Hvem er jeg egentlig? // Who am I?

Der er gået meget lang tid siden jeg sidst har skrevet, og for at være helt ærlig så har jeg haft skriveblokade. Hvilket er noget jeg troede jeg var immun overfor, men åbenbart ikke. Jeg er jo kun et menneske! 😉

Jeg har fundet noget at skrive om, og det bliver rigtig langt. Så er I advaret :p

Jeg har gransket i min egen personlighed rigtig meget. Altså, hvordan jeg er som person og hvordan andre opfatter mig. Jeg har fundet en side hvor du indtaster dit navn og så kommer den frem med din personlighed. Da jeg læste det… Det var bare spot on! Det er lidt surrealistisk at den kan ramme så meget plet, når det bare er en genereret side. Så tog min paranoide hjerne over og tænkte: ‘Har de overvåget mig?’ for så mange hedder alligevel ikke Nastacha. Eller, det ved jeg ikke sådan på verdensplan, men i Danmark deler jeg kun navn med to andre. Så der overvandt min sunde fornuft alligevel paranoiaen, haha.
Jeg har spurgt mine tætteste venner og veninder om hvordan de ser min personlighed nu, og hvordan de så mig da de først mødte mig. Det skal lige siges at mht til det sidste, der har jeg spurgt dem jeg har kendt de sidste ni-ti år, så jeg kan se hvor meget jeg har ændret mig. Det viser sig så, at jeg ikke har ændret mig overhovedet. Det synes jeg er ret sindssygt. Ihvertfald!
De siger alle at da de mødte mig, virker jeg ekstremt arrogant og bitchy. Jeg er nok ret arrogant. Bitchy… Det vil jeg ikke sige jeg er, jeg tror det har noget at gøre med mit generelle toneleje. Jeg taler meget hårdt, og bruger meget kropssprog som kan misfortolkes. Plus jeg kommer fra Amager, der giver mig denne her hårde dialekt, og det gør det heller ikke ligefrem bedre.
Ellers sagde folket at når først man trænger igennem min skal, så er jeg den sødeste pige. Jeg er en pæn pige, jeg er velopdragen og velformuleret, hvilket får mig til at fremstå mere intelligent (hvilket jeg jo også er). Jeg er sjov, siger nogle sjove ting, og kommer altid med en dum kommentar, altså på den cool måde. De opfatter mig som excentrisk og en lille smule autistisk, da jeg er en kæmpe nørd på så mange punkter, og jeg ved en masse underlige ting om alting. Ligegyldigt hvad der bliver snakket om, så er jeg altid klar med en mere eller mindre ubrugelig fact om det pågældende emne. Jeg er meget empatisk. Jeg behandler alle ens. Jeg er typen der altid har min telefon på lyd, og høj volume, bare i tilfælde af at nogen ringer midt om natten og har brug for mig. For jeg er typen der er der for folk ligegyldigt hvor godt jeg kender dem. Det er nok også der min empatiske side skinner igennem, for jeg er der altid. Om det så er klokken tre om natten og jeg skal tidligt op, så er jeg der. Så folk opfatter mig som en god kammerat, og det sætter jeg stor pris på, for min prioriterings liste lyder således; min søn er nummer et og derefter kommer mine personlige forhold. Jeg er meget åben. Som jeg siger til alle, så dømmer jeg ingen, ligegyldigt hvad de siger. Jeg bliver allerhøjst chokeret. Jeg har meget selvironi og der skal meget til før jeg bliver fornærmet. På trods af min baggrund, min intelligens og arrogance, så er jeg meget jordbunden.
Det eneste de som sådan ser som negativt er at jeg lidt har sådan en ‘skyd først, tænk aldrig’ mentalitet. Altså, det er ofte at jeg taler og handler inden jeg tænker. Jeg tænker lidt at det skyldes to aspekter. 1. Min sygdom spiller helt klart ind. 2. Mit stjernetegn har også en del med det at gøre. Der er så også det faktum at jeg er meget dominerende. Men det kan både være positivt og negativt, alt efter hvilken situation det er.

Nu vi snakker stjernetegn og personlighed. Generelt set er min karakteristik af mit stjernetegn spot on. Jeg er født tyvende april, hvilket gør mig til vædder i stjernetegn. Vædderen er generelt energisk, dominerende, stort ego, anførende, modig, arrogant, viljestærk og med et stort temperament. Det passer så godt på mig. Det er virkelig vildt.
Der er dog en ting jeg er semi uenig i. Vædderen er til tider intolerant. Grunden til jeg siger semi, er at selvom jeg opfatter mig selv som tolerant, så er der nogle områder hvor jeg kan være virkelig intolerant. Det skal så lige siges, at jeg på ingen måde er generaliserende. Ja, jeg har da fordomme. Men jeg lader det ikke tage overhånd. Bare et eksempel: Jeg har altid haft det lidt ambivalent med indvandrere. Jeg er oprindeligt fra Gentofte, men jeg er opvokset i den pæne del af Sundby på Amager. Til gengæld har jeg gået på en skole der bestod af 85% indvandrere, og de var allesammen nogle ballademagere, der tyranniserede alle os der ikke havde samme udseende som dem, og 90% ud af de 85% var ubeskriveligt uintegrerede.
Men jeg følte ikke jeg kunne have et decideret had til dem, da jeg selv er tredje generations indvandrer. Jeg følte det ville være dobbeltmoralsk af mig. Så det har altid været sådan lidt ambivalent, men har generelt altid holdt en vis afstand til dem. Da jeg så mødte Yusef, som er halv syrer, havde jeg mine forbehold, men lod tvivlen komme ham til gode. Da vi mødtes klikkede vi jo bare fuldstændig, og ja, i dag kan jeg jo kalde ham min bedste ven. At møde Yusef har også gjort at jeg ikke længere er ambivalent, nu er jeg meget åben. For det er jo også, jo ældre jeg bliver, jo klogere bliver jeg. I dag ved jeg at ingen, uanset race, er ens. Så ligegyldigt om man er dansk, svensk, engelsk, koreansk, afrikansk eller arabisk, så behandler jeg dig på præcis samme måde. 

Efter al den her sjæleransagelse, er jeg kommet til den konklusion, at jeg er et specielt og unikt menneske, med et kæmpe ego, men på bunden er jeg et rart, vellidt, socialt, intelligent og et godt menneske. 

Men hvad er det jeg plejer at sige til nye mennesker?
Jeg er lidt af en douchebag, men du vænner dig til mig.
Det er nok meget rigtigt, men på bunden… Der er jeg faktisk helt okay.

It’s been a long time since I last posted something, and to be honest I’ve had writer’s block. Which is something I thought I was immune to, but apparently not. I am only human! 😉

I have found something to write about, and it gets really long. So now you’re warned :p

I have searched in my own personality, like a lot. Like how I am as a person and how others perceive me. I found a page where you enter your name and you will see your personality written down. When I read it … It was just spot on! It’s a bit surreal that it can be so correct, when it’s just a generated page. Then my paranoid brain took over, and thought ‘Have they been watching me?’ because there isn’t a lot of people with the name Nastacha. Or, I don’t know about it globally speaking, but I only share my name with two other people in Denmark. So common sense 1 – Paranoia 0, haha.
I’ve asked my closest friends about how they see my personality now, and back when they first met me. About the last part, I’ve asked the people I’ve known for the past nine-ten years, so I can see how much I’ve changed. Turns out I haven’t changed at all. I think that’s kinda crazy. Anyway!
They all say, that when they met me I’m very arrogant and bitchy. I’m pretty arrogant. Bitchy… I won’t say I’m bitchy, men I think it has something to do with my pitch in general. When I spell it sounds very harsh, and I use a lot of body language which can easily be misinterpreted. Plus, I’m from Amager, which gives me this harsh dialect, and that doesn’t exactly make it any better.
Other than that, the people said, that when you gets through my shell, I’m the nicest girl. I’m a pretty girl, I’m wellbehaved and articulated, which makes me appear more intelligent (but that I am). I’m funny, say funny things, and I’m always up for a smartass comment, but not in a bad day way. They see me as eccentric and slightly autistic, because I’m a huge nerd on so many levels. No matter what people talk about, I’m always ready with a more or less useless fact about that subject.
I’m very empathic. I treat everyone the same. I’m that type of person who never has her phone on silent and on high volume, just in case somebody calls me in the middle of the night. Because I’m that type of person who’s there for people, no matter how well I know them. I think that’s there my empathic side shines through, because I’m always there. No matter if it’s three in the morning and I have to get up early, I’m always there. So people see my as a good friend, and I really appreciate that, because my list of priorities looks like this; my son is number one, then comes my personal relations. 
I’m very open. Like I say to everyone, I never judge anyone, no matter what they say to me. Shocked if anything. I can laugh at myself and it takes a lot for me to get offended. Despite my background, my intelligence and arrogance, I’m very down to earth.
The only that’s negative about me as such, that I have sort of a ‘shoot first, ask never’ mentality. 
Like, it’s often that I speak and act before I think. I think there’s two aspects in this. 1. My illness has a lot to do with it, for sure. 2. My zodiac has a lot to do with it too.
Then there’s the fact that I’m very dominating. But that can be positive and negative, depends on the situation. 

Now we’re talking about zodiacs and personality. Generally speaking, the characteristics of my zodiac is so me. 
I’m born April twentieth which makes me an Aries. The Aries is energetic, dominating, big ego, a leader type, arrogant, full of will power and have a short temper. That’s just spot on. Really weird. 
Although, there’s one thing I semi disagree with. The Aries is intolerant at times. The reason why I’m saying semi is that even though I see myself as tolerant, there are some points where I can be very intolerant. I have to mention that I’m not generalizing in any way. Yes, I have prejudices. But I won’t let it take over. Just an example: I’ve always felt a little ambivalence when it comes to immigrants. 
Originally I’m from Gentofte, but I’m raised in the nice part of Sundby on Amager. Even though, I went to a school where 85% of the students were immigrants, and they were all bullies, who tyrannized everyone who didn’t had the same appearance as them, and 90% out of the 85% were unindescribably unintegrated. 
But I never felt I could feel hatred as such, towards them, since I’m third generation immigrant. I felt like that would be hypocritical of me. So it’s always been ambivalent with that, but I’ve always kept my distance in general. Then I met Yusef, who’s half Syrian, I was a bit ‘aargh’, but I gave him the benefit of the doubt. When we met, we just clicked completely, and well, today I can call him my best friend. After I met Yusef my ambivalence disappeared, now I’m very open. Because, the older I get, the wiser I get. Today I know that no one, no matter what race you are, is alike. So no matter if you’re Danish, Swedish, English, Korean, African or Arabic, I’ll treat you the same. 

After all this soulsearching, I’ve come to this conclusion, that I’m a special and unique person, with a huge ego, but deep down I’m a decent, well liked, social, intelligent and a good person.

But hey, what is it I usually say to new people?
I’m a douchebag, but you’ll get used to me.
That’s very true, but deep down… I’m actually okay.