Det der med kærlighed

Kærlighed betyder rigtig meget for mig. Det betyder meget for mig at være elsket, og det betyder meget for mig at høre jeg er elsket. Ligeså meget betyder det for mig at jeg elsker nogen.

Det er ikke en hemmelighed at jeg har et ubeskriveligt underligt forhold med englænderen. Vi er vilde med hinanden, vi taler sammen hver dag, hele dagen, vi slutter alle telefon samtaler af med ‘I love you.’ for det mener vi begge. Vi elsker hinanden, men der kommer ikke til at være noget mellem os. Han er hamrende stædig, og vil ikke flytte tilbage til København igen. Jeg kan godt forstå ham, for det er rigtig svært at få arbejde og bopæl her. Min situation gør at jeg ikke lige kan flytte til England, jeg ville ikke kunne byde Vincent at rive ham væk fra alt han kender bare pga et egoistisk behov fra min side.

Selvom jeg både er glad og ked af tingenes tilstand mellem englænderen og jeg, så har det også gjort at jeg har taget en stor beslutning. Jeg er så træt af at gå på dates. Jeg er så træt af at skulle være ‘out there’ hele tiden. Jeg er træt af at der aldrig sker noget. Det har garanteret noget med mig at gøre, måske er jeg for spøjs til at de fleste kan håndtere det. Jeg aner det ikke, og jeg er egentlig også ligeglad, for jeg har besluttet mig for at jeg er bedre til bare at være mig. Og det er sgu fint nok, for så behøver jeg ikke tage hensyn til en anden. Jeg behøver ikke være afhængig af en anden. Som min australske ven sagde her den anden dag, da jeg jokede med jeg havde brug for en mand til at beskytte mig, ‘You’re an independent woman, you don’t need a man!’ og han har faktisk ret. Jeg har ikke behovet for en mand i mit liv. Lige nu har jeg et behov for bare at være mig, lære nogle ting om mig selv, gøre nogle ting selv. Så kan der måske komme en ind i mit liv senere. Men som jeg også har nævnt før, så er jeg mere bange for at blive såret end jeg er for at dø. Så måske jeg bare skal lade frygten styre mig lidt, det er vel også okay nogle gange.

Selvølgelig savner jeg da en at have det hele at dele med. Jeg var på legepladsen hjemme ved mine forældre her den anden dag, og da han gik og legede, snakkede, og selv satte sig op på en gynge kunne jeg da godt have ønsket jeg havde en ved min side jeg kunne være vildt begejstret over det med. Men sådan hænger tingene bare ikke sammen. Jeg er enlig. Enlig mor. Det giver mig heller ikke ligefrem de bedste odds vel? Der er noget jeg altid har undret mig over! Hvordan kan pigerne i De Unge Mødre få en kæreste så let, når jeg bare er så undateable? Altså, det er jo ikke fordi jeg har problemer med at finde mænd, tværtimod. Det er bare svært at få dem til at holde fast. Men jeg tror mere jeg er pigen man er ven med. I min vennekreds er jeg også kendt som hende der bare er ‘one of the guys’ I mean, mine drengevenner kommer til mig med alt, selv de klamme detaljer, men jeg er bare typen der er hamrende ligeglad. Jeg er nok lidt en drengepige.

Jeg vil slutte af med at skrive, at dette indlæg virkelig har fået mig til at indse nogle ting om mig selv. Ting jeg skal arbejde på. Ting der kan gøre mit love life bedre.