A special kind of mom

Jeg så et program på TLC (JEG VED DET GODT!!!) der gav mig inspiration til det her indlæg. Programmet handlede om nogle forskellige kvinder der led af en eller anden form for sygdom, men havde børn.

Sandheden er dog, at ligegyldigt om du er syg eller ej, så er det virkelig hårdt at have børn. Det siges at ‘små børn, små problemer, store børn, store problemer’ og ja, det er helt korrekt.
Da Vincent var en lille baby anede han jo slet intet om den mor han var født af. Det gør han nu hvor han er blevet større. Ikke at han som sådan ved at jeg er syg på den måde, men han ved at mor ikke helt er som andre. Mor er jo ikke som fars kæreste. Okay, det var måske en dårlig sammenligning da Andrés kæreste ikke er Vincent’s mor og heller aldrig bliver det, men hun er jo ligesom moderfiguren når han er der.

Da Vincent var baby og jeg fik det skidt og blev nødt til at komme på psykiatrisk skadestue, var der jo intet problem i bare at pakke ungen, ud i bilen og så afsted. Det sagde han jo intet til. Hvis det skete i dag, ja, det skete sågar for tre måneder siden. Der stod min lille dreng og spurgte ‘Hvor skal du hen mor?’ og jeg er ikke typen der pakker noget ind overfor nogen, så jeg måtte på bedste pædagogiske måde (og jeg er ikke skide pædagogisk) forklare ham at mor var syg, så mor skulle på sygehuset. Min lille dreng fik tårer i øjnene, for han er udmærket klar over at man kommer på hospitalet når man er rigtig syg. Den var led. Desværre kommer det nok til at ske en del flere gange i hans liv, og jo ældre han bliver jo mere forstår han hvorfor jeg skal afsted.

På trods af jeg er syg klarer jeg det faktisk godt som mor. Jeg er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at tage mig af ham helt alene, men det kommer nok en dag. Fordi nogle dage er jo stadig dårlige. På de dårlige dage kører jeg på så meget jeg kan, for som mor skal man sætte sit barns behov først, så selvom jeg er meget plaget af stemmer og/eller paranoia den dag, så er jeg der for min søn. Jeg er selvfølgelig meget mere forsigtig end jeg plejer hvis det er paranoiaen der tager over, men de dage kæmper jeg en kamp for at han ikke skal se mig lide. Nogle dage kan jeg også køre så hårdt på, at jeg inden han kommer i seng er nødt til at tage en beroligende pille og gå ned til mig selv og slappe af. Når det sker spørger han selvfølgelig ‘Hvad skal du mor?’ og der plejer jeg at sige at jeg skal ned og sove fordi jeg er meget træt. Det accepterer han fuldt ud. Det er som om han ved at nogengange har jeg bare brug for at være mig selv.

Jeg har faktisk taget snakken med ham på et tidspunkt. Jeg var meget plaget af stemmer, og jeg var helt alene med ham, så der var ingen til at tage over så jeg lige kunne gå ud og bruge fem minutter på at få styr på det. Det er ikke fordi mine stemmer er ondskabsfulde eller opfordrer mig til ting, de er bare meget generende. Jeg var ihvertfald så plaget at jeg begyndte at græde lydløst så han ikke skulle opdage det, men det gjorde han. Så han spørger hvorfor jeg er ked af det. Der tænkte jeg ‘Fuck man.. Nu er der ingen vej udenom, for hvad skal jeg ellers sige, jeg nægter at lyve for mit eget barn!’. Jeg måtte forklare ham at inde i mors hoved der bor nogle meget dumme mennesker som driller, så derfor bliver mor så ked af det. Vincent nikker som om han forstår det og så går han. Han kommer tilbage lidt efter med en Pokémon bamse som bare ligger i hans dukkevogn. Så giver han mig den og siger nu trøster den mig. Undskyld mit sprog, men hold nu kæft jeg var stolt af min lille dreng lige der.

Jo ældre han bliver, jo mere må jeg tænke over hvordan jeg skal forklare ham tingene. Jeg ved når han skal i skole, så bliver jeg som forælder nødt til at informere skolen om at jeg altså har en psykiatrisk diagnose, hvilket har gjort Vincent til et meget skrøbeligt barn og derfor skal der tages hånd om ham, for når den lige smutter og jeg ikke kan opretholde min facade overfor ham bliver han så påvirket af det. Han bliver sådan lidt indelukket og trist. Når skolen ved det, så skal de andre forældre i klassen jo også vide det, og jeg tænker (det gjorde man ihvertfald da jeg gik i skole og et andet barns forælder var alvorligt syg) at de tager en snak med deres barn om at Vincent’s mor er syg, og hvad Vincent’s mor fejler. Når det sker.. Jeg frygter så meget at de andre børn vil mobbe Vincent med det. Det er jo ikke hans skyld, på nogen måde at hans mor er syg. Til gengæld håber jeg at han kan lære at ‘slå fra sig’. Sagt på den måde at jeg håber at han lader det prelle af, måske endda svarer igen med at sige at jeg altså stadig er verdens bedste mor.

Fordi for Vincent. Så er jeg verdens bedste mor. Som min veninde Livs mor engang har sagt om Livs far: ‘Han gør hvad han kan med de ressourcer han har’, og ja, det gør jeg jo. Jeg gør hvad jeg kan med de ressourcer jeg har, og for Vincent. Så kender han ikke til andet, han elsker mig stadig.
Jeg prøver at vende mine mangler til noget positivt. F.eks, eftersom jeg hverken kan gå i skole eller arbejde, så er jeg jo altid hjemme. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre stort set, fordi mine forældre altid arbejdede, og jeg savnede dem da. Jeg savnede at de kom og hentede mig fra skole. Vincent kommer ikke til at opleve det. Jo måske hvis jeg har en sen aftale på psykiatrien kan jeg nok ikke hente ham, men det er jo kun enkelte gange. Af samme grund skal jeg ikke bekymre mig om at tage barns første sygedag, for han kan ligge syg så længe det skal være, så er jeg der, han skal ikke passes af andre.

Men jo, udover det, så er der da udfordringer ved at være mor og psykisk syg, men ikke noget jeg ikke kan overkomme. Jeg gør hvad jeg kan, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at min søn vokser op med en større forståelse for psykiske sygdomme. En større forståelse for mennesker omkring ham. Og han kommer aldrig til at være i tvivl om at jeg elsker ham mere end noget andet på denne jord, og ligegyldigt hvad kan han altid komme til mig.