down in tears. I had lost a child, even though it wasn’t a child yet. I already loved it.
The rest of it still needed to come out, otherwise I could risk getting very sick. So they gave me a choice. Put two pills up there, or get it removed surgically. I chose the pills, because just the thought of full anesthetics makes me panic. I took the pills the following day, and Vincent’s dad had a weekend off and he told his new girlfriend that he needed to spend the weekend with me to support me, I was so happy that he would do that for me. Two hours after I have put the pills up, I started having severe pains and started to bleed. I had to run to the bathroom every twenty minutes to bleed out the lumps (sorry about the disgusting details) and change my pads. The rest of the day I was on the couch under my duvet in massive pains, and felt sorry for myself that I could only take one ibuprofen every sixth hour, because I’ve never felt so severe pain in that region before. A week later I was still in pain, and had to visit OB/GYN for a check up. They gave me a scan, and they could tell it was far from out. So they gave me another two pills, and a week later they wanted to see me again for a new scan. I did, sadly that didn’t work either, so last resort was getting it removed surgically. I broke down in tears in front of the doctor, and had to explain to her how scared I am of anesthetics. She convinced me that I had nothing to be scared of, I only had to be under for fifteen minutes. I accepted and she admitted me for the night, so I would get the procedure done the next morning.
I was very sad in the evening, and called Vincent’s dad and asked if he wanted to come and be there for me the next day, but the next day he had to go to work, but he said I would wish he could be there. It’s something.
I only had a little sleep that night, so I slept a little in the morning before the porter would come and walk me to the surgical floor. He came around ten am, and we got down to the floor. I got a scrubs hat on, and the anesthesiologist came and greeted me. When he talked to me about the procedure I started crying again, and had to tell him how scared I was. I calmed me down and told me he would contact his supervisor and ask if I could get an epidural instead. Luckily his supervisor said go for it, so he just saved me there, I was so grateful.
I came into the OR, and as usual it’s so cold in there. I got my epidural, they put wires all over my chest, a machine to measure your blood pressure, a pulse measurer and everything else that belongs in an OR. The anesthesiologist gave me some painkillers, so I got a little high from them. During the procedure he was standing there and talking to me, calmed me down, since it’s something that’s very tough to go through. After fifteen minutes it was all over, and they drove my bed to the recovery. After five hours I was discharged and my grandma came and drove me back home.
The following many months I didn’t think about it. But I think the thought about it has been in the back of my head all the time. The last couple of weeks I’ve been thinking a lot about it. I have been thinking a lot about what that baby would be. How it would be, if it looked like Vincent, what their relationship would be like, the upbringing I would give both of them.
In two days we’ll reach May 5th. The day where the baby would have been born. Right now, I have no idea how I’ll react on the day, if I’m gonna be able to function or if I’m just laying in bed crying all day. My plan for right now, is to spend the day with Yusef or Liv, to like get my mind from it. I don’t think I would be able to push it away completely. But at least I can try, so it might be easier.
But the sun is always behind the clouds. I’ve met someone. Or, met and met, I’ve met him on Tinder and since he lives like 900 kilometers away, I’m not meeting him before in eleven days where I’m going over there, and I’m really looking forward to it. Anyway, I’ve been a hundred percent honest with him about everything, så he knows my entire story and this situation. He told me, if there were anything the 5th I should text or call him, no matter what time it was, he was available 24/7. I think it’s so sweet of him, I don’t understand that he would do that for me when we haven’t been talking for that long.
Today, I’m able to see clearly about all this. It was probably for the best that I lost a child. I’m not supposed to be alone with a baby and a toddler. And I really doubt that Daniel would want me if we had been exchanging a few messages and I then dropped the bomb about me being in my third trimester. I don’t think I would have had the past nine months experiences. I haven’t met all the new people I’ve met the past nine months. Everything happens for a reason, and maybe the reason for it wasn’t meant to be, that life wanted to show me it also has new amazing relations for me. That is what keeps me up these weeks.
But even though it might have been for the best. Even though everything happens for a reason. It’s still so indescribably hard to reach this day. And there will come more days like this. But May 5th will always be clear for me, and it will always remind of the baby I never met. The one I never got to hold in my arms. The one I never got to love.
Der er sket rigtig meget det sidste stykke tid, både positive og negative. Men det her bliver et klynke indlæg, jeg beklager.
Jeg kom vel over min fødselsdag, desværre har den første uge som 23 årig ikke budt på meget godt.
Jeg kom voldsomt op at skændes med André i torsdags. Sådan virkelig. Jeg tror aldrig vi har skændtes så voldsomt før. Hvis man tror på astrologi, så er det vores stjernetegn der har været et dårligt match. Men det kørte mig helt psykisk ned, så meget at jeg sad og græd i tre timer efter. Det udløste en masse grimme stemmer, så jeg besluttede mig for at tage på psykiatrisk skadestue. Jeg kom dog aldrig derud, for inden tog jeg en beroligende pille, og faldt så i søvn og sov 15 timer. Dagen efter havde jeg det stadig ikke bedre, så der tog jeg derud om aftenen. Jeg skulle vente to timer på lægen, og de gav mig en beroligende pille imens jeg ventede for jeg var virkelig opkørt. Da lægen kom brød jeg fuldstændig sammen derinde, på det tidspunkt kunne jeg ikke være i min egen krop, jeg skulle bare have mere beroligende og så sove. Lægen indlagde mig, og jeg kom ind i seng, fik en pille mere og sov lidt efter.
Fredag står lidt tåget for mig. Jeg var så dopet, at jeg sov det meste af dagen, jeg kan ikke huske meget af den dag. Dog kan jeg huske en drøm. Eller mareridt vil jeg nok nærmere kalde det. Jeg drømte at englænderen fortalte mig han havde fundet en anden. Jeg vågnede med hjertebanken og ondt i maven, for jeg elsker ham jo.
I dag, lørdag, stod jeg op kl 8 og havde det egentlig bedre. Så jeg udskrev mig selv, og kom hjem ved et tiden. Jeg tog ud senere, og det viste sig at være godt at jeg gjorde det, så jeg i det mindste ikke sidder alene nu.
Det første der sker er at Yusefs kæreste slår op med ham, så jeg har selvfølgelig måtte tage bedste ven hatten på og være der for ham. Jeg bliver selv rigtig trist når sådanne ting sker for mine nærmeste venner, det påvirker mig ekstremt, og jeg bliver decideret ondskabsfuld overfor dem der har såret mine kære. Efter det, hyggede jeg mig lidt i halvanden time. Englænderen skrev så til mig at han havde noget han skulle fortælle mig. Han har mødt en anden. Min eneste reaktion? Gråd. Han har knust mit hjerte en gang, og nu gør han det igen. Jeg kan slet ikke deale med det. Lige nu, imens jeg skriver det her, sidder jeg og græder. Det er bare ikke fair. Jeg elsker den mand så højt, jeg kan slet ikke..
Det næste jeg gjorde var at unfriende ham på facebook. Det sagde jeg til ham. Han skrev bare ok. Derefter skrev jeg at han skulle huske at jeg elsker ham. Han skrev ok. Så jeg tror han er pisse sur på mig over et eller andet. Jeg ved det ikke. Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været ked af det over noget konkret, og så i denne her grad.
Jeg har lyst til at skrige, jeg har lyst til at kaste op, jeg har lyst til at krølle mig sammen i smerte. Jeg prøvede at se Adventure Time for at få tankerne lidt væk, det hjalp på ingen måde. Jeg kan slet ikke deale med det her på en voksen måde.
I morgen er det søndag, og søndag er for mig ugens første dag. Så jeg håber og beder til de højere magter om at næste uge bliver bedre. Ikke meget, bare lidt, det er alt jeg vil have.
Fuck my life.
A lot has happened the last few days, both positive and negative. But in this post, I’ll have to whine. I’m so sorry.
I had a nice birthday, unfortunately my first week as a 23 year old hasn’t been that good.
I had a very intense fight with André last Thursday. Like really. I don’t think we ever had a fight like that before. If you believe in astrology, then it’s our zodiacs that has been a terrible match. Anyway, it completely made me down, so much that I was sitting and crying for three hours after. It gave me a lot of nasty voices in my head, so I decided to go the psychiatric emergency room. I never got there because before I left I took a tranquilizer, fell asleep and slept for 15 hours. The day after I still weren’t feeling any better, so I went to the emergency room in the evening. I had to wait two hours for the doctor, and they gave me tranquilizer because I was almost hyperventilating, that’s how furious I was. When the doctor came I broke down in tears in the room, at that time I was feeling so awful I couldn’t even be in my own body, I just needed more tranquilizers and then go to sleep. The doctor admitted me, and I got to bed, had a pill and slept a little while after.
Friday is a bit foggy. I was so doped, that I slept most of the day, I can’t remember anything from that day. Although, I do remember a dream. Or a nightmare as I would call it. I dreamt about the Brit told me he had met someone else. I woke up with a racing heartbeat and stomach cramps, because I love him.
Today, Saturday, I got up at 8 am and I actually felt better. So I discharged myself, and arrived home at around 1 pm. I went out later on, and that turned out to be good thing, so at least I’m not alone now.
The first thing that happens is that Yusef’s girlfriend dumps him, so of course I had to put on the best friend hat and be there for him. I get so affected when things like that happens to my closest friends, like extremely. I get really evil to them that hurts the ones closest to my heart. After that I relaxed and was alright for an hour and a half.
The Brit then texted me that he had something to tell me. He met someone else. My only reaction? Crying. He broke my heart once, and now he does it again. I can’t deal with it. Right now, while I’m writing this I’m sitting and crying. It’s just not fair. I love him so much I can’t even…
The next thing I did was to unfriend him on facebook. I told him that. He just said ok. After that I told him that he had to remember that I love him. He said ok. So I think he’s pissed at me about something. I don’t know. I’m so sad. I can’t remember the last time I’ve been sad about something specific, and on this level.
I feel like screaming, I feel like throwing up, I wanna curl up in pain. I tried watching Adventure Time to get my mind off things, it didn’t help at all. I can’t deal with this in a adult and mature way.
Tomorrow it’s Sunday, and to me, Sunday is the first day of the week. So I hope and pray that the next week will be better. Not a lot, just a little. That’s all I want.
