Jeg er velsignet med en virkelig høj intelligens. Min IQ er en god sjat over gennemsnittet. Ligegyldigt hvilken udgave vi snakker om, så vil jeg til hver en tid owne alt og alle i Trivial Pursuit. Jeg er typen der sidder og råber svarene til fjernsynet når jeg ser Jeopardy eller Hvem vil være millionær, selv de engelske/amerikanske udgaver. Jeg kan en masse underlige og måske ligegyldige facts om alt. Min hjerne er som en svamp der bare suger viden til sig, og der er ikke noget af det der ryger ud af hovedet igen. Jeg har i den grad klæbehjerne. Fordi jeg er sådan og ved alt om alt, og har en logisk forklaring på alt, så har jeg nogle venner der godt kan føle sig lidt… Uintelligente? Det er ihvertfald hvad de selv siger de føler sig som når de taler med mig.
Og det passer jo ikke. Vi er allesammen intelligente på hver vores måde. Nogle kun på få områder, andre på flere områder, som jeg selv er. Men det ændrer ikke på det faktum at der er mange former for intelligens.
De fleste af mine venner lever i den tro at jeg er fejlfri når det kommer til det sproglige, det videnskabelige, det logiske, det geografiske, og bare de der små ting i hverdagen. Så her kommer nu en liste over alle de ting der beviser at min intelligens bestemt ikke er fejlfri.
Jeg har engang siddet i halvanden time og undret mig over hvad fanden jeg egentlig hedder (og nej, jeg var på ingen måde påvirket af noget som helst!)
Under OL i London har jeg omtalt marathon svømning som motions svømning.
Jeg var i flere år overbevist om at Frankrig var hovedstaden i Paris.
Matematisk står jeg helt af. Alle matematik opgaver i mit hoved giver lige så meget mening som dette: Hvis Jacob har fem bananer i en hånd og syv i den anden hånd, hvorfor står der så lilla Aliens på taget? Jeg kan på ingen måde se logikken i matematik!
Takket være moderniseringen af stavning og håndskrivning, kan jeg i dag ikke stave uden spellcheck.
Fra 7. til og med 1.g var jeg overbevist om at fotosyntese var en super moderne ting du kunne få til dit spejlrefleks kamera.
Jeg har sprogøre, men de eneste fremmedsprog jeg tør begive mig ud i er engelsk og tysk for der fucker jeg ikke op og blander fyrre sprog sammen.
Engang min familie og jeg sad og talte om nazi Tyskland kaldte jeg SS soldaterne for SS medarbejdere.
Jeg har i et år undret mig over hvorfor folk aldrig kunne finde mig på Snapchat, det viser sig så jeg har stavet mit brugernavn forkert i over et år.
Jeg spurgte engang min far i ramme alvor om jeg skulle have pas med når jeg skulle flyve til Aalborg.
Så ja, der kan I se, jeg er bestemt ikke fejlfri, og det står jeg sgu gerne ved og udstiller gerne at jeg til tider ikke er den hurtigste knallert på havnen.
I’m blessed with a very high intelligence.
My IQ is quite a bit above average. No matter what edition it is, I can own everything and everyone in Trivial Pursuit. I’m the type of person who’s sitting and yelling the answers to the TV whenever I’m watching Jeopardy or Who wants to be a millionaire. Even the British/American editions.
I know a lot of weird and maybe pointless facts about everything. My brain is like a sponge, who’s just absorbing knowledge, and nothing’s coming out from there again. I sorta have a photographic memory. Because I’m like this and knows everything about everything, and have a logic explanation to everything, I have some friends who might feel a little… Unintelligent? Around me. At least that’s what they’re saying to me, when they’re talking to me.
And that is most certainly not true. We’re all intelligent in our special way. Some are intelligent in a few areas, and then there’s some who are intelligent in many areas, like I am. But that doesn’t change the fact about there’s many different ways of being intelligent.
Most of my friends believes that I’m flawless when it comes to linguistics, the scientific, the logical, the geographical and just all the little everyday things. So I’ve made a list that proofs that my intelligence definitely isn’t flawless.
I once spend an hour and a half trying to figure out what my name was (and no I wasn’t influenced by anything at that time!)
During the London Olympics I claimed that marathon swimming was called excersising swimming.
For several years I was convinced that France was the capital of Paris.
When it comes to mathematics I’m completely off. All math assignments in my head makes just as little sense as this example: If Jacob haves five bananas in one hand, and seven in the other hand, then why is there purple aliens on the roof? There’s no way math makes sense to me!
Thanks to our modern society when it comes to spelling and hand writing, I have no idea how to spell without spellcheck.
From 7th grade up until freshman year in high school I was pretty damn sure that photosynthesis was something cool and modern you could buy for your camera.
I have linguistic instinct, but the only foreign languages I actually attempt speaking is English and German, because there I won’t fuck up and mix it with forty other languages.
Once my family and I was talking about Nazi Germany, and when we talked about the SS, I called them SS employers.
For one year I’ve wondered how come people haven’t been able to find me on snapchat, turns out I’ve been spelling my username wrong since forever.
I once seriously asked my dad if I should bring my passport when I had to fly off to the other end of the country.
So yeah, there you go, I am most certainly not flawless, and I stand by that and happily portray that sometimes I’m not the sharpest tool in the shed.
Jeg har siden slutningen af marts gået og joket lidt med at global opvarmning ikke fandtes, fordi det hele foråret har været pisse hamrende koldt for at sige det lige ud.
Jeg er feks født 20. april. I to og tyve år har det altid været solskin, minimum tyve grader og vi sidder altid i haven på min fødselsdag, men ikke i år for det var godt nok koldt! Så lige der stoppede min tro på global opvarmning. At jeg så en måned senere fandt ud af at hullerne i ozon laget er ved at lukke sig igen er noget helt andet……
Anyways! De sidste to dage har det været så lækkert vejr at jeg har kunne sidde ude i haven og få sol, kun iført shorts og top. Men jeg har lidt travlt, plejer at være godt brun på denne tid af året. Heldigvis har jeg så dejlige, fantastiske østeuropæiske gener at jeg kun skal sidde i solen i en halv time, så er jeg godt brun. Sidste år fandt jeg et godt trick. Jeg smurte hele kroppen ind i kokos olie, og så lå jeg ellers bare og stegte hele dagen. Da jeg kom hjem, kiggede min mor bare på mig og sagde ‘Prøv lige at se dig selv i spejlet’ og jeg lignede en der havde været fjorten dage på Kreta, så brun var jeg!
Jeg elsker sommer, jeg elsker solen. Det gør mig glad, giver mig mere overskud og det føles som om intet kan få mig ned. Men der er også en bagside…
For det første lider jeg af slem pollen allergi, og lige i sommer halv året er det rigtig slemt. Så jeg går ingen steder uden noget allergi medicin. For det andet, så er jeg også allergisk overfor bi og hvepse stik, og dem er der mange af om sommeren og de er tørstige. Så jeg sidder altid klar med en sko og udvikler øjne i nakken, så jeg er bevæbnet og forberedt. For bliver jeg stukket, kan jeg risikere at dø.
Og C, siden jeg var gravid med Vincent, altså det er tredje sommer i træk nu, er jeg begyndt at blive syg hvis det bliver over 26 grader. Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg får hovedpine, ømhed i musklerne, koldsved, bliver svimmel og kaster op. Jeg husker at drikke meget, så det er ikke fordi jeg er dehydreret. Jeg ved virkelig ikke hvad det er kommet af, men det er lidt irriterende når det godt kan blive omkring de tredive grader herhjemme. Måtte sige nej tak da mine forældre inviterede mig med til Grækenland i juli, for der er altså bare varmt dernede, og jeg nægter at bruge den uge dernede på at ligge i sengen og være syg. Jeg har også altid drømt om at komme til Thailand, men med fem og tredive grader bare i skyggen, det ville jeg ikke overleve.
Men tilbage til det jeg egentlig ville skrive om.. Jeg elsker sommer og sol, når det lige ligger omkring de tyve grader som det gør nu. Nu er jeg så heldig at jeg bor 500 m fra Amager Strandpark, så der bruger jeg meget af min sommer, med at tage ned og bare få sol og spise ærter, grille om aftenen, eller løbe på rulleskøjter. Hvis jeg ikke er der, så er jeg at finde inde på volden ved Christiania. Der er så hyggeligt derinde, skøn atmosfære og så kan jeg bruge så lang tid på at kigge på ænderne derinde. Jeg bliver nemt fascineret af dyr, så det er ikke fordi jeg er helt basket når jeg siger jeg sidder og kigger på ænder 😀
Her i morges skulle jeg ud og køre bus for at komme hjem, og allerede da jeg gik ud omkring halv otte, var det allerede omkring de femten-seksten grader, så fantastisk!
Nu vil jeg ihvertfald smøre mig ind i kokos olie og sætte mig ud og nyde solen, og skrive lidt med ham den søde.
Global opvarming? Vi er gode venner igen!
Since the end of March, I’ve been joking a little about global warming isn’t real, because it’s been freezing all Spring.
Fx, I’m born April 20th. For twenty two years the sun has always been shining, at least twenty degrees and we have always been able to sit outside in the garden on my birthday, but not this year, because it was so cold! So right there, my belief of global warming being a serious treat, stopped. The fact that I won’t month later discovered that the holes in the ozone layer is starting to closing up is a completely different matter….
Anyway! The past two days, the weather has been so nice that I’ve been sitting out in the garden, only wearing shorts and a tank top, working on my tan. But I’m a little busy, because this time of year, I’m usually very tanned. Luckily, I have such nice, good Eastern European genes, that I only need to sit in the sun for thirty minutes, and I’m tan. Last year, I found this trick. I greased my entire body in coconut oil, and I was just laying there frying up all day. When I got home, my mom just looked at me and said ‘Try look yourself in the mirror’ and I looked like someone who had spent fourteen days on Crete, that’s how tanned I was!
I love Summer, I love the sun. It makes me happy, and it feels like nothing can get me down. But there’s also a downside to it…
First of all, I suffer from a bad case of pollen allergies, and from March-September it’s really bad. So I will not walk anywhere without my allergy pills. Second of all, I’m always allergic to bees and wasps, and there’s a lot of them during the Summer, and they’re thirsty. So I’m always ready with a shoe in my hand and develop eyes in the back of my head, so I’m armed and prepared. Because if they sting me, I might die.
And C, since I was pregnant with Vincent, which means this is the third Summer in a row, I’ve started getting sick if the temperature goes above 26 degrees. I don’t know what’s happening, but I get a headache, my muscles are getting all sore, cold sweat, I’m getting dizzy and starts throwing up. I always remember to drink a lot of water, so it’s not because I’m dehydrated. I really don’t know what it is all about, but it’s a bit annoying, when we sometimes hit thirty degrees here. I had to turn my parents down when they asked me if I wanted to come with them to Greece this July, because it’s just getting warm there, and I refuse to spend that week laying in bed being sick. I also always dreamt of going to Thailand, but with thirty five degrees just in the shadow,
I couldn’t survive that.
But let’s back to what I really wanted to write about..
I love Summer, I love the sun, when it’s just around twenty degrees which it does right now. I’m so blessed to live 500 m from Amager Beachpark, so I spend a lot of my Summer there, just going there to lay out in the sun and eat peas, have a barbeque in the evening, or going for a run on my rollerblades. If I’m not there, then you can find me by Christiania. There’s so nice in there, a lovely atmosphere I can spend so much time looking at the ducks in there. I’m easily fascinated by animals, so it’s not because I’m completely stoned when I’m saying that I’m sitting and looking at ducks 😀
This morning I was sitting in a bus to get home, and from I went out at around 7.30, it was already fifteen-sixteen degrees, amazing!
But now I wanna grease myself up in coconut oil and go out in the garden and enjoy the sun, and text that one sweet guy.
Global warming? We’re cool!
Jeg har modtaget mine shorts som bare er super fede og sidder fantastisk på mig. Normalt synes jeg shorts får mine lår til at bule ud, men de her sidder så godt. Jeg fik også min neon tank top, som jeg nok skulle have købt en størrelse større, da den er kortere end jeg forventede, men det går nok, den er stadig fed. Skal dog bare have en mindre bh på når jeg har den på, for ellers kan man se min mave. Måske ikke skidt, for så kan man se min nye navle piercing.
Både shorts og tank top kom efter halvanden uge, hvilket jeg er overrasket over siden det kom fra Kina, og der plejer det at tage to-tre uger.
Jeg har også fået mine smykker fra crazy factory, hvilket kun tog dem fem dage som sædvanlig. Min expander blev ikke sendt med, men når jeg skal op på seksten mm, så har Liv heldigvis en expander jeg kan låne. Det var lidt af en kamp at få mine nye smykker i, men det gik.
Ligger lige et par billeder op af det jeg har modtaget
I’ve received some of my packages today!
I’ve received my shorts which are so awesome and have a fantastic fit.
Normally, I think shorts makes my thighs stick out, but the fit of these.. Wow!
I also received my neon tank top, and I should probably have ordered it in a bigger size, since it’s shorter than I expected, but it’s alright. However, I need to wear a smaller bra underneath it, otherwise you’ll be able to see my stomach. Maybe not that bad, because then you can see my new belly button banana.
Both shorts and tank top arrived a week and a half after I purchased them, which was a surprise since the country of manufacturing was China, and it usually takes two-three weeks before it arrives when shipped.
I also received my new piercing jewelry from crazy factory, which arrived after five days as usual. My expander wasn’t shipped, but when I have to stretch to sixteen mm, I’m so lucky that Liv has an expander I can borrow. It was quite the struggle to get my new tunnels in, but I got them in the end.
Det gik op for mig at jeg faktisk aldrig har skrevet ordenligt om min sygdom. Det burde jeg egentlig have gjort for længst. Men tror egentlig at skulle jeg skrive om det, skulle jeg gøre det personligt og ikke bare bruge de kolde, hårde facts som jeg plejer at gøre når jeg skal beskrive min sygdom overfor andre mennesker. For at det skal være personligt, betyder det også at der er nogle ting i mit forløb jeg på meget kort tid skal bearbejde nogle oplevelser, så jeg ved at det her indlæg bliver rigtig hårdt for mig at skrive. Men det skal gøres.
Vi kan starte med de hårde facts.
Der er flere former for skizofreni. Simpel, katatonisk, paranoid og hebefren.
Skizofreni er både genetisk betinget og miljømæssigt betinget
Skizofreni er den mest dødelige psykiske sygdom med en selvmordsrate på 5-10%
Skizofreni udvikles som regel i teenage årene
Man kan blive rask af skizofreni, men det er kun ca. 25%
Personlighedsspaltning og skizofreni er IKKE det samme
Det var factsne. Nu skal vi til den mere personlige del…
Jeg har altid været et noget specielt barn. Jeg var/er hyper intelligent, jeg havde ikke så mange venner, jeg havde en meget livlig fantasi, jeg har set gamle video optagelser af mig selv sidde og snakke med noget der ikke var der, jeg havde underlige interesser.
Hvis jeg skal se det med andre øjne, så var der flere signaler der tydede på at det ikke helt var som det skulle være oppe på øverste etage.
Jeg fik diagnosen paranoid skizofreni i september 2007. Jeg skriver lige mine symptomer på det ned, så I kan få en bedre forståelse for det.
Høre hallucinationer – Jeg hører dagligt stemmer. Nogle gange er de ondskabsfulde, men for det meste snakker de bare sammen indbyrdes, hvilket gør at jeg ikke kan koncentere mig særlig godt.
Syns hallucinationer – Jeg lider ikke længere af syns hallucinationer, men da jeg gjorde havde jeg kun en. Han hed Frank og var en kæmpe kanin med et grotesk ansigt (jeg havde ikke set Donnie Darko da jeg begyndte at hallucinere om ham!). De første par år var jeg meget bange for ham, for ikke nok med jeg kunne se ham, jeg kunne høre ham, føle ham og lugte ham. De sidste par år han var der, så var han der bare. Jeg tror jeg vænnede mig til ham, men han stod bare og stod, så jeg lige kunne se ham ud af øjenkrogen.
Vrangforstillinger – Dengang jeg havde vrangforstillinger var jeg overbevist om at der var is i mine blodårer og is i mine tårekanaler.
Svært ved at kende forskel på fantasi og virkelighed – Det er nærmest umuligt for en paranoid skizofren at skelne de to. Derfor var mine hallucinationer så virkelige, for jeg vidste jo ikke at det bare var min hjerne der producerede det. For mig var det lige så virkeligt som det bord der står foran mig lige nu.
Paranoia – Min paranoia har altid været slem. Jeg er paranoid angående alt. Den gør at jeg ikke stoler på folk, og jeg betvivler altid folks motiver.
Emotionelt ustabil – Jeg er meget ustabil når det kommer til at håndtere mine følelser. Jeg kan være glad det ene øjeblik, og på randen af selvmord 30 sekunder senere. Det er ekstreme udsving jeg har. Jeg føler ikke som andre mennesker. Hvis jeg er glad, så bliver jeg manisk. Hvis jeg er ked af det er jeg nærmest helt nede i kulkælderen. Hvis jeg er sur, så er jeg klar til at eksplodere fuldstændig på den første og den bedste. Altså, jeg føler alle følelser i registret tyve gange mere end almindelige mennesker.
Nu har jeg været syg i otte år. Jeg har været indlagt utallige gange. Halvdelen af de gange jeg har været indlagt har været på den lukkede afdeling fordi jeg har forsøgt selvmord. Den anden halvdel, ja der er filmen bare knækket fuldstændig og jeg har lige haft brug for at komme ind og få ro et par uger. Det er fint nok der er noget til begge dele. Jeg hader dog at være på den lukkede, det er virkelig ikke rart. Folk er meget meget syge derinde, og det kan godt være skræmmende.
Jeg har været i medicinsk behandling de sidste otte år. Jeg har prøvet så mange præparater, og først som 21 årig fandt jeg det eneste der virkede for mig. Den fjerner Frank og mine vrangforstillinger. Men alt det andet er der stadig, men det vænner man sig til og lærer at leve med det. På en eller anden måde. Faktisk.. Så tror jeg det ville være virkelig underligt for mig hvis det hele en dag forsvandt, for nu er jeg så vant til det.
Hvis vi skal snakke om stemmerne. Og det skal vi, for det er dem der fylder mest i min hverdag. Da jeg startede med at høre dem var de meget ondskabsfulde. De beordrede mig til at begå selvmord, for jeg havde ikke fortjent at leve. Gjorde jeg ikke det, så skulle jeg skære i mig selv. Så det gjorde jeg. Jeg har skåret i mig selv hver evig eneste dag fra jeg var 14 til jeg var 22. Det er altså rigtig mange år. Det skal så lige siges, at 1. oktober, der har jeg været clean fra det i et år, og det er noget jeg er rigtig stolt af at have præsteret.
I dag så er stemmerne der bare. Der er to, og de snakker mest sammen indbyrdes om alt mellem himmel og jord, hvilket kan være ret frustrerende. Prøv at forestil dig at du sidder og snakker med en kammerat og lige pludselig kommer der en eller anden tosse, men du kan ikke se ham. Men han begynder at stå og snakke højlydt om alt muligt. Du kan ikke lukke ham ude, hvis du går, jamen så går han med. Og han holder ikke kæft. Sådan er det for mig.
Jeg har dog efter mange års træning af at styre mine stemmer, indført noget jeg kalder ‘kontor tid’. Det betyder at stemmerne har en time om dagen til at svine mig til lige så tosset de vil, snakke lige så tosset de vil. Men kun den ene time om dagen. Jeg mestrer det ikke helt endnu, så der er nogle dage hvor de overholder kontor tiden og jeg kun hører stemmer en time om dagen. Andre dage kan de ikke overholde den, og der er det som beskrevet ovenfor.
Selvom jeg faktisk altid har været nogenlunde vel medicineret, så har det været svært at opretholde en hverdag som enhver anden normal dansk teenager. Det eneste gode skizofrenien har gjort for mig er den har givet mig en virkelig høj IQ. Jeg er lynende intelligent, så selvfølgelig skulle jeg på elite gymnasium efter folkeskolen, og selvfølgelig på en naturvidenskablig linje da jeg drømte om at blive neurokirurg. Det gik også rigtig fint i starten, men efter tre måneder begyndte mine psykotiske symptomer at vise deres grimme ansigt. Jeg blev desværre nødt til at droppe ud. Over de næste par år har jeg søgt ind på gymnasiet hvert år, for jeg VIL gennemføre det. Først nu her som 23 årig har jeg givet op. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gennemføre en uddannelse, ligegyldigt hvor gerne jeg vil det. Jeg har prøvet at arbejde, men jeg kan heller ikke fastholde det. Så nu har jeg været på kontanthjælp siden jeg var atten.
Det er så frustrerende, for jeg vil jo så gerne tage en uddannelse og få et arbejde. Det er frustrerende at med min intelligens kunne jeg blive hvad som helst. Jeg kunne blive raket forsker for fanden! Men det er svært når ens psyke ikke er med på idéen. Jeg synes ikke det er fair at det skal være sådan, og det er nok det aspekt af skizofrenien jeg aldrig lærer at acceptere.
Skizofrenien har bestemt også ændret min adfærd. Hvis jeg nu ikke tager min medicin, gakker jeg ud over ingenting. Mit temperament er virkelig voldsomt. Jeg bliver tankeløs, og får denne her ‘skyd først, spørg aldrig’ mentalitet, jeg tænker ikke rigtig over konsekvenserne af mine handlinger. Min medicin regulerer alle de ting. Jeg er langt mere normal og jeg er faktisk til at holde ud, så længe jeg tager min medicin. Så den er så vigtig. Selvom den giver mig så mange bivirkninger. Efter otte år med fast medicin har det smadret min hukommelse fuldstændig, så det der med at tage en pille hver dag kan jeg ikke huske, så en gang om måneden skal jeg en tur til distrikt psykiatrien og have en sprøjte med medicin i hoften. Jeg hader det, for det er så ubehageligt, men det er nødvendigt for at jeg skulle kunne forblive normal, og ikke tage livet af mig selv. Får jeg ikke den medicin er det faktisk livsfarligt for mig, for jeg bliver så utilregnelig og jeg kan blive suicidal på ingen tid.
Det var rigtig hårdt for mig at skrive alt det her ned, men jeg håber at det her indlæg kan være med til at få den generelle befolkning til at forstå skizofreni lidt bedre.
I realized that I’ve actually never described my illness properly. I should have done it a long time ago. But if I had to write about it, it had to be personal and not just write down the cold, hard facts which I usually do when I have to describe my illness to other people. If it should be personal, it means that there’s a few things about it that I have to process very quickly, so this post will be very hard for me to write. But I have to do it.
Let’s start with the hard facts.
There are several forms of schizophrenia: Simple, catatonic, paranoid and disorganized.
Schizophrenia is either a genetic illness or from environmental aspects.
Schizophrenia is the most fatal mental illness with a suicide rate of 5-10%
You usually develop schizophrenia in your teen years
It is possible to be cured, but only for 25%
Dissociative identity disorder and schizophrenia is NOT the same thing!
That was the facts, let’s go personal now…
I got the diagnose paranoid schizophrenia in September 2007. I’ll write down my symptoms, so you’ll get a better understanding of it.
Audio hallucinations – I hear voices every day. Sometimes they’re spiteful, and other times they just talk to each other, which means I have a heard time concentrating.
Visual hallucinations – I no longer suffer from visual hallucinations, but when I did I only had one. His name was Frank and he was a giant bunny with a grotesque face (I didn’t watch Donnie Darko until after I started hallucinating about him!). The first couple of years I was really scared of him, because not only were I able to see him, I could hear him, feel him and smell him. The last years, he was just there. I think I got used to him, but he was just standing and standing, so I could see him out of the corner of my eye.
Delusions – When I had delusions I was convinced that my veins was filled with ice, and my tear canals were also ice.
Difficult to distinguish imagination from reality – It’s nearly impossible to someone with paranoid schizophrenia to do that. That’s why my hallucinations were so real, because I didn’t know it was just a product of my brain. To me, it was as real as the table right in front of me.
Paranoia – My paranoia has always been bad. I’m paranoid about everything literally. I don’t trust people and I always question people’s motives, because of it.
Emotionally unstable – I’m very unstable when it comes to dealing with my emotions. I can be happy one moment, and 30 seconds later, I can be close to killing myself. My mood swings are extreme. I don’t feel like other people do. If I’m happy, I’m manic. If I’m sad, I can’t get any lower. If I’m angry, then I’m ready to explode on the first and the best person. So, I feel every emotion twenty times stronger than normal people.
I’ve been sick for eight years now. I’ve been in the mental hospital countless times. Half of the times I’ve been in the ‘maximum security’ section because I’ve tried to commit suicide. The other half, well, then I’ve had a mental breakdown and I just need to get in the hospital and stay there for a few weeks to get some peace and quiet. It’s nice there’s both. I hate being in the ‘maximum security’ though, it really isn’t nice. People are very sick in there, and that can be quite frightening. I’ve been treated with medication for the past eight years. I’ve tried so many different drugs, and I first found the only thing that worked for me when I was 21. It removes Frank and my delusions. The rest is still there, but you’ll get used to it and you learn to live with it. In some way. Actually.. I think it would be so weird if everything was just gone, because I’m so used to it by now.
If we should talk about the voices. And that we’ll have to do, because they’re the ones that fills up most of my life. When I started hearing them they were very spiteful. They ordered me to commit suicide, because I didn’t deserve to live. If I didn’t do that, I had to cut myself. So that I did. I’ve cut myself every single day from I was 14 till I was 22. That’s many years. I have to mention that October 1st, I’ve been clean for a year, and that’s something I’m really proud of.
To this day, the voices are just there. There’s two of them, and they talk to each about everything and nothing, which can be rather frustrating. Imagine that you’re sitting and talking to a friend and all of the sudden some tosser comes along, but you can’t see him. But he’ll start to talk to you loudly about everything. You can’t shut him out, if you leave the room, well he’ll follow. And he won’t shut up. That’s what it’s like for me.
I have after many years of training learned to control the voices, created something called ‘office hours’. It means that the voices will get one hour a day where they can trash me all they want, talk as much as they want. But only that one hour a day. I’m not mastering it perfectly right now, so there’s some days where they’ll live with that and they’re only there an hour a day. Other days it’s not working so well, and it’s like I described above.
Even though I’ve always been well medicated, it was hard to live life like any other normal Danish teenager. The only good thing the schizophrenia has done for me, is blessing me with a really high IQ. I’m super intelligent, so of course I had to go to an elitist high school after 9. grade, and of course I had to study science, since I wanted to become a neurosurgeon. It went well in the beginning, but after three months my psychotic symptoms started showing their ugly face. Sadly I had to drop out. Over the next few years I applied to go to high school every year, because I WANT to graduate. I’m 23 now, and I’ve given up. I can’t. I can’t graduate from any school, no matter how much I want it. I’ve tried to work, but I can’t keep a job.
So now I’ve been on welfare since I was eighteen.
It’s so frustrating, because I wanna complete an education and get a job. It’s so frustrating, because with my intelligence I could become anything I wanted. I could become a rocket scientist for crying out loud! But it’s difficult when your mind doesn’t get the idea. I don’t think it’s fair that it should be like that, and that’s probably that aspect of the schizophrenia that I’ll never learn to accept.
The schizophrenia has definitely changed my behaviour as well. Let’s say I don’t take my medication, I’ll flip out about nothing. I have quite the anger issues. I get thoughtless, and get this ‘ shoot first, ask never’ mentality, I don’t really think about the consequences of my actions. My medication regulates all those things. I’m so much more normal and people can actually stand me, as long as I take my medication. So it’s so important. Even though I get tons of side effects. After eight years with medicine my memory is just not working, so I can’t just take one pill a day, I’ll forget it. So once a month I’ll have to go to the psychiatry and get an injection with medicine in my hip. I hate it, because it’s so uncomfortable, but it’s necessary if I should stay normal, and not kill myself. If I don’t get that medicine it could be potentially fatal, because I get so unpredictable and I can become suicidal in no time.
It was so hard for me to write all this down, but I hope that this post can help people understand schizophrenia a little better.
Når man er single som jeg er, og virkelig akavet når det kommer til at møde folk i den virkelige verden, så må man jo ty til diverse dating applikationer.
Jeg har været på en del i de to år jeg har været single og har mødt en masse mennesker igennem tiden. F.eks mødte jeg min gode ven Kim på dating.dk. Vi snakkede engang om hvordan og hvorledes, men kom frem til at vi simpelthen ikke skulle være kærester. Tror også det ville ødelægge vores forhold, og det ville jeg ikke kunne.
Min ultimative favorit dating app er uden tvivl Tinder. Det startede i april 2014, hvor jeg så Penny brokkede sig over Tinder på Facebook. Så tænkte jeg, at det måtte jeg prøve! Og så har jeg faktisk været på Tinder siden. Lidt sørgeligt egentlig. Men jeg har mødt mange cool mennesker der som jeg stadig snakker med. Mødte jo også ham der knuste mit hjerte på Tinder. Så der er gode og dårlige sider af det, men det er der jo med alle de der dating sider. På en side hader jeg Tinder, men på den anden side er det fantastisk tidsfordriv.
Og så er jeg fan af nogle af de beskeder jeg får!
Matchede med en fyr, hvor jeg skrev ‘Hvorfor swipede du til højre?’ og svaret jeg fik.. ‘Jeg vil gerne have du sutter min pik.’ Jeg grinte lidt for mig selv, og hvor de fleste nok havde unmatchet ham, så valgte jeg at skrive ‘Okay, frisk type!’ Hørte dog ikke mere.
Jeg er så begyndt at betale for Tinder, så jeg kan swipe andre steder end i København. Ærlig talt, så bliver jeg nok tiltrukket af engelske mænd, så jeg swiper i London. Matchede med en derfra der skrev ‘Hey beautiful. We both know you’re gorgeous, so how about we give you a little personality test, and play your cards right and you could win a date with stud here! So first question.. When you were a kid, what did you always wanted to be when you grew up?’ Mit svar? ‘A space cowboy.’
Og dette, mine damer og herrer, er grunden til jeg stadig er single!
Jeg tror dog at grunden til jeg stadig er single er fordi jeg er som jeg er. På Tinder liker folk mig fordi de synes jeg er flot, eller at min profil tekst er nice. Det er den også. Men så når de lærer mig at kende, så indser de at jeg er ret cool. Det siger 98% af alle fyre jeg matcher med, ikke jeg. Men egentlig. Jo, jeg er fucking cool, jeg har en så dårlig humor at det er sjovt, og jeg gider ikke de der pige ting. Jeg vil hellere sidde og game med min ven Thomas, snakke om alle mulige mande ting og virkelig være frastødende sammen. Mine drengevenner ved jeg også sætter pris at jeg er så drenget, men alligevel kan de spørge om råd hvis de har dameproblemer fordi jeg trods alt jo stadig er en kvinde.
Jeg er typen mænd hellere vil være ven med.
Jeg håber dog stadig på at finde ham der synes jeg er lækker, sød, sjov, klog men samtidig fucking awesome. En helte babe som min ven Mathias ville sige. Ja, han findes jo nok derude et sted.
My awesome Tinder profile
When you’re single like me, and really awkward when it comes to meeting people in real life, you have to make use of the various dating applications out there.
I’ve been on quite a lot in those two years I’ve been single, and I’ve met a lot of people since I started. F.ex I met my good friend Kim on dating.dk. We once discussed all the hows and what ifs, and we agreed on we simply shouldn’t date. I think it would ruin our friendship actually, and that I wouldn’t be able to live with.
My ultimate favorite app is without a doubt Tinder. It started in April 2014, when I saw Penny was bitching about Tinder on Facebook. So I thought that I had to try it out! And I’ve been on Tinder ever since. That’s actually sad. But I’ve met many cool people on there who I still talk to. Met the guy who broke my heart on Tinder. So there’s good and bad sides. But that’s the same on every dating site. In one way I hate Tinder, but on the other hand it’s a great way to pass time.
And then I’m fan of some of the messages I receive!
Matched a guy, and I wrote ‘Why did you swipe right?’ and the response I got.. ‘I would like you to suck my dick.’ I laughed a little, and where most people might have unmatched him, I wrote ‘Okay, straight forward much!’ Never heard from him again.
I’ve started paying for Tinder, so I can swipe other places than Copenhagen. Honestly, I might get attracted by English men, so I’m swiping in London. Matched a guy from there who wrote: ‘Hey beautiful. We both know you’re gorgeous, so how about we give you a little personality test, and play your cards right and you could win a date with stud here! So first question.. When you were a kid, what did you always wanted to be when you grew up?’ My response? ‘A space cowboy.’
And that, ladies and gentlemen, is the reason why I’m still single!
I do think that the reason why I’m single is because I am just the way I am. On Tinder people like me because I’m pretty, or that my profile is awesome. Well, it is. But then when they get to know me, then they realize I’m pretty cool. 98% of the guys I’m matching says that, not me. But really. Yes, I am fucking cool, my humor is so horrible it’s funny, and I don’t like girly stuff. I would much rather sit and game with my friend Thomas, talk about all sorts of guy stuff and be repulsive together. I know my guy friends appreciate that I’m one of the guys, but yet they come to me if they have lady problems. Because after all, I am a woman.
I’m the type of girl, men would rather be friends with.
I still hope to find that man who thinks I’m hot, sweet, fun, smart but still fucking awesome. A herobabe as my friend Mathias would say. Well, he’s probably out there somewhere.
