Den indre københavner spøger

Jeg tror alle der nogensinde er flyttet væk fra København, har den lille københavner inden i sig. Måske har alle en, selvom de er bange for at indrømme det.

Jeg er opvokset på Amager, I ved, den der lille ø tæt på Sverige. Amager ligger ca. 20 minutter væk fra København med bus, men efter metroen kom først i 2003 og stationen tættest på mit barndomshjem åbnede i 2007, så var der lige pludselig kun 10 minutter derind.

Da jeg var yngre, var København et nærmest magisk sted. Jeg kom jo kun derind få gange om året, for at komme i Tivoli og gå en tur på Strøget, og byen var jo overvældende for sådan et lille væsen som jeg 😉 I dag kender jeg København som min egen lomme. Jeg kender alle de fede butikker, de bedste madsteder og hippeste clubs og barer, og jeg ved præcis hvordan du kommer derhen. Jeg hverken lyver eller overdriver, når jeg siger at alle busplaner og s-togs planer er lagret inde i mit hoved, og jeg ved præcis hvor jeg kan skifte til et andet transport middel, og hvornår det kører. Da jeg blev 14 startede jeg med at mødes med venner og bekendte på daglig basis derinde. Som 14 årig gik jeg på Club Tropic hver weekend. Da jeg var 15 udvidede min horisont sig, og jeg kunne komme ind over alt selvom jeg ikke var ældre. Da jeg var 16 havde jeg så stort et netværk blandt klub ejere, bartendere etc. og nej, jeg ‘bollede’ mig ikke til at komme ind, hele miljøet handler om at komme de samme steder som in-folkene og på den måde netværke, og bang, lige pludselig kan man sidde med så mange kontakter på hånden som havde. For at give et eksempel; jeg havnede en gang helt spontant til en fest, i en penthouse lejlighed på Islands Brygge, med Thomas Bo Larsen. Det hele handler om netværk!

Men det var jo ikke det vilde natteliv jeg ville ind på. Inden jeg flyttede til Kundby, boede jeg i en 79 kvm, nyistandsat tag lejlighed i Hvidovre. Jeg var tæt på ALT! Jeg havde Gl. Køge Landevej, hospitalet lige ude ved vinduet, en s-togs station 300 m. fra lejligheden, og ligemeget hvor jeg tog hen, var der altid en 7-eleven på hvert gadehjørne. Byen var pulserende, den sov aldrig. Så flyttede jeg til Kundby, da København nok ikke lige er der du opfostrer en baby. Og hernede er det noget helt andet!

Vi har en Dagli’ Brugsen der lukker kl. 19 hver dag. Tanken er kombineret med Brugsen. Så har vi en kirke, og dens klokker ringer, ved du det snart er sidste chance for at købe det sidste til maden. Så har vi jo selvfølgelig også en række pasnings muligheder. Og alle kender alle. Det syntes jeg godt nok har været svært at vænne sig til. Her hilser du på alle, og hvis du f.eks smider skrald på gaden i København er der ingen der rynker på næsen. Hvis du gør det her, er du stemplet som miljøsvin og Greenpeace udsteder en arrestordre på dig. Ej, måske ikke helt, men håber I forstår hvad jeg mener 😉

Jeg elsker jo at være her, det er ikke det. Men jeg må indrømme jeg stadig bliver lidt forbløffet hvis jeg rammer en by uden et supermarked. Det er irriterende, at hvis jeg bliver småsulten kl. 4 om morgenen, skal jeg køre 15 km. for at finde noget der har åbent, i stedet for bare at gå ned på hjørnet. Efter jeg har fået Vincent har jeg ikke det samme behov for at gå i byen hver weekend, men jeg må ærlig indrømme at jeg til tider savner bare at kunne hoppe på metroen, og så 20 min. efter være på min fav. bar 🙂