Jeg føler mig meget voksen og ansvarlig // I feel very adult and responsible

Det gør jeg nemlig! Jeg kan fortælle jer at min mor, Liv, Tanya, Hanne, Mette og Daniel er så stolte af mig, fordi jeg gjorde det som jeg gjorde i dag, og det betyder ekstremt meget for mig!

For snart et år siden slettede jeg Vincents far som ven på facebook, fordi jeg var sur på ham over et eller andet, og jeg i bund og grund nok var lidt ked af at han havde fundet en ny.
Men jeg har her de sidste uger godt kunne mærke at jeg savnede lidt at følge med i hans liv, nu vi ikke taler sammen så tit længere. Jeg er ikke typen der bærer nag, overhovedet, så efter ugers overvejelser besluttede jeg mig for at add’e ham på Facebook igen. Jeg mener, jeg er helt hundrede procent ovre ham, så intet han lægger op der vedrører ham og hans kæreste kan såre mig. Han er helt færdig med at såre mig, så det er intet problem.

Der begyndte min hjerne så for alvor at arbejde på højtryk. For en stor del af mig vil jo gerne lære hans kæreste bedre at kende, da hun jo er Vincents stedmor. Men en lille del af mig var bange for at det at add’e hende ville gå over hendes grænse. For måske havde hun ikke lyst til at lære den der bitre smatsæk af hans eks at kende? Den store del af mig overvandt den lille del til sidst, og jeg tog chancen og add’ede hende. Derefter panikkede jeg fuldstændig, for jeg var helt sikker på at hun ville skrive til mig, så jeg måtte på meget kort tid udtænke et fornuftigt svar, så hun ikke troede alt muligt – hvad ved jeg ikke, men ja ja, igen er min paranoide hjerne på spil.
Ganske rigtigt, så skrev hun til mig ca en halv time efter jeg havde tilføjet hende. Dette er de første to beskeder vi udvekslede, synes selv jeg klarede det fint, på trods af jeg var mega nervøs for hendes reaktion:

A: ‘Er det en fejl du har ansøgt mig?’
N: ‘Nej slet ikke. Tænkte over det hele, og kom frem til at du er en stor del af min søns liv og han holder så meget af dig, ergo, er du også en stor del af mit liv. Så jeg tænkte jeg gerne vil følge lidt med i jeres liv, ikke for at snage eller noget, og jeg vil gerne lære dig at kende. Vi er alle tre voksne mennesker, og selvom du ‘bare’ er Andrés kæreste, så har du stadig et medansvar overfor Vincent, og det er super vigtigt vi alle tre kan sammen og kan holde fælles fødselsdag for ham feks, og alle de andre store begivenheder der kommer i hans liv. Giver jeg mening?’

Hun var meget forstående, hvilket var rart da jeg imens jeg ventede på hun svarede mig, bare sad og gloede ned i min telefon skærm og virkelig frygtede at hun ville fleine fuldstændig skråt på igen. Og ja, selvfølgelig var det min paranoide hjerne der tænkte det. Men ja som sagt, hun var meget forstående, og faktisk så har jeg skrevet med hende på Messenger siden i morges, og det har været super hyggeligt faktisk.
Jeg ved jo ikke hvor meget André har fortalt hende om mig, men jeg synes ligesom det var rimelig crucial hun kender til mine mentale problemer. André havde fortalt hende jeg er paranoid skizofren, men ikke at jeg også har OCD og har lidt af en spiseforstyrrelse.
Jeg har jo brændt sammen flere gange over hende til André, derfor var det også vigtigt for mig at hun vidste at fordi jeg er så syg som jeg er, så tænker, handler og reagerer jeg på en helt anderledes måde end andre mennesker gør. Der er feks det faktum at jeg er emotionelt ustabil, og kombineret med det kæmpe temperament jeg har, det er dømt til at gå galt. Men nu ved hun, at de gange jeg har brændt sammen over hende, har det som regel intet haft med intet at gøre, men når jeg bliver så rasende, så for det første, så går det for det meste udover den person der er nærmest, derefter leder jeg efter en syndebuk, og der har hun været oplagt flere gange. Det har aldrig været noget personligt mod hende, det er mine klasssiske vredesudbrud i en nøddeskal.
Jeg fik også fortalt hende om min fortid, som kan være nok så grum. Hendes sprog indikerede at hun var chokeret over at læse det, men.. Jeg er et meget åbent menneske. Alle, kan spørge mig om alt, og jeg svarer ærligt, ligegyldigt hvad emnet er, så svarer jeg ærligt. Jeg har lidt af denne her sygdom i snart ti år, så jeg kan ligeså godt være helt ærlig og åben omkring det, og jeg fik forklaret alle de ting jeg har været igennem. Men jeg har det med hende som det gælder alle andre. Min fortid, og de oplevelser jeg har i baggagen, det er alt sammen en del af mig. Det har delvist gjort mig til den jeg er i dag. Det fylder de fleste kapitler i mit livs bog. Alt det synes jeg er vigtigt folk ved om mig, så de måske får en bedre forståelse af hvordan det er at være mig, og kan folk ikke acceptere med det, jamen, så skal de mennesker bare ikke være en del af mit liv. Det lyder måske hårdt og kontant, men honestly, så har jeg det sådan lidt take it or leave it med det. Skal du være min ven, så skal du vide de ting, og du bliver nødt til at acceptere det hvis du vil være min ven. Ligeså hvis du prøver at score mig (selvom jeg ikke bliver scoret, jeg scorer høhø. Nå det var vist et sidespor!), så er det noget der skal accepteres.

Måtte jo også krybe til korset og sige at jeg i starten ikke kunne lide hende, men det bundede nok i at jeg var meget ked af det med André, og jeg håndterer forandringer så dårligt, så jeg nægtede at slippe ham, selvom ham og jeg jo ikke er meant to be, ellers var vi ikke gået fra hinanden for fanden. Jeg holdt bare fast, fordi jeg ikke kan det der med forandringer. Hun skrev tilbage at hun altså heller ikke kunne lide mig. Det kan jeg jo kun grine af, for selvfølgelig kunne hun ikke det. Fortalte hende at jeg ofte er en møgkælling, men jeg faktisk er sød nok når man lærer mig at kende. Eller også er jeg en douchebag af dimensioner, men man vænner sig til mig 😉
Ej, jeg er jo rigtig sød når man lige kan knække min skal, og man kommer ind i min inderkreds, men det tager tid og tålmodighed, for en del af min sygdom er jo at tvivle på folks motiver når det kommer til ting der omhandler mig, så ja. Jeg stoler generelt ikke på nogen, før de har bevist noget overfor mig. Det er de færreste der ikke skal det. Daniel feks. Han skulle ikke bevise noget, den var der bare lige med det samme. Men det var igen et off topic, vi skal ikke snakke om ham lige nu! (og så måske lige kort: Om to dage rejser jeg til London og så skal jeg møde ham for første gang! Omg omg omg!!!)

Men ja, har brugt det meste af dagen på at snakke med hende, og jeg har faktisk nydt det. Det er så sjældent jeg nyder at snakke med et andet menneske. Ikke at jeg ikke nyder at snakke med mine venner, slet ikke. Mere sådan. Bare hygger mig sådan med et andet menneske, selvom det er på skrift. Når jeg taler med mine venner, er det jo ret semi seriøs snak, det er det ikke her, det er bare.. Løst? Kan man sige det?

Skal vi så opsummere det hele og snuppe en konklusion?
Jeg er kommet frem til den konklusion at hun faktisk er ret sød. Hun virker som typen jeg godt kunne blive veninde med. Ingen siger vi skal blive bedste veninder. Har allerede to af slagsen, og tror ikke lige jeg har overblik til at have en mere. Men endnu en veninde ville da ikke skade. Hun virker som et rigtig godt menneske. Hun elsker André, og han elsker hende, og det er jeg så glad for. Hun er god for ham, og når André er lykkelig, så er jeg lykkelig. Jeg forstår godt han faldt for hende, og helt ærligt ikke? Så ville jeg blive oprigtigt ked af hvis de gik fra hinanden, for Vincent er så glad for hende, og er sikker på hun er en god stedmor for ham.
Jeg har intet ondt at sige om hende, for igen, hun virker super sød og ligetil. Samtidig er jeg glad for jeg tog chancen, for ellers havde jeg ikke vidst noget om hende. Det gør jeg nu, og jeg tror det kan give mig lidt ro i sjælen når jeg sender Vincent derned en weekend, at jeg kender hende. Ikke helt, men sådan semi, og det er jo også noget!

Anyway! Lige nu sidder jeg i sofaen, med computeren sat til AirPlay og Breathe Carolina sat til at spille. For første gang i dag, så er der ingen der skriver. Ingen Facebook notifikationer. Det er meget rart at det kun er mig jeg skal tage hensyn til lige nu.
Jeg har for første gang i meget lang tid haft en så god dag, at jeg sidder lidt og smiler for mig selv. Jamen alt har jo bare gået så godt i dag, det sker jo like.. Aldrig? Så jeg er glad! Det er ret fedt! Men det fedeste er, at selvom jeg på de fleste punkter stadig er, og opfører mig som en 19 årig, så er jeg stolt af mig selv. Stolt af jeg tog så voksen en beslutning, og jeg er så glad for at mine nærmeste også er stolte af mig, og synes det er så flot og stort af mig 🙂

I really do! I can tell you that my mom, Liv, Tanya, Mette and Daniel are so proud of me because I did what I did today, and that means a whole lot to me.

Almost a year ago, I unfriended Vincent’s dad on facebook, because I was pissed at him about something, and I might just have been a little sad about him finding a new girlfriend.
But the last few weeks I’ve felt that I kinda missed following his life there, now where we don’t talk that often anymore. I’m not the type of person to hold any grudge again anyone, not at all, so after weeks of me considering, I decided to add him on Facebook again. I mean, I’m one hundred percent over him, so nothing he posts that regarding him and his girlfriend can hurt me. He’s so done with hurting me, so that’s no problem.

Right there, my brain started working for real. Because a big part of me wants to get to know his girlfriend properly, since she’s Vincent’s stepmom. But a tiny part of me was afraid to add her too, maybe that’s cross her line. Maybe she didn’t wanna get to know the bitter bitch of an ex girlfriend. The big part of me won over the little part in the end, so I added her. After that I so panicked, because I was certain she would message me, so in very little time, I had to think of a reasonable answer, so she wouldn’t think every sorts of things – what do I know, men whatever, again, this is my paranoid brain.
Like I predicted, she wrote me approx. half an hour after I’ve added her. These are the first two messages we wrote. If I should say it myself, I did okay, despite that I was so nervous about her reaction:
A: ‘Is it a mistake that you’ve added me?’
N: ‘No not at all. Thought about everything, and I came to that you’re a big part of my sons life, and he cares a lot about you, ergo, you’re a big part of my life too. So I thought that I would like to follow you guys a little on here, not to try to find any dirt or anything, I just wanna get to know you. We’re all adults, and even though you’re ‘just’ the girlfriend of André, you’re still co-responsible for Vincent, and it’s so important that all of us can talk, and Vincent can have one birthday fx. and all the other big things that’ll happen in his life. Do I make sense?’

She was very understanding, which was nice, because meanwhile I waited for her to reply, I was sitting and just staring into my phone, and genuinely feared that she would completely freak out.
And yes, of course, that was the work of my paranoid brain. But as I said, she was very understanding, and actually I’ve been chatting with her on Messenger since this morning, and that has been super nice actually.
I don’t know how much André have told her about me, but I felt like it was pretty crucial that she knows about my mental problems. André had told her that I suffer from paranoid schizophrenia, but not about the OCD and the former eating disorder.

I’ve completely had a few bitchflips about her to André, that’s why it was important to me that she knew, that because I’m so sick, I think, act and react in a completely different way than other people do. Fx. there’s the fact that I’m emotionally unstable, and a huge temper, which combined just dooms me. But now she knows that the times I’ve had a bitchflip, it has nothing to do with her, but when I get so furious, then first of all, I mostly take it out on the nearest person, after that I start looking for a scapegoat, and she’s been the obvious victim every time.
It has never been anything personal against her, that’s just my anger in a nutshell.

I also got to tell her about my past, which can be very unpleasant. Her language indicated that she was shocked to read it, men.. I’m a very open person. Everyone, can ask me anything, and I’ll give an honest answer, no matter what the subject is, I’ll answer honestly. I’ve suffered from this illness for almost ten years, so I might as well be open and honest about it, and I got to explain to her all the things I’ve been through. But I feel about her, as I feel about everyone else. My past, and the things I have with me, they’re all a part of me.
It has made me into who I am today. It takes up the most of the chapters in the story of my life. I think all that is things that I think it’s important that other people know about, so they might get a better understanding of what it’s like being me, and if people can’t accept that, well, those people shouldn’t be a part of my life then. It might sound rough, but honestly, I feel kinda like take or leave it about it. If you wanna be my friend, then you have to know those things and you’ll have to accept it. Just like if you wanna land me (Even though I don’t get landed, I land hehe. Oh well, got on a sidetrack!) so yeah, it’s something that needs to be accepted.

Then I had to come clean and tell her that in the beginning I didn’t like her, but basically that was because of me being sad about André. I don’t deal with changes that well, so I refused to let him go, even though him and I weren’t meant to be, otherwise we wouldn’t have split up. I just hung on to him, because I can’t deal with changes. She wrote back that she didn’t liked me either. I can only laugh about that, because of course she couldn’t! Told her that I’m often a major bitch, but I’m actually sweet once you get to know me. Or I’m a douchebag in so many levels, but you’ll get used to me 😉
Okay, I’m actually really sweet once you can crack my shell, and you get into my inner circle. But it takes time and patience, because a part of my illness is to doubt peoples motives when it comes to things that involves me, so yeah. I generally don’t trust anyone before they have proven something to me. Its few who doesn’t have to do that. Take Daniel fx. He didn’t have to proof anything, he was just there from the beginning. That was again an off topic, we don’t talk about him right now! (and then maybe just a little: In two days I’ll go to London and then I’ll meet him for the first time! Omg omg omg!!!)

But yeah, I’ve spend most of the day on talking to her, and I’ve actually enjoyed it. It happens so rare that I enjoy talking to someone else. Not that I doesn’t enjoy talking to my friends, nothing like that. More just like. Just having a decent time with another person, even though it’s in writing. When I talk to my friends it’s sorta like semi serious business, this is nothing like it, it’s just.. Loose? Can you say that?

Should we sum it all up and go with a conclusion?
My conclusion is that she’s actually quite nice. She seems like the type that could be my friend. Nobody said we had to be best friends. I already have two of those and I don’t think I could deal with having another. But another friend wouldn’t hurt. She seems like a good person. She loves André, and he loves her, and I’m happy about that. She’s good for him, and when André is happy, I’m happy. I do understand why he fell for her, and honestly? I would be genuinely sad if they broke up, because Vincent likes her so much and I’m convinced that she’s a good stepmom for him.
I can’t say anything mean about her, because again, she seems so nice. At the same time I’m glad I took a chance and added her, otherwise I wouldn’t have known anything about her. I do now, and I think it’ll give me peace in mind when I send Vincent down there for a weekend. You know, that I know her helps with that. Not entirely, but semi, and that’s something!

Anyway! Right now I’m sitting in the couch with the computer connected to the tv via AirPlay and Breathe Carolina on the tv. For the first time today, nobody is messaging me. No Facebook notifications. It’s nice that there’s only me right now. I have for the first time in a very long time been having such a good day, that I’m sitting and smiling a bit right now. So, everything has just gone according to plan today and that happens like.. Never? So I’m happy!
It’s so awesome! But the most awesome is, that even though I’m more like a 19 year old in so many ways, but I’m proud of myself. Proud that I did such a mature thing and I’m so happy that the people closest to me also are proud of me, and think I did so great and showed myself as the bigger person 🙂