1 år? Hvor blev tiden af?

I denne måned, har jeg haft nogle mærkedage.

d. 21. januar 2012, var den dag jeg tog den første graviditets test. Jeg sad og ventede på badeværelset. Efter 2 min. var den stadig negativ, så jeg gik ud (den skal ligge 3 min.). Udenfor døren stod André og skulle derud. Bagefter kommer han ind, ligbleg i ansigtet og siger: ‘Skal der være en tydelig streg og en utydelig streg?!’. Det vidste jeg ikke, så jeg dobbelttjekkede testen, og det havde jeg nu aldrig set før. Mig ind på ungmor.dk og spørge nogle de skønne mødre til råds. Svaret var: ‘Tillykke, den er positiv!’

Nåh! To dage efter tog jeg en ny, der viste præcis det samme. Hmm. dagen efter tog jeg til lægen, og hun sagde: ‘Den er negativ, men du skal tage højde for at det ikke er morgen urin, så prøv at kom igen i overmorgen så tager vi en ny.’

d. 26. januar 2012, fik vi bekræftet at vi ventede Vincent. I lørdags var det præcis et år siden.. Hvor vildt er det ikke? Et helt år siden, og idag sidder jeg med en smukkeste lille dreng på 4,5 mdr. som allerede er stor nok til at få grød. Hvad skete der lige, hvor blev tiden af?!

Weekenden fejrede jeg med min første bytur siden Vincent blev undfanget, dvs. min første bytur i et år! Det var så sjovt, og det var rart at komme lidt hjemmefra og bare slå hovedet fra.

Jeg må indrømme at jeg havde lidt dårlig samvittighed. Det var planlagt at Vincent skulle passes af mine forældre, så André og jeg kunne få lidt kæreste tid. Men vi tog så i byen hver for sig. Men alligevel.. Mange har den fordom at unge mødre går i byen når de får chancen og ikke gider deres børn. Så jeg er faktisk angst for at gå i byen, pga. de fordømmelser. Men som min mor så pænt sagde: ‘Gå du bare i byen. Det er okay at gøre en gang eller to om måneden, du er stadig en god mor. Du er ikke ligefrem Malou Stella vel? (her words, not mine!)’ og det har hun jo ret i. Jeg kan jo sagtens gå i byen, og så stadig komme hjem og være nogens mor dagen efter.

Nåh, men dagen efter tog André og jeg i biografen og så The Impossible. Fantastisk film, og kan klart anbefales! Jeg er ikke typen der græder over film, og har kun grædt til én film. Det var da vi var inde og se Hvidsten gruppen, men det undskyldte jeg med at jeg var gravid og havde masser af hormoner (høhø) 😉 Men denne her… Filmen varer 1 time og 47 min.. Jeg stortudede i 1 time og 27 min.

Faktum var, at den var fantastisk og gav stof til eftertanke!!

Min konklusion er: Det sidste år af mit liv har været spændende, skræmmende og helt igennem fantastisk! <3