Jeg har godt nok lige skrevet et indlæg, men jeg kom i tanke om det her, som jeg faktisk ville have skrevet for længst. Og dog. Jeg har jo hver dag inderligt håbet på det vil stoppe, men det ser ikke sådan ud, desværre. Så nu kommer det. Min dybe mørke hemmelighed, som kun Liv, Penny og Yusef kender til.

Det startede en nat i januar i det herrens år 2015 (ja, jeg har hang til det dramatiske). Jeg var lige flyttet. En ny lejlighed, og den første måned var jeg alene i den. Jeg tror jeg havde boet der en uge da det startede. Jeg vågnede en nat, hvad tid husker jeg ikke. Jeg var badet i sved, jeg havde ekstrem hjertebanken. Jeg vågnede op med et sæt, og satte mig op. Som taget ud fra en film. Jeg kan ikke erindre hvad der var sket, men jeg havde højst sandsynligt haft et mareridt. Foran min seng står en gammel skibskiste, og bag den ser jeg en mørk skikkelse bare stå og kigge på mig. Grundet menneskets nysgerrige natur sidder jeg helt stille og bare kigger tilbage på ham/hun/den/det. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men efter lidt tid, vender skikkelsen, og går ud igennem døren. Det skal lige nævnes at jeg ikke har set den siden. Jeg ved ikke om det er efterfulgt af et heldigvis. For jeg ved ikke om det var heldigvis? Jeg følte på ingen måde frygt, jo alle hårene rejste sig og jeg følte en speciel kulde, og på trods af jeg sover med åbent vindue hele året, så ved jeg det ikke var pga det.

De følgende dage havde jeg mareridt hver nat, vågnede flere gange om natten badet i sved og med ekstrem hjertebanken. Eftersom hjernen glemmer 90% af dine drømme efter ti minutter, så kan jeg af gode grunde ikke huske hvad de decideret handlede om. Jeg husker dog at de var virkelig livlige, og når jeg vågnede op midt om natten var jeg også meget bange. Når jeg vågnede om morgenen slog jeg øjnene op, og i samme øjeblik gik min krop i kramper og jeg fik angstanfald. Jeg slog det hen, tænkte at jeg sikkert havde søvn mangel og jeg måske spillede lidt for meget Call of Duty.

Nu siger kalenderen 31. maj 2015, og jeg er stadig hver nat plaget af livlige mareridt der får mig til at vågne med et sæt om natten og være fuldstændig panisk. Jeg vågner stadig hver morgen med krampe et eller flere steder i kroppen og med et angst anfald i det sekund jeg vågner. Men kun når jeg sover alene. Når jeg sover sammen med andre, så har jeg mareridt, men ikke ligeså voldsomt. Det kan jeg faktisk leve med. Så jeg prøver så vidt muligt at sove ude, eller få andre til at sove hos mig hver evig eneste nat. For så er det nemmere at acceptere.
Jeg har prøvet alt for at slippe for det. Jeg har engang læst at selvom det er sundt at sove i et køligt rum, så er det mere sandsynligt du får mareridt. Så i vintermånederne og det tidligere forår sørgede jeg for at sove i et tempereret rum, nu når det er sen forår/sommer, så sover jeg med åbent vindue. Jeg har stadig mareridt. Jeg spiller ikke nær så meget Call of Duty. Jeg har stadig mareridt. Jeg har læst at gamere er virkelig gode til at kontrollere deres drømme. Jeg kan kontrollere det i et begrænset omfang, men jeg har stadig mareridt. Jeg holder mig fra uhyggelige ting. Jeg har stadig mareridt.
Jeg begriber simpelthen ikke hvordan min underbevidsthed kan fabrikere sådan noget, hver nat, de sidste 5 måneder?!

Med sådanne nætter som uden tvivl skader min i forvejen skrøbelige psyke, så har jeg fundet en måde jeg kan få en pause fra det. Et par nætter om ugen, så laver jeg en god gammeldags all nighter. Hvilket vil sige at jeg kører en hel nat med hjælp fra Red Bulls, som bare gør underværker. Jeg ved godt at det ikke er særlig sundt at tage sådanne nætter med sådan noget syntetisk bras, men tro mig. Hvis I led af det i samme grad jeg gør, ville I gøre alt for at slippe for det, bare en nat. Det her er så bare min måde at gøre det på. Natten efter min all nighter har jeg til gengæld uafbrudt søvn en hel nat. Så egentlig, så er det det værd.

Jeg ved ikke hvorfor de mareridt er kommet og hvorfor de ikke vil stoppe. Jeg tror ikke det er min medicin. Jeg har fået Abilify siden februar 2014, så det er ikke det. Jeg har fået Truxal i snart ti år, så det er heller ikke det. Min Oxapax har jeg taget efter behov siden 2011. Så jeg tror bestemt ikke det er min medicinering den er gal med.
Min faster er, udover uddannet sygeplejerske, igang med akupunktør uddannelsen, og bruger mig som prøvekanin hvis jeg har nogle fysiske gener. Hun nævnte engang et bestemt punkt der ville få mig til at give slip på alt der tynger mig psykisk, på det tidspunkt var jeg ikke klar. Måske er jeg det nu? Måske hjælper det, måske ikke. Det er forsøget værd.
Jeg tror, og dette er kun en teori, at det har noget med den skikkelse jeg så at gøre. Jeg tror ikke jeg er blevet besat. Nok er jeg katolik, men jeg tvivler stærkt på at jeg er blevet besat af en ond ånd. Men jeg overvejer alligevel at tage op til præsten i hans kontortid og snakke med ham om det. Om ikke andet, så for at få noget ro i sjælen.
Hvis intet af det ovenstående virker, så vil jeg prøve at ringe til min clairvoyant. Jeps, jeg har sådan en. Eller, har og har. Jeg har brugt hende de sidste ti år, når jeg har haft spørgsmål om det spirituelle, eller haft nogle ting jeg bare ville have svar på. Hun er super dygtig, og jeg håber på hun ville kunne hjælpe mig, fjerne det, eller måske bare give mig en fornuftig forklaring. Men jeg går først til hende når alle andre muligheder er udtømt. Det giver mest mening for mig.

Så ja. Nu ved I hvorfor jeg tit sidder oppe om natten og skriver blog indlæg. Det er grunden. Den hårde sandhed, som jeg må se i øjnene. Faktisk, så var det rigtig rart at få ud. Måske det også kan give mig lidt ro?

Lige nu kører jeg på 18. time, og jeg snupper ihvertfald 18 timer mere. Et sjældent syn, I får et billede af mig der her kører på.. 16 time? Men hey, still standing!

I have just posted something, but I just thought about this, which is something I actually have been wanting to write a long time ago. Or. Every day, I’ve hoped with all my heart that this would stop, but it doesn’t look like it, sadly. So here goes. My deep dark secret, and only Liv, Penny and Yusef knows about this.

It all started one night in January in the God forsaken year of 2015 (yes, I like being dramatic). I had recently moved. A new flat, and the first month there I was all alone there. I think I’ve lived there for a week when it started. I woke up one night, I don’t remember the exact time. I was covered in sweat, my heartbeat was racing. I woke up and just sat up, just like in movies. I can’t recall what have happened, but I had most likely been having a nightmare. In front of my bed, there’s an old chest, and behind that I see a dark person just standing there looking at me. Because of man being so curious by nature, I’m sitting perfectly still and just looking back at he/she/it/that. I don’t know how much time that passed, but after a while, the person turns around and walk out the door. I have to mention that I’ve never seen it since. I don’t know if I have to add a luckily. Because I don’t know if that is lucky? I felt in no way any fear, well, the hairs were standing and I felt this special kind of cold, and despite the fact that I sleep with an open window all year, I’m sure it wasn’t because of that.

The following days I had nightmares every night. I woke up several times during the night, covered in sweat and racing heartbeat. The brain forget 90% of your dreams within ten minutes, so I have my reasons for not remembering what they were about specifically. What I do remember is that they were really vivid, and when I woke up in the middle of the night I was so scared. When I woke up in the morning, and the second I opened my eyes my body started cramping and I had anxiety attacks. I didn’t really thought about it, thought that I might just had been sleep deprived and I might played Call of Duty a little too much.

Now my calendar says it’s May 31st 2015, and I still suffer from vivid nightmares every night, that makes me wake up like boom and feel panic. I still wake up every morning with cramps one or several places in my body which is followed by an anxiety attack in that second I wake up. But only when I sleep alone. When I have sleep overs with others, I do have nightmares, but not as bad. I can actually live with that. So I’m trying hard to have sleep overs every night, either at my place or at friends’ houses. Because then it’s easier to accept. I’ve tried everything to get rid of it. I once read that even though it’s healthy to sleep in a cooled room, it’s more likely you’ll have nightmares. So during the Winter months and the early Spring I made sure to sleep in a temperate room, now when it’s late Spring/Summer, I sleep with an open window. I still suffer from nightmares. I don’t play Call of Duty as much as I used to. I still have nightmares. I read that gamers are really good at controlling their dreams. It’s only limited that I can control it, but I still suffer from nightmares. I stay away from scary stuff. I still suffer from nightmares.
I simply do not understand how my subconsciousness can create stuff like that, every night, for the past five months?!

With nights like this, which without a doubt, hurts my fragile mind, I’ve found a way to get a break from it. A few nights a week, I pull a good old fashioned all nighter. Which means I’m going all night only with help from Red Bulls, which just does wonders. I do know it’s not very healthy to do nights like that with such synthetic crap, but believe me. If you suffered from it like I do, you would do anything to get rid of it, just for one night. This is my way of dealing with it. The night after my all nighter I sleep all night without interruptions. So basically, it’s worth it.

I don’t know why those nightmares started and why they won’t stop. I don’t think it’s my medication. I’ve had Ability since February 2014, so it’s not that. I’ve had Truxal for almost ten years, so it’s definately not that either. I’ve had my Oxapax for when I needed it since 2011. So it’s not my medication where it went wrong.
My aunt, who’s not only a nurse, but she’s training to become an acupuncturist and use me as her guinea pig if I suffer from anything physical. She once mentioned that there’s this point in the body, that would make me let go of everything that bothers my mind, but at that time I wasn’t ready. Maybe I am now? Maybe it’ll help, maybe it won’t, it’s worth a try.
I think, and this is nothing but a theory, that it has something to do with that person I saw. I don’t think I’m possessed. I might be catholic, but I highly doubt that I’ve been possessed my an evil spirit. But I still consider to go to my priest when he has time, and talk to him about it. If anything, I could get some peace in mind.
If nothing of the above works, I’ll try calling my psychic. Yup, I have one of those. Or, have and have. I’ve come to her for the past ten years, when I’ve had spiritual questions, or just needed an answer to something. She’s amazing, and so talented, and I really hope she could help me, remove it, or maybe just give me a reasonable explanation. But I’ll first turn to her when there’s no other options left. That makes more sense to me.

So yeah. Now you know why I’m often sitting up late at night writing blog posts. That’s the reason. The hard truth, which I have to commit to. Actually, it was quite nice to get it out. Maybe it can give me a little peace?

Right now I’m on hour 18, and I’m gonna take at least 18 more. A rare sight, but here’s a picture of me on… Hour 16? But hey, still standing!