Lige nu er klokken 02.56, og jeg sidder og synes det hele er svært.
Jobcentret har tilknyttet mig en mentor, som jeg havde første møde med i dag. For at han skulle lære mig at kende, og for at han kan hjælpe mig bedst, skulle jeg fortælle en masse ting om mig selv. Deriblandt om Vincent.
Jeg savner ham rigtig meget. Især nu hvor han kan en hel masse selv, og han snakker rigtig meget. Han siger tit til mig at han vil hjem til mig, og når jeg er der vil han ikke have jeg går. Jeg ved ikke om han siger det fordi han kan mærke jeg hader at han ikke er ved mig, eller om han siger det fordi han faktisk gerne vil. Ja, en dreng på tre år har nok ikke sin egen mening, men alligevel.
Min mor har bestemt at jeg kun må se ham en gang om ugen, og det er rigtig hårdt. Jeg føler at hans far, som ser ham hver anden weekend, ser ham mere end jeg gør. Og Vincent må ikke engang komme hjem til mig på overnatning. Min mor har hele tiden sagt ‘Når der er nogle ved dig, så må du gerne få ham på overnatning’. Nu bor jeg sammen med Matthew, som Vincent er helt vild med, og med Bertil. Men jeg må stadig ikke have ham. Det synes jeg ikke er okay egentlig. Da jeg flyttede herud fik jeg noget af hans legetøj herud som han kan lege med når han er her, men hvor mange gange har mine forældre besøgt mig på de tre måneder jeg har boet her? Tre gange. To af gangene har Vincent været med. Jeg tror virkelig ikke de gider komme og besøge mig. Men det er egentlig ligegyldigt hvor jeg har boet henne, så har de aldrig besøgt mig. Nogle gange tænker jeg på at sige min lejlighed op og flytte hjem i deres kælder igen. Kun så jeg kan være sammen med Vincent hver dag. Men det går ikke, for når han er anbragt der, så må jeg ikke bo der. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det er også bedre for mig at jeg bor for mig selv.
Jeg savner ham bare.
Jeg ville ønske at det var mig der skulle stå op med ham om morgenen, og putte ham om aftenen. At det var mig der fulgte ham i børnehave om morgenen og hentede ham igen om eftermiddagen. Jeg tænker tit på bare at ringe til hans sagsbehandler og sige at nu vil jeg gerne have ham hjem. Men det går ikke. Ikke endnu. Jeg er ikke stabil nok. Jeg har været stabil med stemmer i noget tid nu, men mine psykiske nedturer skyldes som regel at jeg savner Vincent. Så det er faktisk bare en ond cirkel. Jeg kæmper for at blive psykisk stabil, holde min sygdom i skak, men samtidig går det ikke når jeg ofte får det skidt, fordi jeg savner min søn, som jeg ikke må have hos mig.
Nogle dage kan jeg ikke holde ud at være hjemme. Der må ske noget. Jeg må tage en pause fra at mit hjem mangler nogen. Så der er mange dage i ugen hvor jeg bliver nødt til at tage ud og lave noget. Se noget andet. Jeg er begyndt at træne, og det hjælper lidt. Andre dage tager jeg i byen. Ikke at jeg har råd til det, men jeg behøver heller ikke drikke mig i hegnet. Når jeg er ude møder jeg altid nogle jeg kender, så når jeg er i byen har jeg altid nogen at snakke med. Men jeg kan godt mærke, de dage hvor jeg har råd til at drikke.. Sidder jeg for mig selv i mere end to minutter bliver jeg ked af det, og ville ønske jeg hellere kunne sidde hjemme med min søn og putte med ham.
Bare det at skrive det her indlæg gør ondt. Helt indeni. Jeg kan mærke tårerne presse på. Men jeg ved også at det er nødvendigt. Min blogging er terapi. Det er bedre end at gå til en psykolog, for her kan jeg få alle mine tanker ud, helt ufiltreret. Helt uden jeg skal analyseres sønder og sammen. Det er rart. Men det er stadig hårdt. Det gør ondt. Jeg vil have min baby hos mig. Jeg tror ikke at jeg kan blive hel før han er hjemme ved mig.
Jeg har ikke skrevet rigtig rigtig længe, og det er ganske enkelt fordi der er sket rigtig meget!
5. august tog jeg til England for at være sammen med min kæreste i tre uger, hvor de sidste to uger blev brugt i Danmark. Jeg var lidt nervøs for hvad han ville synes om landet, men han elskede det!
I løbet af den tid han var her, flyttede jeg. Jeg fik nemlig efter lang ventetid en lejlighed. På kontrakten stod det som en to værelses, men det har været en tre værelses, så det har jeg også valgt at lave det om til. Der er super lækkert herude, og jeg er rigtig glad for at bo her.
Efterfølgende har Matthew fået arbejde i Danmark, så lige om lidt, faktisk allerede i morgen (!!!) skal jeg hente ham i lufthavnen, og så flytter han herover. Det bliver så dejligt. Vi har godt nok kun været kærester i to måneder, men det føles bare så rigtigt.
Netop fordi jeg boede hos mine forældre inden jeg flyttede, og vi landede i Danmark fire dage inden jeg skulle det, måtte jeg jo introducere ham for Vincent.
Vincent var rigtig genert i starten, men nu elsker han ham himmelhøjt. Det er noget der bare får mit hjerte til at smelte <3
Jeg synes det er så vildt at jeg har fundet en mand, der ikke bare elsker mig, men også min søn. Han har virkelig taget ham til sig som hans egen, og det er jeg lykkelig for.
Jeg er stoppet på depot medicin, for nu var jeg træt af at blive stukket i hver måned. Udover det, så havde jeg lige en uge eller to før næste stik hvor jeg fik det så dårligt psykisk, at jeg ikke kunne hænge sammen. Det har helt klart givet mig mere ro og mere overskud at jeg er kommet over på tabletter istedet for.
Jeg elsker mit liv lige nu, jeg har alt hvad jeg kunne ønske mig. Så det er egentlig det der sker lige nu.
Meningen var oprindeligt at Vincent og jeg skulle bage cupcakes, men fordi jeg er en idiot og kigger forkert på opskriften, så havde jeg taget fejl af bagetiden, så det ville blive alt for sent hvis vi skulle bage. Så i stedet gik jeg til bageren og købte en jordbær tærte, 75 kr du! Det synes jeg er lige lidt i overkanten for en jordbær tærte, men ja ja. Den smagte jo fint, og jeg havde jo lovet ungen kage. En ting man skal som forælder, er at altid holde sine løfter.
Da Vincent kom hjem fra legepladsen måtte jeg på en meget fin måde forklare ham hvorfor vi ikke skulle bage, men at næste weekend når han er kommet hjem fra sin far, så skal vi bage.
Han tog det dog meget pænt, og spurgte bare ‘Skal vi så spise kage nu?’. Så det gjorde vi. Spiste kun et stykke på trods af det var en fantastisk kage, men jeg vil helst ikke tage mere på. Vincent fik spist to stykker, hvilket vist var mere end rigeligt, for han kunne da ikke spise op da det blev aftensmad tid.
Resten af dagen spillede vi med bold ude i haven. Tydeligvis har Vincent og jeg spillet Plants vs. Zombies lidt for meget, for lige pludselig, så legede han zombie. Han synes dog jeg var lidt bedre til at være zombie, efter jeg tilføjede et ‘braaaaaaains’ når jeg fik fanget ham. Det er sjovt egentlig. Andre børn bliver nemt bange for sådanne ting, men Vincent er iskold når det kommer til uhyggelige ting. Jo, der er da nogle ting han ikke kan lide. F.eks så kan han ikke lide edderkopper og han kan heller ikke lide når en snegl kommer ud af sit hus. Vi fandt dog en lille snegl i går, og det blev hurtigt konstateret at det altså var en baby snegl.
Vincent kom i seng kl. 19.30, og derefter tog jeg til en veninde i Albertslund. Jeg skulle nemlig til Glostrup i dag, og det ville bare være nemmere for mig når nu jeg ikke skulle så langt. Så lige nu sidder jeg med bedøvelse på øjenbrynene og venter på jeg skal ind under nålen. Jeg glæder mig ihvertfald til at vise resultatet!
I actually had a nice day yesterday.
Originally, me and Vincent were supposed to bake cupcakes. However, because I’m an idiot, I’ve read the recipe wrong, so I had miscalculated the baking time, so it would end up being too late if we had to bake. So instead I went to the local bakery and bought a strawberry cake, 75 DKK! I think that’s a lot for a strawberry cake, but whatever. It tasted nice, and I had promised the kid he could have some cake. One thing you have to do as a parent, is to always keep your promises.
When Vincent came home from the playground, I had to explain to him why we weren’t able to bake, but next weekend when he has arrived home from his dad’s, then we could bake.
He was a good sport about it, and just asked me ‘Can we have cake now?’. So that we did. I only ate one piece, even though it was an amazing cake, but I don’t wanna gain weight. Vincent ate two pieces, which turned out to be more than enough, because later on he couldn’t finish his dinner.
The rest of the day we played some ball out in the garden. Apparently Vincent and I has been playing Plants vs. Zombies too much, because all of the sudden he pretended to be a zombie. He thought that my impression was a little better after I added a ‘braaaaains’ when I watched him. It’s funny. Other kids gets scared easily from things like that, men Vincent is just hardcore when it comes to scary stuff.
Well, there’s things he doesn’t like. F.ex he doesn’t like spiders and he doesn’t like when a snail comes out of its house either. We did find a tiny snail yesterday, and he was quick to conclude that it was a baby snail.
Vincent got in bed by 7.30, and after that I went to see a friend in Albertslund. The reason is that I had to go to Glostrup (the neighbor town) today, and it would just be easier for me if I didn’t have to travel for that long. So right now I’m sitting with some local anesthetics of some kind on my eyebrows, waiting to go under the needle. Can’t wait to show you the result!
Jeg kunne se at der var meget trafik på mit indlæg om baggrunden for mit navn, så jeg har besluttet mig for at lave et nyt indlæg. Denne gang ikke om mit navn, men om Vincents navn, da hans navn har en helt speciel betydning for mig.
Vincent deler navn med 699 andre i Danmark, pr. 2015, jeg mener at have læst at navnet stammer fra latin og betyder sejr.
Der er rigtig mange der tror at Vincent er opkaldt efter prinsen, men det er han ikke. Da Kronprinsparret i 2011 fik døbt deres tvillinger, var jeg også sådan ‘neeeeej’ da navnet til prins Vincent blev offentliggjort. Jeg har haft en helt speciel connection til det navn siden jeg var, hvad, tolv tror jeg? Jeg følte måske lidt ‘mit’ navn blev stjålet? Jeg har det dog helt fint med det i dag, tror bare lige det var i øjeblikket jeg var lidt trist haha.
Der er faktisk to historier om hvorfor Vincent hedder det han hedder, og den ene historie er mere nørdet end den anden, men det må knægten jo så leve med, altså at hans mor er en kæmpe nørd.
Jeg har spillet The Sims lige siden det allerførste spil kom ud. Så da The Sims 2 kom ud i 2004, var det jo fantastisk med så meget bedre spiloplevelse. Da The Sims 2 Nightlife kom ud, var jeg psyched, for der kunne man nemlig blive vampyr, og er der noget jeg altid har været fascineret af, så er det vampyrer. Så kom tiden til at jeg skulle lave min første vampyr familie, og jeg skulle jo finde på nogle navne der ville passe godt til vampyrer. Først og fremmest kaldte jeg dem Nosferatu til efternavn, da jeg er virkelig ukreativ og vidste at Nosferatu er latin for vampyr (jeg var et meget specielt barn okay!) og det eneste drengenavn jeg kunne komme på var Vincent. Sådan blev Vincent Nosferatu skabt. Han blev med det samme min yndlings sim, så der skete kun gode ting for ham. Jeg genskabte ham da The Sims 3 Late Night kom ud, og nu har jeg godt nok ikke spillet det længe, men han lever da i bedste velgående i mit digitale univers, og er stadig så succesrig som en sim kan være.
Da jeg var omkring femten spillede jeg ret meget Final Fantasy og Kingdom Hearts. Hele universet fangede mig bare, og selv i dag spiller jeg det, og jeg bliver aldrig træt af det. Fantastiske spil. Nå, men i Final Fantasy VII var der en karakter ved navn Vincent Valentine. Han er efter min mening den sejeste karakter nogensinde i de spil! Jeg elskede baggrunds historien omkring Vincent Valentine. Han var så.. Mystisk.. Som I nok har regnet ud er jeg fascineret af det mørke, det dystre, det mystiske, det okkulte.
På ca det tidspunkt kom Final Fantasy: Dirge of Cerberus ud, hvor Vincent Valentine var hovedpersonen. Jeg tog måske.. Tre dage hvor jeg bare gamede non stop, mindes ikke engang jeg sov eller spiste. Tog kun toilet pauser. Jeg elsker det spil, ikke bare på grund af dens storyline, eller musikken (som faktisk var ganske fedt!) men mest på grund af Vincent Valentine.
Jeg lavede en pagt med mig selv om at min første søn skulle hedde Vincent, for lige siden de glade The Sims 2 dage, så har jeg bare haft denne her forbindelse til navnet.
Da jeg mødte André og jeg blev gravid håbede jeg inderligt det blev en dreng, og det gjorde det ganske rigtigt.
Inden vi kom til kønsscanning i 14. uge havde jeg en nat en drøm om at det blev en dreng og vi skulle kalde ham Noah Elias. Så det var lidt som om at det var navnet. André var dog ikke fan, og eftersom vi skulle være enige, måtte vi jo tænke videre. Da vi kom hjem fra kønsscanning foreslog jeg Vincent, hvilket han sagde klart nej til, det var lige en tand for specielt. Jeg blev godt nok ked af det. Jeg havde jo forklaret ham hvad det navn betød for mig, så det at han afslog det, det synes jeg var ret træls.
Da vi så gik i tænkeboks havde vi nogle krav til navnet. Det måtte ikke være for almindeligt og det skulle være et navn man ville kunne udtale i hele verden.
Vi blev så enige om navnet Joshua. Så det hed han i omkring tre uger. Vores familier fik navnet ødelagt for os, de synes det var underligt og grimt, så vi fik begge et had/kærligheds forhold til navnet Joshua.
Et par uger senere fandt vi navnet, men denne gang valgte vi at holde det hemmeligt for hvad nu hvis vores familier også hadede det? Navnet vi besluttede os for var ihvertfald Nilas, og denne gang var vi helt sikre på at det skulle han hedde.
Som skrevet i et tidligere indlæg, så fik jeg det så psykisk dårligt i slutningen af 36. uge at jeg tiggede og bad om at få kejsersnit en uge før. Havde jeg fået kejsersnit en uge før, så havde Vincent måske ikke heddet Vincent. Jeg var jo så dårlig at jeg måtte krybe til korset overfor André og sige jeg ikke kunne stå indenfor at kalde ham Nilas, for det ville jeg forbinde med hvor dårligt jeg havde det. André var meget forstående og sagde at han faktisk havde tænkt over navnene Noah og Vincent og han var faktisk kommet frem til at han ret godt kunne lide de navne. Så den sidste uge besluttede vi os for tre navne; Vincent, Noah og Liam. Vi ville dog ikke give ham et navn før vi så ham.
Fra Vincent så blev født og til han var fem dage gammel var vi totalt i tænkeboks, for vi havde de tre navne og vi anede ikke hvilket et vi skulle vælge.
Vincent er født på en tirsdag og om lørdagen da André havde kørt mig ned til hovedindgangen så jeg kunne ryge, fik jeg ham overbevist. Jeg sagde til ham at jeg gik uden medicin i 38 uger, ikke engang beroligende tog jeg. Jeg overlevede en tolv ugers kvalme fra helved, jeg overlevede en grum bækkenløsning, og først to uger før fødslen fik jeg det så psykisk dårligt at jeg troede at det her ville jeg ikke overleve. Så min baby. Min lille baby der havde vokset i min mave i ni måneder, mod alle odds, kom han ud og var/er så perfekt. Han er min sejr.
Det kunne André godt se, så der lige der, midt foran hovedindgangen til Holbæk Sygehus, blev vi enige om at vores lille mirakel på 51 cm og 3105 gr skulle bære et så stærkt et navn.
Jeg spurgte så om han kunne få et mellemnavn, men André synes at så blev hans navn for langt. Jeg kunne godt følge ham, for jeg har selv fire navne og det kan godt være besværligt, og hvis han fik et mellemnavn ville han også få fire. Men stod det til mig, så skulle mellemnavnet være Valentine. Så det ville blive Vincent Valentine Katuza. Men ja, får jeg en dag en søn til så må jeg kalde ham Valentine, så jeg kan have både en Vincent og en Valentine.
Jeg er en kæmpe nørd, men jeg synes det er lidt fedt at Vincent bærer præg af det.
I could see there was a lot of traffic on my post about the story of my name. So I decided to make a new one, not about my name, but why Vincent’s name is Vincent, since his name has a very special meaning to me.
Vincent share his name with 699 other boys in Denmark here in 2015, and I’m ninety percent sure that I’ve read that the name is Latin and means victory.
There’s a lot of people who thinks that we named him after Prince Vincent of Denmark, but that’s not the case.
When the royal twins were christened in 2011, and they said that the baby boy’s name was Vincent, I was all like ‘nooooooo!’ because I’ve had this special connection to the name since I was like twelve. So I kinda felt like they stole ‘my’ name? I’m totally fine with it today, I just think I gotta a little sad in the heat of the moment haha.
There’s actually two stories about why Vincent is named Vincent, the one more nerdy than the other. But that’s just something the kid has to deal with, I mean, that his mom is an über nerd.
I’ve played The Sims ever since the first game came out. So when The Sims 2 came out in 2004, it was fantastic that you could have such an improved gaming experience. When The Sims 2 Nightlife came out, I was psyched, because in that game you could create vampires. Now, if there’s something that has always fascinated me, it’s vampires. Now was the time to create my first family of vampires, and I had to come up with some names for them. First of all, their last name became Nosferatu, since I’m very uncreative and knew that Nosferatu is Latin for vampire (I was a very special child okay!) and the only boys name I could come up with was Vincent. That’s how Vincent Nosferatu was created. From the start he became my favorite sim, so only good thing happened to him. I reinvented him in The Sims 3 Late Night when that came out, and I haven’t played it for a long time, but he’s still alive in my digital universe, and is still as successful as any sim could be.
When I was about fifteen I played Final Fantasy and Kingdom Hearts quite a lot. The entire universe just captured me, and to this day I still play it, and I never get sick of it. Amazing games. Anyway, in Final Fantasy VII there was a character named Vincent Valentine. He is the coolest character ever in those games, in my opinion! I loved the his background story. He was so.. Mysterious.. As you can probably guess I’m very fascinated by the dark, the bleak, the mysterious, the occult.
Around that time Final Fantasy: Dirge of Cerberus came out, where Vincent Valentine was the main character. I think I did.. Three days where I just gamed non stop, don’t even think I slept or ate. I only took toilet breaks. I love that game, not just because of the storyline or the music (which is awesome by the way!)
but mainly because of Vincent Valentine.
I made a pact with myself, that I would name my first son Vincent, because ever since the happy The Sims 2 days, I’ve just had this connection to the name.
When I met André and got pregnant, I really hoped it would be a boy, and well, it did.
Before the scan to determine the gender of the baby when I was 14 weeks pregnant, I one night had a dream that it would be a boy, and we should name him Noah Elias. So it kinda felt like that was the name.
André didn’t like it though, and since we had to agree on the name, we had to keep thinking.
When we got home from that scan I suggested Vincent, which he said a definite no to, it was too a much too special name. I was so sad. I did explain to him what that name meant to me, so the fact that the rejected it, I thought it was sad.
When we started thinking about the name, we had a few demands. It shouldn’t be too normal and it had to be a name you could pronounce all over the world.
We then agreed on Joshua. So that was his name for about tree weeks. Our families destroyed the name for us, they thought it was weird and hideous, so we both got this love/hate relationship to the name Joshua.
A few weeks later we found the name, but this time we kept it a secret, because what if our families would hate it too? The name we decided on was Nilas, and this time we were sure that, that was gonna be his name.
As I wrote in an earlier post, I started to feel so horrible mentally in the end of the 36. week of pregnancy, so bad I was on my knees begging to have the c-section one week before scheduled. If the doctors agreed on performing the c-section a week before, Vincent’s name might not have been Vincent. I felt so awful, I had to tell André that I couldn’t call him Nilas, because I would always connect it to how bad I’ve been feeling. André was very understanding, and he had actually thought about the names Noah and Vincent, and decided that he actually liked them.
So the last week we had decided on three names; Vincent, Noah and Liam. We wouldn’t give him a name until we had seen him though.
From the day Vincent was born and until he was five days old we were thinking so hard, because we those three names, and we didn’t know which one to pick.
Vincent is born on a Tuesday, and the following Saturday when André took me down to the main entrance in my wheel chair, so I could smoke I got him convinced. I told him that I went without medication for 38 weeks, I didn’t even take any tranquilizing pills. I survived a twelve week nausea from hell, I survived an awful symphysis pubis dysfunction. Two weeks before the birth, I felt so horrible mentally that I didn’t think I would survive.
So my baby. My little baby who had been growing inside me for nine months, against all odds, he came out and he was/is so perfect. He is my victory.
André got my point, so right there, right in front of the main entrance of Holbæk Sygehus, we agreed on that our little miracle with a length of 51 cm and a weight of 3105 gr should carry such a powerful name.
I then asked him if he could have a middle name, but André said no since then he would have four names, and then he thought his name would be too long. I totally saw where he was coming from, because I have four names and that’s a bit difficult at times, and if he got a middle name he would also have four names. But if it were up to me, the middle name had to be Valentine. Then it would be Vincent Valentine Katuza. But yeah, if I one day have another son I’ll have to name him Valentine, then I can have a Vincent and a Valentine.
I’m a mega nerd, but I think it’s kinda cool that you can tell that from his name.
Det gør jeg nemlig! Jeg kan fortælle jer at min mor, Liv, Tanya, Hanne, Mette og Daniel er så stolte af mig, fordi jeg gjorde det som jeg gjorde i dag, og det betyder ekstremt meget for mig!
For snart et år siden slettede jeg Vincents far som ven på facebook, fordi jeg var sur på ham over et eller andet, og jeg i bund og grund nok var lidt ked af at han havde fundet en ny.
Men jeg har her de sidste uger godt kunne mærke at jeg savnede lidt at følge med i hans liv, nu vi ikke taler sammen så tit længere. Jeg er ikke typen der bærer nag, overhovedet, så efter ugers overvejelser besluttede jeg mig for at add’e ham på Facebook igen. Jeg mener, jeg er helt hundrede procent ovre ham, så intet han lægger op der vedrører ham og hans kæreste kan såre mig. Han er helt færdig med at såre mig, så det er intet problem.
Der begyndte min hjerne så for alvor at arbejde på højtryk. For en stor del af mig vil jo gerne lære hans kæreste bedre at kende, da hun jo er Vincents stedmor. Men en lille del af mig var bange for at det at add’e hende ville gå over hendes grænse. For måske havde hun ikke lyst til at lære den der bitre smatsæk af hans eks at kende? Den store del af mig overvandt den lille del til sidst, og jeg tog chancen og add’ede hende. Derefter panikkede jeg fuldstændig, for jeg var helt sikker på at hun ville skrive til mig, så jeg måtte på meget kort tid udtænke et fornuftigt svar, så hun ikke troede alt muligt – hvad ved jeg ikke, men ja ja, igen er min paranoide hjerne på spil.
Ganske rigtigt, så skrev hun til mig ca en halv time efter jeg havde tilføjet hende. Dette er de første to beskeder vi udvekslede, synes selv jeg klarede det fint, på trods af jeg var mega nervøs for hendes reaktion:
A: ‘Er det en fejl du har ansøgt mig?’
N: ‘Nej slet ikke. Tænkte over det hele, og kom frem til at du er en stor del af min søns liv og han holder så meget af dig, ergo, er du også en stor del af mit liv. Så jeg tænkte jeg gerne vil følge lidt med i jeres liv, ikke for at snage eller noget, og jeg vil gerne lære dig at kende. Vi er alle tre voksne mennesker, og selvom du ‘bare’ er Andrés kæreste, så har du stadig et medansvar overfor Vincent, og det er super vigtigt vi alle tre kan sammen og kan holde fælles fødselsdag for ham feks, og alle de andre store begivenheder der kommer i hans liv. Giver jeg mening?’
Hun var meget forstående, hvilket var rart da jeg imens jeg ventede på hun svarede mig, bare sad og gloede ned i min telefon skærm og virkelig frygtede at hun ville fleine fuldstændig skråt på igen. Og ja, selvfølgelig var det min paranoide hjerne der tænkte det. Men ja som sagt, hun var meget forstående, og faktisk så har jeg skrevet med hende på Messenger siden i morges, og det har været super hyggeligt faktisk.
Jeg ved jo ikke hvor meget André har fortalt hende om mig, men jeg synes ligesom det var rimelig crucial hun kender til mine mentale problemer. André havde fortalt hende jeg er paranoid skizofren, men ikke at jeg også har OCD og har lidt af en spiseforstyrrelse.
Jeg har jo brændt sammen flere gange over hende til André, derfor var det også vigtigt for mig at hun vidste at fordi jeg er så syg som jeg er, så tænker, handler og reagerer jeg på en helt anderledes måde end andre mennesker gør. Der er feks det faktum at jeg er emotionelt ustabil, og kombineret med det kæmpe temperament jeg har, det er dømt til at gå galt. Men nu ved hun, at de gange jeg har brændt sammen over hende, har det som regel intet haft med intet at gøre, men når jeg bliver så rasende, så for det første, så går det for det meste udover den person der er nærmest, derefter leder jeg efter en syndebuk, og der har hun været oplagt flere gange. Det har aldrig været noget personligt mod hende, det er mine klasssiske vredesudbrud i en nøddeskal.
Jeg fik også fortalt hende om min fortid, som kan være nok så grum. Hendes sprog indikerede at hun var chokeret over at læse det, men.. Jeg er et meget åbent menneske. Alle, kan spørge mig om alt, og jeg svarer ærligt, ligegyldigt hvad emnet er, så svarer jeg ærligt. Jeg har lidt af denne her sygdom i snart ti år, så jeg kan ligeså godt være helt ærlig og åben omkring det, og jeg fik forklaret alle de ting jeg har været igennem. Men jeg har det med hende som det gælder alle andre. Min fortid, og de oplevelser jeg har i baggagen, det er alt sammen en del af mig. Det har delvist gjort mig til den jeg er i dag. Det fylder de fleste kapitler i mit livs bog. Alt det synes jeg er vigtigt folk ved om mig, så de måske får en bedre forståelse af hvordan det er at være mig, og kan folk ikke acceptere med det, jamen, så skal de mennesker bare ikke være en del af mit liv. Det lyder måske hårdt og kontant, men honestly, så har jeg det sådan lidt take it or leave it med det. Skal du være min ven, så skal du vide de ting, og du bliver nødt til at acceptere det hvis du vil være min ven. Ligeså hvis du prøver at score mig (selvom jeg ikke bliver scoret, jeg scorer høhø. Nå det var vist et sidespor!), så er det noget der skal accepteres.
Måtte jo også krybe til korset og sige at jeg i starten ikke kunne lide hende, men det bundede nok i at jeg var meget ked af det med André, og jeg håndterer forandringer så dårligt, så jeg nægtede at slippe ham, selvom ham og jeg jo ikke er meant to be, ellers var vi ikke gået fra hinanden for fanden. Jeg holdt bare fast, fordi jeg ikke kan det der med forandringer. Hun skrev tilbage at hun altså heller ikke kunne lide mig. Det kan jeg jo kun grine af, for selvfølgelig kunne hun ikke det. Fortalte hende at jeg ofte er en møgkælling, men jeg faktisk er sød nok når man lærer mig at kende. Eller også er jeg en douchebag af dimensioner, men man vænner sig til mig 😉
Ej, jeg er jo rigtig sød når man lige kan knække min skal, og man kommer ind i min inderkreds, men det tager tid og tålmodighed, for en del af min sygdom er jo at tvivle på folks motiver når det kommer til ting der omhandler mig, så ja. Jeg stoler generelt ikke på nogen, før de har bevist noget overfor mig. Det er de færreste der ikke skal det. Daniel feks. Han skulle ikke bevise noget, den var der bare lige med det samme. Men det var igen et off topic, vi skal ikke snakke om ham lige nu! (og så måske lige kort: Om to dage rejser jeg til London og så skal jeg møde ham for første gang! Omg omg omg!!!)
Men ja, har brugt det meste af dagen på at snakke med hende, og jeg har faktisk nydt det. Det er så sjældent jeg nyder at snakke med et andet menneske. Ikke at jeg ikke nyder at snakke med mine venner, slet ikke. Mere sådan. Bare hygger mig sådan med et andet menneske, selvom det er på skrift. Når jeg taler med mine venner, er det jo ret semi seriøs snak, det er det ikke her, det er bare.. Løst? Kan man sige det?
Skal vi så opsummere det hele og snuppe en konklusion?
Jeg er kommet frem til den konklusion at hun faktisk er ret sød. Hun virker som typen jeg godt kunne blive veninde med. Ingen siger vi skal blive bedste veninder. Har allerede to af slagsen, og tror ikke lige jeg har overblik til at have en mere. Men endnu en veninde ville da ikke skade. Hun virker som et rigtig godt menneske. Hun elsker André, og han elsker hende, og det er jeg så glad for. Hun er god for ham, og når André er lykkelig, så er jeg lykkelig. Jeg forstår godt han faldt for hende, og helt ærligt ikke? Så ville jeg blive oprigtigt ked af hvis de gik fra hinanden, for Vincent er så glad for hende, og er sikker på hun er en god stedmor for ham.
Jeg har intet ondt at sige om hende, for igen, hun virker super sød og ligetil. Samtidig er jeg glad for jeg tog chancen, for ellers havde jeg ikke vidst noget om hende. Det gør jeg nu, og jeg tror det kan give mig lidt ro i sjælen når jeg sender Vincent derned en weekend, at jeg kender hende. Ikke helt, men sådan semi, og det er jo også noget!
Anyway! Lige nu sidder jeg i sofaen, med computeren sat til AirPlay og Breathe Carolina sat til at spille. For første gang i dag, så er der ingen der skriver. Ingen Facebook notifikationer. Det er meget rart at det kun er mig jeg skal tage hensyn til lige nu.
Jeg har for første gang i meget lang tid haft en så god dag, at jeg sidder lidt og smiler for mig selv. Jamen alt har jo bare gået så godt i dag, det sker jo like.. Aldrig? Så jeg er glad! Det er ret fedt! Men det fedeste er, at selvom jeg på de fleste punkter stadig er, og opfører mig som en 19 årig, så er jeg stolt af mig selv. Stolt af jeg tog så voksen en beslutning, og jeg er så glad for at mine nærmeste også er stolte af mig, og synes det er så flot og stort af mig 🙂
I really do! I can tell you that my mom, Liv, Tanya, Mette and Daniel are so proud of me because I did what I did today, and that means a whole lot to me.
Almost a year ago, I unfriended Vincent’s dad on facebook, because I was pissed at him about something, and I might just have been a little sad about him finding a new girlfriend.
But the last few weeks I’ve felt that I kinda missed following his life there, now where we don’t talk that often anymore. I’m not the type of person to hold any grudge again anyone, not at all, so after weeks of me considering, I decided to add him on Facebook again. I mean, I’m one hundred percent over him, so nothing he posts that regarding him and his girlfriend can hurt me. He’s so done with hurting me, so that’s no problem.
Right there, my brain started working for real. Because a big part of me wants to get to know his girlfriend properly, since she’s Vincent’s stepmom. But a tiny part of me was afraid to add her too, maybe that’s cross her line. Maybe she didn’t wanna get to know the bitter bitch of an ex girlfriend. The big part of me won over the little part in the end, so I added her. After that I so panicked, because I was certain she would message me, so in very little time, I had to think of a reasonable answer, so she wouldn’t think every sorts of things – what do I know, men whatever, again, this is my paranoid brain.
Like I predicted, she wrote me approx. half an hour after I’ve added her. These are the first two messages we wrote. If I should say it myself, I did okay, despite that I was so nervous about her reaction:
A: ‘Is it a mistake that you’ve added me?’
N: ‘No not at all. Thought about everything, and I came to that you’re a big part of my sons life, and he cares a lot about you, ergo, you’re a big part of my life too. So I thought that I would like to follow you guys a little on here, not to try to find any dirt or anything, I just wanna get to know you. We’re all adults, and even though you’re ‘just’ the girlfriend of André, you’re still co-responsible for Vincent, and it’s so important that all of us can talk, and Vincent can have one birthday fx. and all the other big things that’ll happen in his life. Do I make sense?’
She was very understanding, which was nice, because meanwhile I waited for her to reply, I was sitting and just staring into my phone, and genuinely feared that she would completely freak out.
And yes, of course, that was the work of my paranoid brain. But as I said, she was very understanding, and actually I’ve been chatting with her on Messenger since this morning, and that has been super nice actually.
I don’t know how much André have told her about me, but I felt like it was pretty crucial that she knows about my mental problems. André had told her that I suffer from paranoid schizophrenia, but not about the OCD and the former eating disorder.
I’ve completely had a few bitchflips about her to André, that’s why it was important to me that she knew, that because I’m so sick, I think, act and react in a completely different way than other people do. Fx. there’s the fact that I’m emotionally unstable, and a huge temper, which combined just dooms me. But now she knows that the times I’ve had a bitchflip, it has nothing to do with her, but when I get so furious, then first of all, I mostly take it out on the nearest person, after that I start looking for a scapegoat, and she’s been the obvious victim every time.
It has never been anything personal against her, that’s just my anger in a nutshell.
I also got to tell her about my past, which can be very unpleasant. Her language indicated that she was shocked to read it, men.. I’m a very open person. Everyone, can ask me anything, and I’ll give an honest answer, no matter what the subject is, I’ll answer honestly. I’ve suffered from this illness for almost ten years, so I might as well be open and honest about it, and I got to explain to her all the things I’ve been through. But I feel about her, as I feel about everyone else. My past, and the things I have with me, they’re all a part of me.
It has made me into who I am today. It takes up the most of the chapters in the story of my life. I think all that is things that I think it’s important that other people know about, so they might get a better understanding of what it’s like being me, and if people can’t accept that, well, those people shouldn’t be a part of my life then. It might sound rough, but honestly, I feel kinda like take or leave it about it. If you wanna be my friend, then you have to know those things and you’ll have to accept it. Just like if you wanna land me (Even though I don’t get landed, I land hehe. Oh well, got on a sidetrack!) so yeah, it’s something that needs to be accepted.
Then I had to come clean and tell her that in the beginning I didn’t like her, but basically that was because of me being sad about André. I don’t deal with changes that well, so I refused to let him go, even though him and I weren’t meant to be, otherwise we wouldn’t have split up. I just hung on to him, because I can’t deal with changes. She wrote back that she didn’t liked me either. I can only laugh about that, because of course she couldn’t! Told her that I’m often a major bitch, but I’m actually sweet once you get to know me. Or I’m a douchebag in so many levels, but you’ll get used to me 😉
Okay, I’m actually really sweet once you can crack my shell, and you get into my inner circle. But it takes time and patience, because a part of my illness is to doubt peoples motives when it comes to things that involves me, so yeah. I generally don’t trust anyone before they have proven something to me. Its few who doesn’t have to do that. Take Daniel fx. He didn’t have to proof anything, he was just there from the beginning. That was again an off topic, we don’t talk about him right now! (and then maybe just a little: In two days I’ll go to London and then I’ll meet him for the first time! Omg omg omg!!!)
But yeah, I’ve spend most of the day on talking to her, and I’ve actually enjoyed it. It happens so rare that I enjoy talking to someone else. Not that I doesn’t enjoy talking to my friends, nothing like that. More just like. Just having a decent time with another person, even though it’s in writing. When I talk to my friends it’s sorta like semi serious business, this is nothing like it, it’s just.. Loose? Can you say that?
Should we sum it all up and go with a conclusion?
My conclusion is that she’s actually quite nice. She seems like the type that could be my friend. Nobody said we had to be best friends. I already have two of those and I don’t think I could deal with having another. But another friend wouldn’t hurt. She seems like a good person. She loves André, and he loves her, and I’m happy about that. She’s good for him, and when André is happy, I’m happy. I do understand why he fell for her, and honestly? I would be genuinely sad if they broke up, because Vincent likes her so much and I’m convinced that she’s a good stepmom for him.
I can’t say anything mean about her, because again, she seems so nice. At the same time I’m glad I took a chance and added her, otherwise I wouldn’t have known anything about her. I do now, and I think it’ll give me peace in mind when I send Vincent down there for a weekend. You know, that I know her helps with that. Not entirely, but semi, and that’s something!
Anyway! Right now I’m sitting in the couch with the computer connected to the tv via AirPlay and Breathe Carolina on the tv. For the first time today, nobody is messaging me. No Facebook notifications. It’s nice that there’s only me right now. I have for the first time in a very long time been having such a good day, that I’m sitting and smiling a bit right now. So, everything has just gone according to plan today and that happens like.. Never? So I’m happy!
It’s so awesome! But the most awesome is, that even though I’m more like a 19 year old in so many ways, but I’m proud of myself. Proud that I did such a mature thing and I’m so happy that the people closest to me also are proud of me, and think I did so great and showed myself as the bigger person 🙂
