Man kan godt se på mig jeg ikke er helt dansk. Man kan se på mit navn jeg ikke er helt dansk. Men jeg taler ikke mit andet modersmål. Eller.. Jo lidt. Eller, tale og tale, jeg kan nok til at overleve i landet, men min udtale er så dårlig at jeg ikke har lyst til at bruge det, for jeg skammer mig faktisk over den. Jeg kan sagtens skrive det, og staver det ret godt, for alting staves faktisk som det siges. Skriftligt er også nemmere for mig, for jeg kan tage mig al den tid i verden til at oversætte det.
Jeg er ikke rigtig opvokset med sproget, så jeg kan ikke oversætte på stedet som jeg kan med engelsk, ihvertfald ikke på samme måde. Men jeg vil så gerne lære det. Det er lidt underligt.. På det sidste, når jeg har været i byen, har jeg mødt folk fra samme land, og det har givet mig endnu mere lyst til at lære det. Så jeg har googlet lidt, og fundet noget der hedder Studieskolen, som tilbyder undervisning i mit andet modersmål. Det koster lidt, men jeg vil helt klart spare op til det, så jeg kan lære det og forbedre min udtale og mit ordforråd. Jeg vil gerne lære ikke at være så bange når jeg skal bruge det. Jeg skal så bare skrive en mail til dem om min situation med det, og høre hvilket niveau jeg skal starte på.

Vi snakker også meget om sommerferie herhjemme.
Jeg vil meget gerne til Kroatien, for der ved jeg der er varmt, og jeg vil gerne have lidt farve 😉
Matthew vil gerne til mit andet hjemland. Han vil gerne opleve kulturen, sproget og menneskerne derovre. Men jeg er så nervøs. For det ville betyde jeg ville skulle bruge det, og jeg er bange for at mine landsmænd ikke vil have en kinamands chance for at forstå mig. Jeg er sikker på de vil være forstående, men alligevel.
Jeg vil gerne derover, for jeg vil gerne finde mine rødder.

Udover mit lille tankespind, så har jeg gjort mit hår noget lysere hvilket jeg gerne vil vise jer (ps. tjek lige øjnene! og min smukke kæreste 😉 )

Der er gået meget lang tid siden jeg sidst har skrevet, og for at være helt ærlig så har jeg haft skriveblokade. Hvilket er noget jeg troede jeg var immun overfor, men åbenbart ikke. Jeg er jo kun et menneske! 😉

Jeg har fundet noget at skrive om, og det bliver rigtig langt. Så er I advaret :p

Jeg har gransket i min egen personlighed rigtig meget. Altså, hvordan jeg er som person og hvordan andre opfatter mig. Jeg har fundet en side hvor du indtaster dit navn og så kommer den frem med din personlighed. Da jeg læste det… Det var bare spot on! Det er lidt surrealistisk at den kan ramme så meget plet, når det bare er en genereret side. Så tog min paranoide hjerne over og tænkte: ‘Har de overvåget mig?’ for så mange hedder alligevel ikke Nastacha. Eller, det ved jeg ikke sådan på verdensplan, men i Danmark deler jeg kun navn med to andre. Så der overvandt min sunde fornuft alligevel paranoiaen, haha.
Jeg har spurgt mine tætteste venner og veninder om hvordan de ser min personlighed nu, og hvordan de så mig da de først mødte mig. Det skal lige siges at mht til det sidste, der har jeg spurgt dem jeg har kendt de sidste ni-ti år, så jeg kan se hvor meget jeg har ændret mig. Det viser sig så, at jeg ikke har ændret mig overhovedet. Det synes jeg er ret sindssygt. Ihvertfald!
De siger alle at da de mødte mig, virker jeg ekstremt arrogant og bitchy. Jeg er nok ret arrogant. Bitchy… Det vil jeg ikke sige jeg er, jeg tror det har noget at gøre med mit generelle toneleje. Jeg taler meget hårdt, og bruger meget kropssprog som kan misfortolkes. Plus jeg kommer fra Amager, der giver mig denne her hårde dialekt, og det gør det heller ikke ligefrem bedre.
Ellers sagde folket at når først man trænger igennem min skal, så er jeg den sødeste pige. Jeg er en pæn pige, jeg er velopdragen og velformuleret, hvilket får mig til at fremstå mere intelligent (hvilket jeg jo også er). Jeg er sjov, siger nogle sjove ting, og kommer altid med en dum kommentar, altså på den cool måde. De opfatter mig som excentrisk og en lille smule autistisk, da jeg er en kæmpe nørd på så mange punkter, og jeg ved en masse underlige ting om alting. Ligegyldigt hvad der bliver snakket om, så er jeg altid klar med en mere eller mindre ubrugelig fact om det pågældende emne. Jeg er meget empatisk. Jeg behandler alle ens. Jeg er typen der altid har min telefon på lyd, og høj volume, bare i tilfælde af at nogen ringer midt om natten og har brug for mig. For jeg er typen der er der for folk ligegyldigt hvor godt jeg kender dem. Det er nok også der min empatiske side skinner igennem, for jeg er der altid. Om det så er klokken tre om natten og jeg skal tidligt op, så er jeg der. Så folk opfatter mig som en god kammerat, og det sætter jeg stor pris på, for min prioriterings liste lyder således; min søn er nummer et og derefter kommer mine personlige forhold. Jeg er meget åben. Som jeg siger til alle, så dømmer jeg ingen, ligegyldigt hvad de siger. Jeg bliver allerhøjst chokeret. Jeg har meget selvironi og der skal meget til før jeg bliver fornærmet. På trods af min baggrund, min intelligens og arrogance, så er jeg meget jordbunden.
Det eneste de som sådan ser som negativt er at jeg lidt har sådan en ‘skyd først, tænk aldrig’ mentalitet. Altså, det er ofte at jeg taler og handler inden jeg tænker. Jeg tænker lidt at det skyldes to aspekter. 1. Min sygdom spiller helt klart ind. 2. Mit stjernetegn har også en del med det at gøre. Der er så også det faktum at jeg er meget dominerende. Men det kan både være positivt og negativt, alt efter hvilken situation det er.

Nu vi snakker stjernetegn og personlighed. Generelt set er min karakteristik af mit stjernetegn spot on. Jeg er født tyvende april, hvilket gør mig til vædder i stjernetegn. Vædderen er generelt energisk, dominerende, stort ego, anførende, modig, arrogant, viljestærk og med et stort temperament. Det passer så godt på mig. Det er virkelig vildt.
Der er dog en ting jeg er semi uenig i. Vædderen er til tider intolerant. Grunden til jeg siger semi, er at selvom jeg opfatter mig selv som tolerant, så er der nogle områder hvor jeg kan være virkelig intolerant. Det skal så lige siges, at jeg på ingen måde er generaliserende. Ja, jeg har da fordomme. Men jeg lader det ikke tage overhånd. Bare et eksempel: Jeg har altid haft det lidt ambivalent med indvandrere. Jeg er oprindeligt fra Gentofte, men jeg er opvokset i den pæne del af Sundby på Amager. Til gengæld har jeg gået på en skole der bestod af 85% indvandrere, og de var allesammen nogle ballademagere, der tyranniserede alle os der ikke havde samme udseende som dem, og 90% ud af de 85% var ubeskriveligt uintegrerede.
Men jeg følte ikke jeg kunne have et decideret had til dem, da jeg selv er tredje generations indvandrer. Jeg følte det ville være dobbeltmoralsk af mig. Så det har altid været sådan lidt ambivalent, men har generelt altid holdt en vis afstand til dem. Da jeg så mødte Yusef, som er halv syrer, havde jeg mine forbehold, men lod tvivlen komme ham til gode. Da vi mødtes klikkede vi jo bare fuldstændig, og ja, i dag kan jeg jo kalde ham min bedste ven. At møde Yusef har også gjort at jeg ikke længere er ambivalent, nu er jeg meget åben. For det er jo også, jo ældre jeg bliver, jo klogere bliver jeg. I dag ved jeg at ingen, uanset race, er ens. Så ligegyldigt om man er dansk, svensk, engelsk, koreansk, afrikansk eller arabisk, så behandler jeg dig på præcis samme måde. 

Efter al den her sjæleransagelse, er jeg kommet til den konklusion, at jeg er et specielt og unikt menneske, med et kæmpe ego, men på bunden er jeg et rart, vellidt, socialt, intelligent og et godt menneske. 

Men hvad er det jeg plejer at sige til nye mennesker?
Jeg er lidt af en douchebag, men du vænner dig til mig.
Det er nok meget rigtigt, men på bunden… Der er jeg faktisk helt okay.

It’s been a long time since I last posted something, and to be honest I’ve had writer’s block. Which is something I thought I was immune to, but apparently not. I am only human! 😉

I have found something to write about, and it gets really long. So now you’re warned :p

I have searched in my own personality, like a lot. Like how I am as a person and how others perceive me. I found a page where you enter your name and you will see your personality written down. When I read it … It was just spot on! It’s a bit surreal that it can be so correct, when it’s just a generated page. Then my paranoid brain took over, and thought ‘Have they been watching me?’ because there isn’t a lot of people with the name Nastacha. Or, I don’t know about it globally speaking, but I only share my name with two other people in Denmark. So common sense 1 – Paranoia 0, haha.
I’ve asked my closest friends about how they see my personality now, and back when they first met me. About the last part, I’ve asked the people I’ve known for the past nine-ten years, so I can see how much I’ve changed. Turns out I haven’t changed at all. I think that’s kinda crazy. Anyway!
They all say, that when they met me I’m very arrogant and bitchy. I’m pretty arrogant. Bitchy… I won’t say I’m bitchy, men I think it has something to do with my pitch in general. When I spell it sounds very harsh, and I use a lot of body language which can easily be misinterpreted. Plus, I’m from Amager, which gives me this harsh dialect, and that doesn’t exactly make it any better.
Other than that, the people said, that when you gets through my shell, I’m the nicest girl. I’m a pretty girl, I’m wellbehaved and articulated, which makes me appear more intelligent (but that I am). I’m funny, say funny things, and I’m always up for a smartass comment, but not in a bad day way. They see me as eccentric and slightly autistic, because I’m a huge nerd on so many levels. No matter what people talk about, I’m always ready with a more or less useless fact about that subject.
I’m very empathic. I treat everyone the same. I’m that type of person who never has her phone on silent and on high volume, just in case somebody calls me in the middle of the night. Because I’m that type of person who’s there for people, no matter how well I know them. I think that’s there my empathic side shines through, because I’m always there. No matter if it’s three in the morning and I have to get up early, I’m always there. So people see my as a good friend, and I really appreciate that, because my list of priorities looks like this; my son is number one, then comes my personal relations. 
I’m very open. Like I say to everyone, I never judge anyone, no matter what they say to me. Shocked if anything. I can laugh at myself and it takes a lot for me to get offended. Despite my background, my intelligence and arrogance, I’m very down to earth.
The only that’s negative about me as such, that I have sort of a ‘shoot first, ask never’ mentality. 
Like, it’s often that I speak and act before I think. I think there’s two aspects in this. 1. My illness has a lot to do with it, for sure. 2. My zodiac has a lot to do with it too.
Then there’s the fact that I’m very dominating. But that can be positive and negative, depends on the situation. 

Now we’re talking about zodiacs and personality. Generally speaking, the characteristics of my zodiac is so me. 
I’m born April twentieth which makes me an Aries. The Aries is energetic, dominating, big ego, a leader type, arrogant, full of will power and have a short temper. That’s just spot on. Really weird. 
Although, there’s one thing I semi disagree with. The Aries is intolerant at times. The reason why I’m saying semi is that even though I see myself as tolerant, there are some points where I can be very intolerant. I have to mention that I’m not generalizing in any way. Yes, I have prejudices. But I won’t let it take over. Just an example: I’ve always felt a little ambivalence when it comes to immigrants. 
Originally I’m from Gentofte, but I’m raised in the nice part of Sundby on Amager. Even though, I went to a school where 85% of the students were immigrants, and they were all bullies, who tyrannized everyone who didn’t had the same appearance as them, and 90% out of the 85% were unindescribably unintegrated. 
But I never felt I could feel hatred as such, towards them, since I’m third generation immigrant. I felt like that would be hypocritical of me. So it’s always been ambivalent with that, but I’ve always kept my distance in general. Then I met Yusef, who’s half Syrian, I was a bit ‘aargh’, but I gave him the benefit of the doubt. When we met, we just clicked completely, and well, today I can call him my best friend. After I met Yusef my ambivalence disappeared, now I’m very open. Because, the older I get, the wiser I get. Today I know that no one, no matter what race you are, is alike. So no matter if you’re Danish, Swedish, English, Korean, African or Arabic, I’ll treat you the same. 

After all this soulsearching, I’ve come to this conclusion, that I’m a special and unique person, with a huge ego, but deep down I’m a decent, well liked, social, intelligent and a good person.

But hey, what is it I usually say to new people?
I’m a douchebag, but you’ll get used to me.
That’s very true, but deep down… I’m actually okay.

Jeg er velsignet med en virkelig høj intelligens. Min IQ er en god sjat over gennemsnittet. Ligegyldigt hvilken udgave vi snakker om, så vil jeg til hver en tid owne alt og alle i Trivial Pursuit. Jeg er typen der sidder og råber svarene til fjernsynet når jeg ser Jeopardy eller Hvem vil være millionær, selv de engelske/amerikanske udgaver. Jeg kan en masse underlige og måske ligegyldige facts om alt. Min hjerne er som en svamp der bare suger viden til sig, og der er ikke noget af det der ryger ud af hovedet igen. Jeg har i den grad klæbehjerne. Fordi jeg er sådan og ved alt om alt, og har en logisk forklaring på alt, så har jeg nogle venner der godt kan føle sig lidt… Uintelligente? Det er ihvertfald hvad de selv siger de føler sig som når de taler med mig.

Og det passer jo ikke. Vi er allesammen intelligente på hver vores måde. Nogle kun på få områder, andre på flere områder, som jeg selv er. Men det ændrer ikke på det faktum at der er mange former for intelligens.
De fleste af mine venner lever i den tro at jeg er fejlfri når det kommer til det sproglige, det videnskabelige, det logiske, det geografiske, og bare de der små ting i hverdagen. Så her kommer nu en liste over alle de ting der beviser at min intelligens bestemt ikke er fejlfri.

Jeg har engang siddet i halvanden time og undret mig over hvad fanden jeg egentlig hedder (og nej, jeg var på ingen måde påvirket af noget som helst!)
Under OL i London har jeg omtalt marathon svømning som motions svømning.
Jeg var i flere år overbevist om at Frankrig var hovedstaden i Paris.
Matematisk står jeg helt af. Alle matematik opgaver i mit hoved giver lige så meget mening som dette: Hvis Jacob har fem bananer i en hånd og syv i den anden hånd, hvorfor står der så lilla Aliens på taget? Jeg kan på ingen måde se logikken i matematik!
Takket være moderniseringen af stavning og håndskrivning, kan jeg i dag ikke stave uden spellcheck.
Fra 7. til og med 1.g var jeg overbevist om at fotosyntese var en super moderne ting du kunne få til dit spejlrefleks kamera.
Jeg har sprogøre, men de eneste fremmedsprog jeg tør begive mig ud i er engelsk og tysk for der fucker jeg ikke op og blander fyrre sprog sammen.
Engang min familie og jeg sad og talte om nazi Tyskland kaldte jeg SS soldaterne for SS medarbejdere.
Jeg har i et år undret mig over hvorfor folk aldrig kunne finde mig på Snapchat, det viser sig så jeg har stavet mit brugernavn forkert i over et år.
Jeg spurgte engang min far i ramme alvor om jeg skulle have pas med når jeg skulle flyve til Aalborg.
Så ja, der kan I se, jeg er bestemt ikke fejlfri, og det står jeg sgu gerne ved og udstiller gerne at jeg til tider ikke er den hurtigste knallert på havnen.

I’m blessed with a very high intelligence.
My IQ is quite a bit above average. No matter what edition it is, I can own everything and everyone in Trivial Pursuit. I’m the type of person who’s sitting and yelling the answers to the TV whenever I’m watching Jeopardy or Who wants to be a millionaire. Even the British/American editions.
I know a lot of weird and maybe pointless facts about everything. My brain is like a sponge, who’s just absorbing knowledge, and nothing’s coming out from there again. I sorta have a photographic memory. Because I’m like this and knows everything about everything, and have a logic explanation to everything, I have some friends who might feel a little… Unintelligent? Around me. At least that’s what they’re saying to me, when they’re talking to me.

And that is most certainly not true. We’re all intelligent in our special way. Some are intelligent in a few areas, and then there’s some who are intelligent in many areas, like I am. But that doesn’t change the fact about there’s many different ways of being intelligent.
Most of my friends believes that I’m flawless when it comes to linguistics, the scientific, the logical, the geographical and just all the little everyday things. So I’ve made a list that proofs that my intelligence definitely isn’t flawless.

I once spend an hour and a half trying to figure out what my name was (and no I wasn’t influenced by anything at that time!)
During the London Olympics I claimed that marathon swimming was called excersising swimming.
For several years I was convinced that France was the capital of Paris.
When it comes to mathematics I’m completely off. All math assignments in my head makes just as little sense as this example: If Jacob haves five bananas in one hand, and seven in the other hand, then why is there purple aliens on the roof? There’s no way math makes sense to me!
Thanks to our modern society when it comes to spelling and hand writing, I have no idea how to spell without spellcheck.
From 7th grade up until freshman year in high school I was pretty damn sure that photosynthesis was something cool and modern you could buy for your camera.
I have linguistic instinct, but the only foreign languages I actually attempt speaking is English and German, because there I won’t fuck up and mix it with forty other languages.
Once my family and I was talking about Nazi Germany, and when we talked about the SS, I called them SS employers.
For one year I’ve wondered how come people haven’t been able to find me on snapchat, turns out I’ve been spelling my username wrong since forever.
I once seriously asked my dad if I should bring my passport when I had to fly off to the other end of the country.

So yeah, there you go, I am most certainly not flawless, and I stand by that and happily portray that sometimes I’m not the sharpest tool in the shed.

Jeg kunne se at der var meget trafik på mit indlæg om baggrunden for mit navn, så jeg har besluttet mig for at lave et nyt indlæg. Denne gang ikke om mit navn, men om Vincents navn, da hans navn har en helt speciel betydning for mig.
Vincent deler navn med 699 andre i Danmark, pr. 2015, jeg mener at have læst at navnet stammer fra latin og betyder sejr.

Der er rigtig mange der tror at Vincent er opkaldt efter prinsen, men det er han ikke. Da Kronprinsparret i 2011 fik døbt deres tvillinger, var jeg også sådan ‘neeeeej’ da navnet til prins Vincent blev offentliggjort. Jeg har haft en helt speciel connection til det navn siden jeg var, hvad, tolv tror jeg? Jeg følte måske lidt ‘mit’ navn blev stjålet? Jeg har det dog helt fint med det i dag, tror bare lige det var i øjeblikket jeg var lidt trist haha.

Der er faktisk to historier om hvorfor Vincent hedder det han hedder, og den ene historie er mere nørdet end den anden, men det må knægten jo så leve med, altså at hans mor er en kæmpe nørd.

Jeg har spillet The Sims lige siden det allerførste spil kom ud. Så da The Sims 2 kom ud i 2004, var det jo fantastisk med så meget bedre spiloplevelse. Da The Sims 2 Nightlife kom ud, var jeg psyched, for der kunne man nemlig blive vampyr, og er der noget jeg altid har været fascineret af, så er det vampyrer. Så kom tiden til at jeg skulle lave min første vampyr familie, og jeg skulle jo finde på nogle navne der ville passe godt til vampyrer. Først og fremmest kaldte jeg dem Nosferatu til efternavn, da jeg er virkelig ukreativ og vidste at Nosferatu er latin for vampyr (jeg var et meget specielt barn okay!) og det eneste drengenavn jeg kunne komme på var Vincent. Sådan blev Vincent Nosferatu skabt. Han blev med det samme min yndlings sim, så der skete kun gode ting for ham. Jeg genskabte ham da The Sims 3 Late Night kom ud, og nu har jeg godt nok ikke spillet det længe, men han lever da i bedste velgående i mit digitale univers, og er stadig så succesrig som en sim kan være.

Da jeg var omkring femten spillede jeg ret meget Final Fantasy og Kingdom Hearts. Hele universet fangede mig bare, og selv i dag spiller jeg det, og jeg bliver aldrig træt af det. Fantastiske spil. Nå, men i Final Fantasy VII var der en karakter ved navn Vincent Valentine. Han er efter min mening den sejeste karakter nogensinde i de spil! Jeg elskede baggrunds historien omkring Vincent Valentine. Han var så.. Mystisk.. Som I nok har regnet ud er jeg fascineret af det mørke, det dystre, det mystiske, det okkulte.
På ca det tidspunkt kom Final Fantasy: Dirge of Cerberus ud, hvor Vincent Valentine var hovedpersonen. Jeg tog måske.. Tre dage hvor jeg bare gamede non stop, mindes ikke engang jeg sov eller spiste. Tog kun toilet pauser. Jeg elsker det spil, ikke bare på grund af dens storyline, eller musikken (som faktisk var ganske fedt!) men mest på grund af Vincent Valentine.

Jeg lavede en pagt med mig selv om at min første søn skulle hedde Vincent, for lige siden de glade The Sims 2 dage, så har jeg bare haft denne her forbindelse til navnet.
Da jeg mødte André og jeg blev gravid håbede jeg inderligt det blev en dreng, og det gjorde det ganske rigtigt.
Inden vi kom til kønsscanning i 14. uge havde jeg en nat en drøm om at det blev en dreng og vi skulle kalde ham Noah Elias. Så det var lidt som om at det var navnet. André var dog ikke fan, og eftersom vi skulle være enige, måtte vi jo tænke videre. Da vi kom hjem fra kønsscanning foreslog jeg Vincent, hvilket han sagde klart nej til, det var lige en tand for specielt. Jeg blev godt nok ked af det. Jeg havde jo forklaret ham hvad det navn betød for mig, så det at han afslog det, det synes jeg var ret træls.

Da vi så gik i tænkeboks havde vi nogle krav til navnet. Det måtte ikke være for almindeligt og det skulle være et navn man ville kunne udtale i hele verden.
Vi blev så enige om navnet Joshua. Så det hed han i omkring tre uger. Vores familier fik navnet ødelagt for os, de synes det var underligt og grimt, så vi fik begge et had/kærligheds forhold til navnet Joshua.
Et par uger senere fandt vi navnet, men denne gang valgte vi at holde det hemmeligt for hvad nu hvis vores familier også hadede det? Navnet vi besluttede os for var ihvertfald Nilas, og denne gang var vi helt sikre på at det skulle han hedde.
Som skrevet i et tidligere indlæg, så fik jeg det så psykisk dårligt i slutningen af 36. uge at jeg tiggede og bad om at få kejsersnit en uge før. Havde jeg fået kejsersnit en uge før, så havde Vincent måske ikke heddet Vincent. Jeg var jo så dårlig at jeg måtte krybe til korset overfor André og sige jeg ikke kunne stå indenfor at kalde ham Nilas, for det ville jeg forbinde med hvor dårligt jeg havde det. André var meget forstående og sagde at han faktisk havde tænkt over navnene Noah og Vincent og han var faktisk kommet frem til at han ret godt kunne lide de navne. Så den sidste uge besluttede vi os for tre navne; Vincent, Noah og Liam. Vi ville dog ikke give ham et navn før vi så ham.

Fra Vincent så blev født og til han var fem dage gammel var vi totalt i tænkeboks, for vi havde de tre navne og vi anede ikke hvilket et vi skulle vælge.
Vincent er født på en tirsdag og om lørdagen da André havde kørt mig ned til hovedindgangen så jeg kunne ryge, fik jeg ham overbevist. Jeg sagde til ham at jeg gik uden medicin i 38 uger, ikke engang beroligende tog jeg. Jeg overlevede en tolv ugers kvalme fra helved, jeg overlevede en grum bækkenløsning, og først to uger før fødslen fik jeg det så psykisk dårligt at jeg troede at det her ville jeg ikke overleve. Så min baby. Min lille baby der havde vokset i min mave i ni måneder, mod alle odds, kom han ud og var/er så perfekt. Han er min sejr.
Det kunne André godt se, så der lige der, midt foran hovedindgangen til Holbæk Sygehus, blev vi enige om at vores lille mirakel på 51 cm og 3105 gr skulle bære et så stærkt et navn.
Jeg spurgte så om han kunne få et mellemnavn, men André synes at så blev hans navn for langt. Jeg kunne godt følge ham, for jeg har selv fire navne og det kan godt være besværligt, og hvis han fik et mellemnavn ville han også få fire. Men stod det til mig, så skulle mellemnavnet være Valentine. Så det ville blive Vincent Valentine Katuza. Men ja, får jeg en dag en søn til så må jeg kalde ham Valentine, så jeg kan have både en Vincent og en Valentine.
Jeg er en kæmpe nørd, men jeg synes det er lidt fedt at Vincent bærer præg af det.

I could see there was a lot of traffic on my post about the story of my name. So I decided to make a new one, not about my name, but why Vincent’s name is Vincent, since his name has a very special meaning to me.
Vincent share his name with 699 other boys in Denmark here in 2015, and I’m ninety percent sure that I’ve read that the name is Latin and means victory.

There’s a lot of people who thinks that we named him after Prince Vincent of Denmark, but that’s not the case.
When the royal twins were christened in 2011, and they said that the baby boy’s name was Vincent, I was all like ‘nooooooo!’ because I’ve had this special connection to the name since I was like twelve. So I kinda felt like they stole ‘my’ name? I’m totally fine with it today, I just think I gotta a little sad in the heat of the moment haha.

There’s actually two stories about why Vincent is named Vincent, the one more nerdy than the other. But that’s just something the kid has to deal with, I mean, that his mom is an über nerd.

I’ve played The Sims ever since the first game came out. So when The Sims 2 came out in 2004, it was fantastic that you could have such an improved gaming experience. When The Sims 2 Nightlife came out, I was psyched, because in that game you could create vampires. Now, if there’s something that has always fascinated me, it’s vampires. Now was the time to create my first family of vampires, and I had to come up with some names for them. First of all, their last name became Nosferatu, since I’m very uncreative and knew that Nosferatu is Latin for vampire (I was a very special child okay!) and the only boys name I could come up with was Vincent. That’s how Vincent Nosferatu was created. From the start he became my favorite sim, so only good thing happened to him. I reinvented him in The Sims 3 Late Night when that came out, and I haven’t played it for a long time, but he’s still alive in my digital universe, and is still as successful as any sim could be.

When I was about fifteen I played Final Fantasy and Kingdom Hearts quite a lot. The entire universe just captured me, and to this day I still play it, and I never get sick of it. Amazing games. Anyway, in Final Fantasy VII there was a character named Vincent Valentine. He is the coolest character ever in those games, in my opinion! I loved the his background story. He was so.. Mysterious.. As you can probably guess I’m very fascinated by the dark, the bleak, the mysterious, the occult.
Around that time Final Fantasy: Dirge of Cerberus came out, where Vincent Valentine was the main character. I think I did.. Three days where I just gamed non stop, don’t even think I slept or ate. I only took toilet breaks. I love that game, not just because of the storyline or the music (which is awesome by the way!)
but mainly because of Vincent Valentine.

I made a pact with myself, that I would name my first son Vincent, because ever since the happy The Sims 2 days, I’ve just had this connection to the name.
When I met André and got pregnant, I really hoped it would be a boy, and well, it did.
Before the scan to determine the gender of the baby when I was 14 weeks pregnant, I one night had a dream that it would be a boy, and we should name him Noah Elias. So it kinda felt like that was the name.
André didn’t like it though, and since we had to agree on the name, we had to keep thinking.
When we got home from that scan I suggested Vincent, which he said a definite no to, it was too a much too special name. I was so sad. I did explain to him what that name meant to me, so the fact that the rejected it, I thought it was sad.

When we started thinking about the name, we had a few demands. It shouldn’t be too normal and it had to be a name you could pronounce all over the world.
We then agreed on Joshua. So that was his name for about tree weeks. Our families destroyed the name for us, they thought it was weird and hideous, so we both got this love/hate relationship to the name Joshua.
A few weeks later we found the name, but this time we kept it a secret, because what if our families would hate it too? The name we decided on was Nilas, and this time we were sure that, that was gonna be his name.
As I wrote in an earlier post, I started to feel so horrible mentally in the end of the 36. week of pregnancy, so bad I was on my knees begging to have the c-section one week before scheduled. If the doctors agreed on performing the c-section a week before, Vincent’s name might not have been Vincent. I felt so awful, I had to tell André that I couldn’t call him Nilas, because I would always connect it to how bad I’ve been feeling. André was very understanding, and he had actually thought about the names Noah and Vincent, and decided that he actually liked them.
So the last week we had decided on three names; Vincent, Noah and Liam. We wouldn’t give him a name until we had seen him though.

From the day Vincent was born and until he was five days old we were thinking so hard, because we those three names, and we didn’t know which one to pick.
Vincent is born on a Tuesday, and the following Saturday when André took me down to the main entrance in my wheel chair, so I could smoke I got him convinced. I told him that I went without medication for 38 weeks, I didn’t even take any tranquilizing pills. I survived a twelve week nausea from hell, I survived an awful symphysis pubis dysfunction. Two weeks before the birth, I felt so horrible mentally that I didn’t think I would survive.
So my baby. My little baby who had been growing inside me for nine months, against all odds, he came out and he was/is so perfect. He is my victory.
André got my point, so right there, right in front of the main entrance of Holbæk Sygehus, we agreed on that our little miracle with a length of 51 cm and a weight of 3105 gr should carry such a powerful name.
I then asked him if he could have a middle name, but André said no since then he would have four names, and then he thought his name would be too long. I totally saw where he was coming from, because I have four names and that’s a bit difficult at times, and if he got a middle name he would also have four names. But if it were up to me, the middle name had to be Valentine. Then it would be Vincent Valentine Katuza. But yeah, if I one day have another son I’ll have to name him Valentine, then I can have a Vincent and a Valentine.
I’m a mega nerd, but I think it’s kinda cool that you can tell that from his name.

Jeg har godt nok lige skrevet et indlæg, men jeg kom i tanke om det her, som jeg faktisk ville have skrevet for længst. Og dog. Jeg har jo hver dag inderligt håbet på det vil stoppe, men det ser ikke sådan ud, desværre. Så nu kommer det. Min dybe mørke hemmelighed, som kun Liv, Penny og Yusef kender til.

Det startede en nat i januar i det herrens år 2015 (ja, jeg har hang til det dramatiske). Jeg var lige flyttet. En ny lejlighed, og den første måned var jeg alene i den. Jeg tror jeg havde boet der en uge da det startede. Jeg vågnede en nat, hvad tid husker jeg ikke. Jeg var badet i sved, jeg havde ekstrem hjertebanken. Jeg vågnede op med et sæt, og satte mig op. Som taget ud fra en film. Jeg kan ikke erindre hvad der var sket, men jeg havde højst sandsynligt haft et mareridt. Foran min seng står en gammel skibskiste, og bag den ser jeg en mørk skikkelse bare stå og kigge på mig. Grundet menneskets nysgerrige natur sidder jeg helt stille og bare kigger tilbage på ham/hun/den/det. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men efter lidt tid, vender skikkelsen, og går ud igennem døren. Det skal lige nævnes at jeg ikke har set den siden. Jeg ved ikke om det er efterfulgt af et heldigvis. For jeg ved ikke om det var heldigvis? Jeg følte på ingen måde frygt, jo alle hårene rejste sig og jeg følte en speciel kulde, og på trods af jeg sover med åbent vindue hele året, så ved jeg det ikke var pga det.

De følgende dage havde jeg mareridt hver nat, vågnede flere gange om natten badet i sved og med ekstrem hjertebanken. Eftersom hjernen glemmer 90% af dine drømme efter ti minutter, så kan jeg af gode grunde ikke huske hvad de decideret handlede om. Jeg husker dog at de var virkelig livlige, og når jeg vågnede op midt om natten var jeg også meget bange. Når jeg vågnede om morgenen slog jeg øjnene op, og i samme øjeblik gik min krop i kramper og jeg fik angstanfald. Jeg slog det hen, tænkte at jeg sikkert havde søvn mangel og jeg måske spillede lidt for meget Call of Duty.

Nu siger kalenderen 31. maj 2015, og jeg er stadig hver nat plaget af livlige mareridt der får mig til at vågne med et sæt om natten og være fuldstændig panisk. Jeg vågner stadig hver morgen med krampe et eller flere steder i kroppen og med et angst anfald i det sekund jeg vågner. Men kun når jeg sover alene. Når jeg sover sammen med andre, så har jeg mareridt, men ikke ligeså voldsomt. Det kan jeg faktisk leve med. Så jeg prøver så vidt muligt at sove ude, eller få andre til at sove hos mig hver evig eneste nat. For så er det nemmere at acceptere.
Jeg har prøvet alt for at slippe for det. Jeg har engang læst at selvom det er sundt at sove i et køligt rum, så er det mere sandsynligt du får mareridt. Så i vintermånederne og det tidligere forår sørgede jeg for at sove i et tempereret rum, nu når det er sen forår/sommer, så sover jeg med åbent vindue. Jeg har stadig mareridt. Jeg spiller ikke nær så meget Call of Duty. Jeg har stadig mareridt. Jeg har læst at gamere er virkelig gode til at kontrollere deres drømme. Jeg kan kontrollere det i et begrænset omfang, men jeg har stadig mareridt. Jeg holder mig fra uhyggelige ting. Jeg har stadig mareridt.
Jeg begriber simpelthen ikke hvordan min underbevidsthed kan fabrikere sådan noget, hver nat, de sidste 5 måneder?!

Med sådanne nætter som uden tvivl skader min i forvejen skrøbelige psyke, så har jeg fundet en måde jeg kan få en pause fra det. Et par nætter om ugen, så laver jeg en god gammeldags all nighter. Hvilket vil sige at jeg kører en hel nat med hjælp fra Red Bulls, som bare gør underværker. Jeg ved godt at det ikke er særlig sundt at tage sådanne nætter med sådan noget syntetisk bras, men tro mig. Hvis I led af det i samme grad jeg gør, ville I gøre alt for at slippe for det, bare en nat. Det her er så bare min måde at gøre det på. Natten efter min all nighter har jeg til gengæld uafbrudt søvn en hel nat. Så egentlig, så er det det værd.

Jeg ved ikke hvorfor de mareridt er kommet og hvorfor de ikke vil stoppe. Jeg tror ikke det er min medicin. Jeg har fået Abilify siden februar 2014, så det er ikke det. Jeg har fået Truxal i snart ti år, så det er heller ikke det. Min Oxapax har jeg taget efter behov siden 2011. Så jeg tror bestemt ikke det er min medicinering den er gal med.
Min faster er, udover uddannet sygeplejerske, igang med akupunktør uddannelsen, og bruger mig som prøvekanin hvis jeg har nogle fysiske gener. Hun nævnte engang et bestemt punkt der ville få mig til at give slip på alt der tynger mig psykisk, på det tidspunkt var jeg ikke klar. Måske er jeg det nu? Måske hjælper det, måske ikke. Det er forsøget værd.
Jeg tror, og dette er kun en teori, at det har noget med den skikkelse jeg så at gøre. Jeg tror ikke jeg er blevet besat. Nok er jeg katolik, men jeg tvivler stærkt på at jeg er blevet besat af en ond ånd. Men jeg overvejer alligevel at tage op til præsten i hans kontortid og snakke med ham om det. Om ikke andet, så for at få noget ro i sjælen.
Hvis intet af det ovenstående virker, så vil jeg prøve at ringe til min clairvoyant. Jeps, jeg har sådan en. Eller, har og har. Jeg har brugt hende de sidste ti år, når jeg har haft spørgsmål om det spirituelle, eller haft nogle ting jeg bare ville have svar på. Hun er super dygtig, og jeg håber på hun ville kunne hjælpe mig, fjerne det, eller måske bare give mig en fornuftig forklaring. Men jeg går først til hende når alle andre muligheder er udtømt. Det giver mest mening for mig.

Så ja. Nu ved I hvorfor jeg tit sidder oppe om natten og skriver blog indlæg. Det er grunden. Den hårde sandhed, som jeg må se i øjnene. Faktisk, så var det rigtig rart at få ud. Måske det også kan give mig lidt ro?

Lige nu kører jeg på 18. time, og jeg snupper ihvertfald 18 timer mere. Et sjældent syn, I får et billede af mig der her kører på.. 16 time? Men hey, still standing!

I have just posted something, but I just thought about this, which is something I actually have been wanting to write a long time ago. Or. Every day, I’ve hoped with all my heart that this would stop, but it doesn’t look like it, sadly. So here goes. My deep dark secret, and only Liv, Penny and Yusef knows about this.

It all started one night in January in the God forsaken year of 2015 (yes, I like being dramatic). I had recently moved. A new flat, and the first month there I was all alone there. I think I’ve lived there for a week when it started. I woke up one night, I don’t remember the exact time. I was covered in sweat, my heartbeat was racing. I woke up and just sat up, just like in movies. I can’t recall what have happened, but I had most likely been having a nightmare. In front of my bed, there’s an old chest, and behind that I see a dark person just standing there looking at me. Because of man being so curious by nature, I’m sitting perfectly still and just looking back at he/she/it/that. I don’t know how much time that passed, but after a while, the person turns around and walk out the door. I have to mention that I’ve never seen it since. I don’t know if I have to add a luckily. Because I don’t know if that is lucky? I felt in no way any fear, well, the hairs were standing and I felt this special kind of cold, and despite the fact that I sleep with an open window all year, I’m sure it wasn’t because of that.

The following days I had nightmares every night. I woke up several times during the night, covered in sweat and racing heartbeat. The brain forget 90% of your dreams within ten minutes, so I have my reasons for not remembering what they were about specifically. What I do remember is that they were really vivid, and when I woke up in the middle of the night I was so scared. When I woke up in the morning, and the second I opened my eyes my body started cramping and I had anxiety attacks. I didn’t really thought about it, thought that I might just had been sleep deprived and I might played Call of Duty a little too much.

Now my calendar says it’s May 31st 2015, and I still suffer from vivid nightmares every night, that makes me wake up like boom and feel panic. I still wake up every morning with cramps one or several places in my body which is followed by an anxiety attack in that second I wake up. But only when I sleep alone. When I have sleep overs with others, I do have nightmares, but not as bad. I can actually live with that. So I’m trying hard to have sleep overs every night, either at my place or at friends’ houses. Because then it’s easier to accept. I’ve tried everything to get rid of it. I once read that even though it’s healthy to sleep in a cooled room, it’s more likely you’ll have nightmares. So during the Winter months and the early Spring I made sure to sleep in a temperate room, now when it’s late Spring/Summer, I sleep with an open window. I still suffer from nightmares. I don’t play Call of Duty as much as I used to. I still have nightmares. I read that gamers are really good at controlling their dreams. It’s only limited that I can control it, but I still suffer from nightmares. I stay away from scary stuff. I still suffer from nightmares.
I simply do not understand how my subconsciousness can create stuff like that, every night, for the past five months?!

With nights like this, which without a doubt, hurts my fragile mind, I’ve found a way to get a break from it. A few nights a week, I pull a good old fashioned all nighter. Which means I’m going all night only with help from Red Bulls, which just does wonders. I do know it’s not very healthy to do nights like that with such synthetic crap, but believe me. If you suffered from it like I do, you would do anything to get rid of it, just for one night. This is my way of dealing with it. The night after my all nighter I sleep all night without interruptions. So basically, it’s worth it.

I don’t know why those nightmares started and why they won’t stop. I don’t think it’s my medication. I’ve had Ability since February 2014, so it’s not that. I’ve had Truxal for almost ten years, so it’s definately not that either. I’ve had my Oxapax for when I needed it since 2011. So it’s not my medication where it went wrong.
My aunt, who’s not only a nurse, but she’s training to become an acupuncturist and use me as her guinea pig if I suffer from anything physical. She once mentioned that there’s this point in the body, that would make me let go of everything that bothers my mind, but at that time I wasn’t ready. Maybe I am now? Maybe it’ll help, maybe it won’t, it’s worth a try.
I think, and this is nothing but a theory, that it has something to do with that person I saw. I don’t think I’m possessed. I might be catholic, but I highly doubt that I’ve been possessed my an evil spirit. But I still consider to go to my priest when he has time, and talk to him about it. If anything, I could get some peace in mind.
If nothing of the above works, I’ll try calling my psychic. Yup, I have one of those. Or, have and have. I’ve come to her for the past ten years, when I’ve had spiritual questions, or just needed an answer to something. She’s amazing, and so talented, and I really hope she could help me, remove it, or maybe just give me a reasonable explanation. But I’ll first turn to her when there’s no other options left. That makes more sense to me.

So yeah. Now you know why I’m often sitting up late at night writing blog posts. That’s the reason. The hard truth, which I have to commit to. Actually, it was quite nice to get it out. Maybe it can give me a little peace?

Right now I’m on hour 18, and I’m gonna take at least 18 more. A rare sight, but here’s a picture of me on… Hour 16? But hey, still standing!