Min krop, min fjende

Sådan her har min krop set ud de sidste tre år. Det er ikke noget jeg er stolt af. Faktisk har jeg gjort alt for at gemme min krop væk, ved hjælp af store trøjer, sorte leggins og i den grad shapewear. Men det nytter ikke noget. Når jeg tager billeder af mig selv, bruger jeg en teknik der gør at min dobbelthage ikke kan ses, og jeg nægter at få taget et billede i fuld krop. Jeg har stemmer inde i hovedet der konstant minder mig om hvor fed og ulækker jeg ser ud. Især når jeg har spist. Der er de værst. Der minder de mig lige om at jeg ikke burde have spist, at jeg bare skal gå ud og kaste det hele op igen.
Jeg er decideret flov over mig selv, og hver gang jeg ser en tynd pige på gaden, kan jeg mærke jeg bliver ked af det. For kigger hun på mig, og tænker ‘Hold op hvor er hun bare fed!’. Det gør hun sikkert ikke, men det får min paranoia mig overbevist om at hun gør.

Jeg synes det er rigtig svært at have det sådan med sig selv. Matthew vil ikke være ved at jeg synes jeg er tyk. Han synes at det er nok at han mener jeg er smuk. Men har det ikke ligeså meget at sige hvad jeg synes? Det mener jeg ihvertfald.
Jeg har besluttet mig for at begynde at træne. Minimum to timer om dagen. Det ved jeg godt ikke er sundt, men jeg har bare behov for at jeg kommer ned i min gamle størrelse hurtigt.

Jeg hader at kigge ned af mig selv. Jeg hader den måde jeg ser ud på.