[indsæt passende overskrift her]

Undskyld jeg ikke har blogget så meget de sidste uger. Inden for de sidste 2 uger er mit liv bare kollapset fuldstændig. Havde de ting, bare sket med nogle måneders mellemrum havde jeg nok tacklet det bedre, men kan sgu bare ikke overskue det når det hele bare sker indenfor en uge..

Jeg har egentlig haft det af helveds til siden december, det er ingen hemmelighed. Hvis du læser med mor, så er det IKKE fordi jeg ikke tager min medicin. Det er noget jeg selv (hvorfor fanden kan jeg ikke understrege et ord?!?!) styrer!!! Nåh, men der har bare været mange følelser og belastende tanker og vrangforstillinger indover, som medicin alligevel ikke kunne have forhindret. Det kender jeg min forskruede hjerne godt nok til at vide.. Men der var efterhånden kommet styr på det, og havde nogle projekter i mit liv jeg gerne ville op og gøre, men bum, så dør min hund aka. min bedste ven. Det slår mig helt ud, og først nu, 2 uger efter, er jeg stoppet med at have behov for at tage en 2 minutters tudetur på badeværelset. Ikke engang en uge efter, får jeg beskeden om at kommunen ikke syntes det er forsvarligt at sende Vincent i den dagpleje vi havde valgt til ham. Bum. Fjorten dage inden han starter får vi beskeden. Bum. Jeg ved ikke om det var mine flossede nerver, eller bare mine forventninger til hans første år der røg på gulvet, i hvert fald blev jeg ekstremt ked af det, og magtede faktisk slet ikke at sende ham afsted, men bare gå hjemme med ham. Havde bare denne forventning om at han skulle gå deroppe, hos en dagpleje mor jeg er tryg ved, sammen med de børn han alligevel skulle vokse op med. Det føltes bare naturligt for mig, at de skulle følges ad, allerede inden de blev et år. Så ja, det slog mig rimelig meget ud. Udover det, skulle han have en dobbeltplads. Det blev jeg endnu mere ked af, for så ville folk tænke at der enten var noget galt med ham, eller jeg er så forskruet at jeg ikke kan give mit barn den opmærksomhed og kærlighed han har brug for. Ja, jeg tænker meget over hvad folk tænker om mig.

Aftalen blev at han kommer i en anden dagpleje med dobbeltplads. Jeg er ikke glad ved det, faktisk hader jeg tanken om det. Men jeg er nødt til at sætte et smil på overfor ham, for jeg vil ham kun det bedste. Dog er jeg paranoid.. De har taget det valg for mig nærmest, så nu er jeg paranoid overfor hvad de gør næste gang? Vil de beslutte at sende ham ned i den lokale børnehave, selvom jeg vil have han skal i en skov børnehave? Selvom jeg har udset mig en lille privatskole, vil de til den tid så beslutte han skal på en almindelig folkeskole? De gør det jo i hans interesse, men jeg tager jo de valg fordi jeg vil give ham de bedste egenskaber jeg mener, man kan få i livet. Vil han så hade mig for det senere hen, fordi hans mor ikke har haft modet til at slå i bordet, og sige ‘Nej. Det er mit barn, derfor bestemmer jeg hvad der er bedst for ham!’? Det vil han nok senere hen, men jeg har ikke haft andre muligheder, hvis jeg vil have han skal blive hos mig. Jeg vil jo ikke fremstå som en dårlig mor, der ikke ser sit barns behov i deres øjne. Men det er jo netop det jeg gør. Jeg ser hans behov. Hans muligheder for at blive et godt menneske når han engang vokser op. Et bedre menneske end jeg nogensinde bliver. Det var lidt af et sidespor.. Vi skal hen og se dagplejen i denne uge, eller i næste uge. Vores sagsbehandler tager med, for hun ved godt at jeg har brug for en og støtte mig op af nu jeg går igennem en rigtig svær periode. Det bliver jo nok bedre når jeg kommer ud på den anden side, på et tidspunkt kan jeg se lyset for enden af tunnelen.

Vincent har været plaget af mareridt det meste af natten… Jeg var lige ved at falde i søvn, da der kommer et grimt et, så jeg tager ham op for at trøste ham og det ender med han falder i søvn hos mig, og lagde ham ned i vuggen for 1½ time siden ca. og jeg kan selvfølgelig ikke sove bagefter. Men sover jeg nu, kan jeg måske få 2-3 timers søvn, og det er da stadig noget. Det er ikke de 5-6 timer jeg er vant til, men man skal se positivt på tingene. Så sov godt derude! 🙂