The Valley of the Shadow & Death.

                                                                                            You prepare a table before me
                                                         in the presence of my enemies.
                                                          You anoint my head with oil;
                                                                  my cup overflows.
                                                                     Surely your goodness and love will follow me
                                                              all the days of my life,
                                              and I will dwell in the house of the Lord
                                                                             forever.

Overstående er min fav. salme. Det er psalm 23, A psalm of David også kendt som The valley of shadow and death. Den er så dyster, men alligevel så smuk. Efter jeg har læst den så mange gange, frygter jeg ikke min egen død længere. Grunden til at jeg fandt den, var at jeg en dag blev klar over, at jeg højst sandsynligt dør lang tid før mine jævnaldrende. Jeg var bange for ikke at blive over 30. Men efter at have læst den, frygter jeg ikke at jeg dør. Det har jeg accepteret. Men bliver jeg en sjælden gang så angst for at dø, så beroliger denne her mig. Herren er min hyrde, og han kalder mig hjem til flokken, når min tid kommer.

Men den virkelige årsag til at jeg tænkte på denne salme lige i dag, var efter min far ringede til mig omkring kl 19. Jeg nåede ikke telefonen, og siden vores telefon ikke har vis nummer, ringede jeg til min mor for at høre om det var hende der havde ringet. Hun svarede at det var det ikke, men de havde en meget trist melding. Lige der for 1000 tanker igennem mit hoved, og jeg kunne da også godt høre der var noget i vejen da hun tog telefonen. Jeg spurgte hvad der var sket, og hun svarede: ‘Vi er blevet nødt til at aflive Hugo.’ og der, stod min verden bare stille, som om jeg kunne høre den gik i 1000 stykker og den faldt på gulvet. Overraskende nok, var jeg i stand til at svare: ‘NEJ!’, og resten af samtalen, måtte jeg sidde og kæmpe for ikke at bryde sammen, og for at være ærlig, kan jeg ikke huske resten af den…

Vi fik Hugo da jeg var 11 år gammel. Jeg havde længe ønsket mig en hund, og en dag kørte vi en tur, med påskud om at vi skulle til kaffe hos en af min mors kollegaer. Da vi kom derud, løb der ca. 6 hvalpe imod os, og de var bare så kære. Min bror og jeg fik lov til at vælge en hvalp, og vi valgte Hugo. Efter vores sommerferie, var han klar til at komme med hjem. Hugo var dog ikke som andre hunde. Vi havde nemlig en kat ved navn Ludvig, og jeg går ud fra at det er en forkortelse for Satans Yngel, for han var bare ond. Ihvertfald troede Hugo at han var en kat. Jeg knyttede mig lynhurtigt til Hugo, og han til mig. Han var altid så glad for at se mig, og han ville altid lege. Når jeg har haft det skidt, har Hugo altid været der for at trøste mig, og han betød, og betyder stadig, så meget for mig. Efter den besked, følte jeg at jeg havde mistet en del af mig selv. Jeg følte jeg havde mistet min bedste ven, min partner in crime, min bamse, og ikke mindst en der altid var der for mig. Jeg vidste at denne dag ville komme, men jeg havde på ingen måde regnet med at det ville være allerede. Han havde jo stadig 5 gode år endnu.. Troede jeg.. Hugo blev lagt i narkose i går, for noget med en tand. Det viste sig, at skulle de tænder blive gode igen, ville det kræve alt for meget af den lille hund. Han havde grå stær, så ondt i tænderne at han pev når han spiste, han led af kronisk svamp i ørerne og under armene, og tissede blod. Så det var den bedste beslutning, for at han ikke skulle lide mere. Men kors, hvor jeg savner ham allerede!!

Jeg kan på ingen måde forestille mig, ikke at se den krøllede brune hale logre, når jeg står i døren derhjemme. Aldrig at skulle høre ham pive hvis han er sulten eller vil ud. Aldrig skulle høre hans bjæffen når man finder snorene frem. Aldrig at skulle høre hans ulidelige snorken. Aldrig at skulle lukke ham ud på badeværelset og tænde bruseren om aftenen, så han kunne drikke. Aldrig at skulle røre ved hans fedtede pels. Aldrig at høre hans negle i gulvet, når han valgte at rede seng ved brændeovnen. Aldrig at skulle se hans brune øjne igen. Jeg tror hverken på himlen, helvede eller skærsilden, og kommer man ikke derhen, hvor fanden kommer man så hen?! Når jeg ikke ved det, kan jeg ikke danne mig et billede af min dejlige lille hund løbe rundt og lege og jagte kødben! Det føles som om at mit hjerte bløder, det er så ubehageligt. Det gør så ondt, savnet er så stort. Jeg fik en kort tanke tidligere, at hvis bare jeg kunne være død i 5 minutter så jeg kunne se ham og sige ordenligt farvel. Sidst jeg så ham, var i søndags, og det sidste jeg sagde før jeg lukkede døren var: ‘Gå nu ind Hugo!’ jeg klappede ham ikke som jeg plejer eller noget som helst. Jeg gik bare… Og det gør så forbandet ondt at tænke på nu. Jeg vidste, at når denne dag kom, ville jeg reagere voldsomt. Dog ikke så voldsomt som jeg havde regnet med, men et godt stykke derhen af.. Mit problem er, at jeg bedre kan ‘lide’ dyr end jeg kan lide mennesker, og sidst et familiemedlem døde, reagerede jeg på ingen måde. Kun med et ‘Nåh.’ Jeg ved ikke hvorfor!! Men jeg har i dag, mistet et væsen der betyder så ufattelig meget for mig.

          Farvel Hugo, Herren har kaldt dig hjem til flokken. Når det engang er min tur, er det dig der går ved min side i Dødskyggernes Dal, og hjælper mig hjem.

       19.05.03 – 08.03.13