Lige nu er klokken 02.56, og jeg sidder og synes det hele er svært.

Jobcentret har tilknyttet mig en mentor, som jeg havde første møde med i dag. For at han skulle lære mig at kende, og for at han kan hjælpe mig bedst, skulle jeg fortælle en masse ting om mig selv. Deriblandt om Vincent.

Jeg savner ham rigtig meget. Især nu hvor han kan en hel masse selv, og han snakker rigtig meget. Han siger tit til mig at han vil hjem til mig, og når jeg er der vil han ikke have jeg går. Jeg ved ikke om han siger det fordi han kan mærke jeg hader at han ikke er ved mig, eller om han siger det fordi han faktisk gerne vil. Ja, en dreng på tre år har nok ikke sin egen mening, men alligevel.

Min mor har bestemt at jeg kun må se ham en gang om ugen, og det er rigtig hårdt. Jeg føler at hans far, som ser ham hver anden weekend, ser ham mere end jeg gør. Og Vincent må ikke engang komme hjem til mig på overnatning. Min mor har hele tiden sagt ‘Når der er nogle ved dig, så må du gerne få ham på overnatning’. Nu bor jeg sammen med Matthew, som Vincent er helt vild med, og med Bertil. Men jeg må stadig ikke have ham. Det synes jeg ikke er okay egentlig. Da jeg flyttede herud fik jeg noget af hans legetøj herud som han kan lege med når han er her, men hvor mange gange har mine forældre besøgt mig på de tre måneder jeg har boet her? Tre gange. To af gangene har Vincent været med. Jeg tror virkelig ikke de gider komme og besøge mig. Men det er egentlig ligegyldigt hvor jeg har boet henne, så har de aldrig besøgt mig. Nogle gange tænker jeg på at sige min lejlighed op og flytte hjem i deres kælder igen. Kun så jeg kan være sammen med Vincent hver dag. Men det går ikke, for når han er anbragt der, så må jeg ikke bo der. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det er også bedre for mig at jeg bor for mig selv.
Jeg savner ham bare.

Jeg ville ønske at det var mig der skulle stå op med ham om morgenen, og putte ham om aftenen. At det var mig der fulgte ham i børnehave om morgenen og hentede ham igen om eftermiddagen. Jeg tænker tit på bare at ringe til hans sagsbehandler og sige at nu vil jeg gerne have ham hjem. Men det går ikke. Ikke endnu. Jeg er ikke stabil nok. Jeg har været stabil med stemmer i noget tid nu, men mine psykiske nedturer skyldes som regel at jeg savner Vincent. Så det er faktisk bare en ond cirkel. Jeg kæmper for at blive psykisk stabil, holde min sygdom i skak, men samtidig går det ikke når jeg ofte får det skidt, fordi jeg savner min søn, som jeg ikke må have hos mig.

Nogle dage kan jeg ikke holde ud at være hjemme. Der må ske noget. Jeg må tage en pause fra at mit hjem mangler nogen. Så der er mange dage i ugen hvor jeg bliver nødt til at tage ud og lave noget. Se noget andet. Jeg er begyndt at træne, og det hjælper lidt. Andre dage tager jeg i byen. Ikke at jeg har råd til det, men jeg behøver heller ikke drikke mig i hegnet. Når jeg er ude møder jeg altid nogle jeg kender, så når jeg er i byen har jeg altid nogen at snakke med. Men jeg kan godt mærke, de dage hvor jeg har råd til at drikke.. Sidder jeg for mig selv i mere end to minutter bliver jeg ked af det, og ville ønske jeg hellere kunne sidde hjemme med min søn og putte med ham.

Bare det at skrive det her indlæg gør ondt. Helt indeni. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg ved også at det er nødvendigt. Min blogging er terapi. Det er bedre end at gå til en psykolog, for her kan jeg få alle mine tanker ud, helt ufiltreret. Helt uden jeg skal analyseres sønder og sammen. Det er rart. Men det er stadig hårdt. Det gør ondt. Jeg vil have min baby hos mig. Jeg tror ikke at jeg kan blive hel før han er hjemme ved mig.

Matty har endelig fået en ansættelseskontrakt! Jeg er så glad på hans vegne, for det betyder at nu kan han blive her!

Selvom man er EU borger er det lidt små kompliceret at få opholdstilladelse. Havde jeg nu forelsket mig i en nordmand eller en svensker var der intet problem, for de er nordiske lande og der er et specielt samarbejde, så der er ikke en masse papirarbejde.
Men for at få cpr nummer skal vi først udfylde en formular, så skal den med op på Borgerservice, derefter skal vi på International House her i København og til sidst statsforvaltningen med den famøse formular.
Den har jeg så brugt eftermiddagen på at udfylde, så skal jeg lige have chefen indover, og til sidst kan vi aflevere den. Det er så godt at han snart kan få de samme ‘rettigheder’ som jeg har. Han kan komme til lægen feks.

Så ja, vi er meget glade og lettede herhjemme.

PS. Bryllup er måske ikke helt ude af billedet. Det kan være der kommer et lille et til februar 😉

Jeg har altid haft en drøm om det perfekte prinsesse bryllup. Jeg har det hele planlagt, lige fra kjolen, til location, maden, invitationernes layout, ja selv datoen.
Men for nylig er jeg kommet i en situation hvor jeg skulle være villig til at ofre det hele.

Matthew har nu boet i Danmark i snart en måned, og han har endnu ikke fået et arbejde. Jeg er ikke i stand til at forsørge ham, og han har ikke nok på kontoen til at kunne stille bank garanti. Så indtil videre har han ikke et CPR nummer, og får han ikke det inden to måneder må han rejse hjem igen.

Vi er efterhånden desperate. Ikke nok med at han leder med lys og lygte efter noget, hele mit netværk prøver at hjælpe. Men forgæves. Det er så svært at finde et arbejde når man kun kan det basale af det sprog som han jo gerne skulle kunne lære. Men uden et CPR nummer, så kan han ikke komme på sprog skole, så han kan ikke lære sproget.

Den anden dag måtte vi tage hul på snakken. Hvad med at blive gift? Hvis han ikke har et job indenfor 2 måneder, så er vi nok nødt til det. Jo, jeg vil gerne giftes med Matthew. Men jeg vil giftes af de rigtige grunde. Jeg elsker ham så højt, og det er grunden til jeg vil giftes med ham, ikke for at han kan blive i landet.
Men so far, så overvejer vi det.

Jeg har ikke skrevet rigtig rigtig længe, og det er ganske enkelt fordi der er sket rigtig meget!

5. august tog jeg til England for at være sammen med min kæreste i tre uger, hvor de sidste to uger blev brugt i Danmark. Jeg var lidt nervøs for hvad han ville synes om landet, men han elskede det!
I løbet af den tid han var her, flyttede jeg. Jeg fik nemlig efter lang ventetid en lejlighed. På kontrakten stod det som en to værelses, men det har været en tre værelses, så det har jeg også valgt at lave det om til. Der er super lækkert herude, og jeg er rigtig glad for at bo her.

Efterfølgende har Matthew fået arbejde i Danmark, så lige om lidt, faktisk allerede i morgen (!!!) skal jeg hente ham i lufthavnen, og så flytter han herover. Det bliver så dejligt. Vi har godt nok kun været kærester i to måneder, men det føles bare så rigtigt.
Netop fordi jeg boede hos mine forældre inden jeg flyttede, og vi landede i Danmark fire dage inden jeg skulle det, måtte jeg jo introducere ham for Vincent.
Vincent var rigtig genert i starten, men nu elsker han ham himmelhøjt. Det er noget der bare får mit hjerte til at smelte <3

Jeg synes det er så vildt at jeg har fundet en mand, der ikke bare elsker mig, men også min søn. Han har virkelig taget ham til sig som hans egen, og det er jeg lykkelig for.

Jeg er stoppet på depot medicin, for nu var jeg træt af at blive stukket i hver måned. Udover det, så havde jeg lige en uge eller to før næste stik hvor jeg fik det så dårligt psykisk, at jeg ikke kunne hænge sammen. Det har helt klart givet mig mere ro og mere overskud at jeg er kommet over på tabletter istedet for.

Jeg elsker mit liv lige nu, jeg har alt hvad jeg kunne ønske mig. Så det er egentlig det der sker lige nu.

Jeg så et program på TLC (JEG VED DET GODT!!!) der gav mig inspiration til det her indlæg. Programmet handlede om nogle forskellige kvinder der led af en eller anden form for sygdom, men havde børn.

Sandheden er dog, at ligegyldigt om du er syg eller ej, så er det virkelig hårdt at have børn. Det siges at ‘små børn, små problemer, store børn, store problemer’ og ja, det er helt korrekt.
Da Vincent var en lille baby anede han jo slet intet om den mor han var født af. Det gør han nu hvor han er blevet større. Ikke at han som sådan ved at jeg er syg på den måde, men han ved at mor ikke helt er som andre. Mor er jo ikke som fars kæreste. Okay, det var måske en dårlig sammenligning da Andrés kæreste ikke er Vincent’s mor og heller aldrig bliver det, men hun er jo ligesom moderfiguren når han er der.

Da Vincent var baby og jeg fik det skidt og blev nødt til at komme på psykiatrisk skadestue, var der jo intet problem i bare at pakke ungen, ud i bilen og så afsted. Det sagde han jo intet til. Hvis det skete i dag, ja, det skete sågar for tre måneder siden. Der stod min lille dreng og spurgte ‘Hvor skal du hen mor?’ og jeg er ikke typen der pakker noget ind overfor nogen, så jeg måtte på bedste pædagogiske måde (og jeg er ikke skide pædagogisk) forklare ham at mor var syg, så mor skulle på sygehuset. Min lille dreng fik tårer i øjnene, for han er udmærket klar over at man kommer på hospitalet når man er rigtig syg. Den var led. Desværre kommer det nok til at ske en del flere gange i hans liv, og jo ældre han bliver jo mere forstår han hvorfor jeg skal afsted.

På trods af jeg er syg klarer jeg det faktisk godt som mor. Jeg er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at tage mig af ham helt alene, men det kommer nok en dag. Fordi nogle dage er jo stadig dårlige. På de dårlige dage kører jeg på så meget jeg kan, for som mor skal man sætte sit barns behov først, så selvom jeg er meget plaget af stemmer og/eller paranoia den dag, så er jeg der for min søn. Jeg er selvfølgelig meget mere forsigtig end jeg plejer hvis det er paranoiaen der tager over, men de dage kæmper jeg en kamp for at han ikke skal se mig lide. Nogle dage kan jeg også køre så hårdt på, at jeg inden han kommer i seng er nødt til at tage en beroligende pille og gå ned til mig selv og slappe af. Når det sker spørger han selvfølgelig ‘Hvad skal du mor?’ og der plejer jeg at sige at jeg skal ned og sove fordi jeg er meget træt. Det accepterer han fuldt ud. Det er som om han ved at nogengange har jeg bare brug for at være mig selv.

Jeg har faktisk taget snakken med ham på et tidspunkt. Jeg var meget plaget af stemmer, og jeg var helt alene med ham, så der var ingen til at tage over så jeg lige kunne gå ud og bruge fem minutter på at få styr på det. Det er ikke fordi mine stemmer er ondskabsfulde eller opfordrer mig til ting, de er bare meget generende. Jeg var ihvertfald så plaget at jeg begyndte at græde lydløst så han ikke skulle opdage det, men det gjorde han. Så han spørger hvorfor jeg er ked af det. Der tænkte jeg ‘Fuck man.. Nu er der ingen vej udenom, for hvad skal jeg ellers sige, jeg nægter at lyve for mit eget barn!’. Jeg måtte forklare ham at inde i mors hoved der bor nogle meget dumme mennesker som driller, så derfor bliver mor så ked af det. Vincent nikker som om han forstår det og så går han. Han kommer tilbage lidt efter med en Pokémon bamse som bare ligger i hans dukkevogn. Så giver han mig den og siger nu trøster den mig. Undskyld mit sprog, men hold nu kæft jeg var stolt af min lille dreng lige der.

Jo ældre han bliver, jo mere må jeg tænke over hvordan jeg skal forklare ham tingene. Jeg ved når han skal i skole, så bliver jeg som forælder nødt til at informere skolen om at jeg altså har en psykiatrisk diagnose, hvilket har gjort Vincent til et meget skrøbeligt barn og derfor skal der tages hånd om ham, for når den lige smutter og jeg ikke kan opretholde min facade overfor ham bliver han så påvirket af det. Han bliver sådan lidt indelukket og trist. Når skolen ved det, så skal de andre forældre i klassen jo også vide det, og jeg tænker (det gjorde man ihvertfald da jeg gik i skole og et andet barns forælder var alvorligt syg) at de tager en snak med deres barn om at Vincent’s mor er syg, og hvad Vincent’s mor fejler. Når det sker.. Jeg frygter så meget at de andre børn vil mobbe Vincent med det. Det er jo ikke hans skyld, på nogen måde at hans mor er syg. Til gengæld håber jeg at han kan lære at ‘slå fra sig’. Sagt på den måde at jeg håber at han lader det prelle af, måske endda svarer igen med at sige at jeg altså stadig er verdens bedste mor.

Fordi for Vincent. Så er jeg verdens bedste mor. Som min veninde Livs mor engang har sagt om Livs far: ‘Han gør hvad han kan med de ressourcer han har’, og ja, det gør jeg jo. Jeg gør hvad jeg kan med de ressourcer jeg har, og for Vincent. Så kender han ikke til andet, han elsker mig stadig.
Jeg prøver at vende mine mangler til noget positivt. F.eks, eftersom jeg hverken kan gå i skole eller arbejde, så er jeg jo altid hjemme. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre stort set, fordi mine forældre altid arbejdede, og jeg savnede dem da. Jeg savnede at de kom og hentede mig fra skole. Vincent kommer ikke til at opleve det. Jo måske hvis jeg har en sen aftale på psykiatrien kan jeg nok ikke hente ham, men det er jo kun enkelte gange. Af samme grund skal jeg ikke bekymre mig om at tage barns første sygedag, for han kan ligge syg så længe det skal være, så er jeg der, han skal ikke passes af andre.

Men jo, udover det, så er der da udfordringer ved at være mor og psykisk syg, men ikke noget jeg ikke kan overkomme. Jeg gør hvad jeg kan, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at min søn vokser op med en større forståelse for psykiske sygdomme. En større forståelse for mennesker omkring ham. Og han kommer aldrig til at være i tvivl om at jeg elsker ham mere end noget andet på denne jord, og ligegyldigt hvad kan han altid komme til mig.